Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på

Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på

Odense Teater - Værkstedet
22. februar - 17. marts 2023

 Jeg håber, at denne deprimerende, intense og mørke klagesang ikke finder sit endeligt ved spilleperiodens udløb, men får mulighed for at turnere, så flere kan opleve den.

Af: Jonas Guldfeldt Viuff

HVAD ER DET
Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på giver sig i kast med kvindernes rolle i den antikke tragedietradition. En rolle, som ofte var at dø inden en given forestillings udgang. Vi møder fire af de mest kendte kvinder fra de gamle tragedier: Iphegenia, Antigone, Alkestis og den nyligt ankomne Eurydike. I den mørke, fjendtlige og knugende underverden taler de sammen om deres skæbner.Om, hvem de er, og hvem, de kunne have været, hvis ikke de havde været nødt til at dø. De fire får selskab af Fortælleren, der nøgternt fortæller om deres skæbnes nødvendighed.

Forestillingen er et samarbejde mellem fire nyuddannede scenekunstnere: Instruktør Astrid Lindhardt Iversen, scenograf Mai Katsume og lysdesigner Mathilde Hyttel og lyddesigner Eliza Bözek. De er gjort selskab af dramaturg Mathias Rosenkrands Bech. Skuespillet bliver mestendels udført af ensembleskuespillerne Louise Davidsen, Natalí Vallespir Sand, Freja Klint Sandberg og Nicolai Jandor  .Anna Hawa Kamuk Mnasi er med som ekstern skuespillerpraktikant i rollen som Antigone.

VI MENER
Underverdenen viser sig hurtigt at være et tungt, fjendtligt og knugende sted. Scenografien pådrager sig på brutal vis opmærksomheden, allerede da jeg er på vej ind for at finde min plads. Det er som at træde ind i en Ingvar Cronhammer-installation; mørkt og industrielt. Elefantgitteret og det kolde lys minder om et slagtehus mens sivene, der titter frem, også får det til at minde om en offermose. Det giver en ubehagelig summen i min fodsål da de fire kvindelige skuespillere bevæger sig barfodet over gitrene på en scene, der synes meget fjendtlig over for menneskelig tilstedeværelse.

Skuespillernes torsoer er meget blottede, hvilket får dem til at virke sårbare over for det trykkende og umenneskelige miljø i underverdenen. Alle skuespillerne er bundet fast til scenen med reb, der viser sig at være ledninger til mikrofoner, fæstnet til deres ryg, mens de selv er bundet ind i reb i en æstetisk demonstration af ufrihed. Det valg er jeg vild med, fordi kvinderne er nødt til at indfinde sig i stillinger, der på samme tid ligner fælles sorg og støtte og understøtter deres sørgelige skæbner og sammenholdet deri. Kvinderne taler sammen om deres skæbner, der er defineret af  tragiske helte fra deres historier og om den fremtid, de aldrig fik. Dialogerne handler om at omdefinere deres roller til noget intrinsisk; noget, hvor de ikke er afhængige af et forhold til en den tragiske helts gøren og laden - deres ambitioner og håb, deres roller som datter, mor og søster, deres uindfriede menneskelige potentiale.

Manuskriptet er meget minimalistisk og nærmest mere lyrisk end dramatisk i sin minimalistiske, hypnotiske og kortfattede rytme - og i den kolde og hårde underverden rammer det fuldstændig plet. Det er sagte og sørgeligt fortalt med en indfølt ro og sørgmodighed, man kunne vente at finde hos sjælen post mortem, og skuespillerne leverer alle en utrolig empatisk præstation.

“Ender det med os? Er vi de sidste?” spørger de fire kvinder. Her holder Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på sig aktuel, for tropen med actionheltens flashback til den døde hustru, eller “fridgede” kvinder i et væld af medier, vidner om, at døde kvinder stadig er tvunget til at spille rollen som en motivation for den tragiske helt uden selv at have den store agens.

Forestillingen går lige i kødet på problematikken, og når Fortælleren træder ind på scenen for at fortælle om sine motiver for kvindernes behandling, har det altid konsekvens af en lidende reaktion fra Antigone, Iphegenia, Alkestis og Eurydike. Her kommer lyddesignet virkelig til sin ret, og en massiv mur af industriel lydtortur bringer os direkte ind i den mørke afmagt, som karaktererne befinder sig i. Det er omsluttende og voldsomt effektfuldt.

Du skal være forberedt på en sørgmodig og trykkende forestilling, der ikke nødvendigvis er behagelig at være vidne til - men det skal den heller ikke være. Forestillingen giver sig overordentlig dygtigt i kast med en relevant og tung problematik og er virkelig veludført. Jeg håber, at denne deprimerende, intense og mørke klagesang ikke finder sit endeligt ved spilleperiodens udløb, men får mulighed for at turnere, så flere kan opleve den.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Odense Teater udbyder både årskort og ungerabatter, men desværre er denne forestilling udsolgt. Hold øje med, om den får ekstra opsætninger eller måske kommer ud at turnere. Der var godt udsyn fra alle pladser, da Værkstedet ikke er en stor scene.

FOTO: Emilia Therese