Begærets Mysterier

BEGÆRETS MYSTERIER

Det Kgl. Teater - Gl. Scene
18. august. - 12. september 2021

Det er da svært ikke at elske en forestilling, der myrder patriarkatet uden at nogen straffes for det.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Glem alt om din idé om opera som værende noget støvet, gammeldags og kedeligt. Queer-operaen Begærets Mysterier skal nok få dig på bedre tanker. I denne opera får du nemlig ikke kun Wagner og Mozart, men også Cher, Queen og Conchita Wurst. Derudover får du et farverigt queer-cast, der sammen formidler intet mindre end en thriller-opera.

Den magtfulde og mystiske herre Mr. D har inviteret hans kone, hans unge elsker og assistent, hans professionelle dominatrix og hans transkønnede søn ud på et slidt motel en sen aften. Ingen af de fire aner med hvilket formål, eller at de andre også er inviteret. Motellet drives af en mystisk og gådefuld motelejer, der konstant vimser omkring og synes at vide både alt og ingenting. Pludselig dukker også en lejemorder op, der kommer fra Mr. D’s politiske modstandsgruppe, men knapt er denne ankommet til motellet, før Mr. D findes skudt på et af motellets værelser, førend han har hilst på nogen af gæsterne. Alle har de hver deres motiv for at have myrdet Mr. D., men det store spørgsmål er: hvem har gjort det? 

VI MENER
Jeg føler mig næsten hensat til fortidens biografer, da Begærets Mysterier begynder. Hen over hovederne på os flimrer adskillige dansende lyskegler, der lander på et hvidt lærred, der dækker scenen og bliver til billederne af en køretur gennem en by. Et bakspejl kommer i fokus, og i det kigger et heftigt sminkede øje med lange forførende øjenvipper på os. Det er drag queenen Vinegar Strokes, der spiller motelejeren, der allerede her hinter, at hun, modsat de andre karakterer, har et øje på publikum og en kontakt med os. Hun er ikke begrænset af den fjerde væg. Det viser sig at være en taxa, vi drøner gennem landskabet med, og i denne får vi på skift lov at se motelejeren køre fire af de øvrige karakterer til motellet, hvor Mr. D har bedt dem møde ham. Ført ved ankomsten til motellet går lærredet op, og jeg mindes om, at det rent faktisk er et teater og ikke en gammel biograf, jeg sidder i. 

På den store scene står motellet og dets interiør udført i nøgne træplader. Der er ikke meget queer og quirk over den, så den er forestillingens performere ene om at levere. Farverne indfinder sig først senere efter Mr. D’s død - symbolikken er til at tage at føle på. Ved ankomsten skal samtlige karakterer synge en sang, der introducerer, hvem de hver især er. Introduktionen sker i samspil med videoprojektioner, der fortsat finder sted på enorme lærreder over scenografien. Selvom de synger skønt, og musikken er vidunderlig, synes det hele alligevel at gå temmelig langsomt. Handlingen spartles ud over lidt for mange minutter, og visse elementer af fortællingen smøres så tyndt ud, at de næsten ikke er til at få øje på. 

Der er langt hen til, at det egentlige plot kommer op i omdrejninger, og selv da det gør, da Mr. D’s findes skudt på sit værelse, taber forestillingen alt det, den har brugt godt en time på at etablere. Herfra tager forestillingen nemlig et skarpt sving væk fra “who done it”-plottet, der ellers er blevet lagt grundigt op til. Det bliver herfra en fortælling om at bryde fri af patriarkatet, i form af Mr. D., og den seksuelle og identitetsmæssige frihed det efterlader de andre med. Det er der selvfølgelig også en pointe i, men når nu rammefortællingen tegnes så skarpt op, havde det været klædeligt, om man havde fulgt den mere til dørs. Forestillingen virker nemlig halvfærdig, når man på den måde ofre sammenhængen og punkterer tempoet. 

