Habibi

 

HABIBI

Folketeatret
13. - 18. marts 2023

 At illustrere angsten for det, vi ikke forstår, gennem et relaterbart teenageliv gør de tunge emner lettere at fordøje, da publikum kan spejle sig i fortællingen.

Af: Kathrine Bo Hansen

HVAD ER DET
Habibi af Opgang2 er en højaktuel forestilling om teenagepigen Sara, der en helt almindelig morgen vågner op og kun kan tale arabisk. Hun tænker på dansk og forstår kun dansk – men ordene, der kommer ud af hendes mund, er arabiske.

Dette er en forestilling for målgruppen 14-18 år om frygten for at skille sig ud og være anderledes. Om at blive set som en fremmed og samtidig bare ville høre til og blive hørt. Forestillingen taler ind i de udfordringer, man som teenager og ung kan stå med; ønsket om at ville høre til og frygten for at blive isoleret, samtidigt med at man er i gang med at danne sin egen identitet.

Opgang2 Turnéteater bringer professionelt teater ud til hele Danmark – ikke mindst til det teateruvante publikum. Habibi er skrevet af dramatiker og instruktør Pia Marcussen, der i 2017 modtog Danske Dramatikeres Manuskriptpris for Børne- og Ungdomsteater for samme forestilling.

VI MENER
Det er kun mig og en håndfuld undervisere, som er gamle nok til at have et kørekort; resten af publikum er omkring konfirmationsalderen. Jeg har en tendens til at blive lidt træt, når jeg skal se scenekunst med en masse unge mennesker, for let’s be honest… Det er ikke alle, der er lige interesserede i, hvad der sker på scenen. Men forestillingens tre medvirkende, Bolette Engstrøm Bjerre, Mads Horsbøl og Ashok Peter Pramanik, står klar til at tage imod os og hjælper billettøren med at få alle på plads i teatersalen. Den velkomst virker afvæbnende og skaber kortere distance mellem scenen og stolerækkerne. Det er et smart træk, for mine unge sidemakkere er investerede i Habibi fra start. Så der er ingen grund til at blive træt.

Det er hardcore, men vigtige emner for en ungdomsforestilling at tage op til undersøgelse: frygten for det fremmede, forskellighed og identitet. Det eneste, som ændrer sig ved Sara, er hendes sprog. På grund af den ene, umiddelbart lille forandring ændres hele hendes liv, for alle omkring Sara vender hende ryggen. At illustrere angsten for det, vi ikke forstår, gennem et relaterbart teenageliv gør de tunge emner lettere at fordøje, da publikum kan spejle sig i fortællingen. For hvem vil ikke bare være en del af flokken og på ingen måde skille sig ud i denne formative periode i livet? Saras problemer får da også sat tankerne i gang hos mig, som er en del år ældre end den tiltænkte målgruppe.

Med en minimal scenografi og simpel lyssætning er der fuld fokus på skuespillet – og med rette. Bjerre og Pramanik fremfører en række roller med stor overbevisning og stram timing. På imponerende vis går Pramanik med hast fra at spille en paranoid, ptsd-ramt soldat og gammel, nysgerrig nabo til klassens nye, charmerende dreng og den bekymrede far. Bjerres portrættering af en helt almindelig teenager i dagens Danmark, der senere gennem udstødelse fra fællesskabet ændres til en fremmed – blot på grund af sit sprog – er gennemført. Især på grund af det sproglige tvist: Hun taler både dansk og arabisk i forestillingen. Som ikke-arabisktalende kan jeg ikke stå inde for kvaliteten af Bjerres udtale, men ud fra det diverse publikums overraskende og positive udbrud ved den første arabiske replik, tænker jeg, at hun gør et godt stykke arbejde. Dog er jeg smule nervøs for at gå glip af noget vigtigt i handlingen, da kun enkelte af de arabiske replikker bliver oversat.

Sætningen ”Kærlighed er, hvor kærlighed er” går igen flere gange i løbet af forestillingen. Det kan virke banalt, at kærlighed er løsning på forestillingens problematikker. Men kan man egentlig blive mindet om, at ”størst af alt er kærlighed” for mange gange? Det tvivler jeg på – og det er ligegyldigt din alder. Så tak for det, Habibi.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Er du under 25 år, koster en billet 120 kr. Men kan du samle en gruppe bestående af minimum seks personer under 25 år, kommer billetprisen helt ned på 75 kr.

FOTO: Ditte Chemnitz

 
Den 4. VægComment