Løsningen synes ellers at ligge lige for. Vinegar Strokes har fra start haft et øje på os, og halvvejs i forestillingen bryder hun den fjerde væg mere direkte for, på bedste drag queen vis, at interagere med publikum og hjælpe handlingen på vej. Det er næsten som om, at de har regnet ud, at publikum på dette tidspunkt har brug for at vågne op igen, efter den langstrakte første halvdel, og det med succes. Vinegar Strokes er et fantastisk og humoristisk indslag, som man skulle have benyttet meget mere. Hun synes oplagt som en nærmest Cabaret-agtig konferencier, der fra start kunne have indhyllet publikum i historiens mystik og undervejs kunne have hjulpet tempoet og fortællingen på vej. Det er en skam, at det ikke udnyttes bedre, at man har så dygtig en queer-underholder på scenen i en queer-forestilling. 

Samtidig med tempoet i starten er sløvt, kan man mere overordnet sige, at forestillingen vil rigtig meget på én gang. Man kunne jo mene, at dette ligger fint i tråd, med alt det priden er, når forestillingen på den måde insisterer på at være “for meget”. Det er et æstetisk overflødighedshorn, som selveste Henrik Vibskov har designet flotte kostumer til, men som også flyder over med elementer og både skal rumme sang, film-skuespil, dans, klassisk musik, pop-musik - ja snart sagt alt du kan forestille dig på en scene. Selvom man kan argumenterer for, at det passer ind, at der skal være mere med mere på i en queer-forestilling, er det ikke nødvendigvis til fortællingens eller forestillingens fordel. For det resulterer desværre i, at det hele stikker i lidt for mange retninger, selvom mange af elementerne er overordentligt veludførte. Selvom dansescenen midtvejs er flot, føles den temmelig overflødig og lidt som en darling, man ikke har ønsket at slå ihjel. Til gengæld er jeg glad for man ikke har ofret Ann Petersen og Elisabeth Janssons kuldegysfremkaldende duet-udgave af Natural Woman. Det er også svært at holde tårerne tilbage når Adrian Angelico, som Mr. D’s trans-søn, synger Rise Like A Phoenix (Ja! Den der vandt Eurovision) efter hans fars død. Derudover får også Samuel Mariños imponerende vokale smidighed både mig og resten af salen til at bruse over i ren og skær begejstring - et sted i salen råbes der “YAZ QUEEN”, og det er svært ikke at elske, når dét sker i operaen. 

Det er i det hele taget svært ikke at elske det hele lidt, når man sidder i det, for hey - det er en gruppe performere, sangere og skuespillere vi alt for sjældent ser på de store scener. Og det er da svært ikke at elske en forestilling, der myrder patriarkatet uden at nogen straffes for det. Vigtigst af alt er det svært ikke at elske, fordi de er helt latterlige dygtige til deres fag, og gør forestillingen til en opvisning i blærerøvs-sang. Når forestillingen kommer på afstand, begynder de halvfærdige og mindre gode aspekter dog at krybe frem fra den umiddelbare begejstrings sprækker, og derfor står Begærets Mysterier ikke tilbage som det mesterværk, det ellers havde potentiale til at være. Jeg ville ønske, den havde hvilet mere i sig selv, og det faktum, at det er fantastisk alene at spille en forestilling om queerness med queerperfomere; den havde ikke behøvet alt det ekstra for at overbevise mig. Jeg havde ikke brug for et sluteligt slideshow over et følsomt cover af Chers “Believe” med billeder af alle dem, der har kæmpet for queer-personers rettigheder gennem tiden. Jo, jeg får da tårer i øjnene, fordi det i sig selv er hamrende rørende, men det var absolut ikke nødvendigt for forestillingen. Den havde ikke behøvet at sætte streg under sin eksistensberettigelse. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Gamle Scene er aldrig en helt billig fornøjelse. Er du ung under 25 år., er der dog rabat at hente. Her kan du få de dårligste pladser helt ned til 54 kroner, men jeg vil dog anbefale dig at gå efter lidt bedre pladser, så du får det bedste ud af forestillingen.

FOTO: Miklos Szabo