THE LAUGHING CROWD

The Laughing crowd

Skuespilhuset

8. - 14. januar 2024

Knap halvvejs inde har narrenes tomme latter skrællet min eksistentielle angsts mange afskærmende lag helt væk.

Af: Mikkel Lund

HVAD ER DET
Intet kan dræbe en vittighed som at skære den ud i pap. Hvorfor det forholder sig sådan, er imidlertid ikke vigtigt, for selvom omdrejningspunktet er at grine, indeholder The Laughing Crowd slet ikke nogen vittighed. Eller gør den? Forestillingen er en hyldest til latterens naturkraft, og dens præmis er simpel: Publikum træder ind på Lille Scene på Skuespilhusets tomme gulv, hvor en flok sminkede narre griner os op i ansigtet i en times tid.

VI MENER
Det at grine må siges at være ejendommeligt for mennesket, og mangen filosof har da også spekuleret over, hvad der ligger og gemmer sig bag. I et lignende spor går The Laughing Crowd performativt til værks og tvinger dig til at overveje, hvorfor (eller hvorfor ikke) du griner, nærmest som en praktisk øvelse. Inde i salen må jeg sidde eller stå, hvor jeg vil, så mens resten af publikum finder en plads, sætter jeg mig til rette på en skammel tæt på midten, hvor to narre allerede står og griner ind i hver deres mikrofon. Når hele publikum har fundet en plads, kommer seks yderligere narre til, og de griner alle sammen.

Massehysteri er tilsyneladende virkeligt, hvor det i menneskehedens historie er sket, at hele samfund er blevet ramt af kollektivt grineflip blottet for nogen som helst form for mening med galskaben. Mit første store håb til The Laughing Crowd er, at narrene ligger inde med opskriften på at fremprovokere netop dette. At vi alle om ikke så længe vil sidde med tårer i øjnene og grine forstandsløst med en smertelig klukken i brystet og et endnu smerteligere ønske om, at latteren snart stopper!

En stor forventning, ja, der heller ikke går i opfyldelse, og det er bestemt ikke narrenes, men publikums skyld. Narrene griner nemlig på livet løs, mens kun en mindre del af publikum lader sig rive med. Og hvorfor skulle de også det, når der ikke er noget at grine af? Her stiller The Laughing Crowd et spørgsmål til den spontane latters anatomi; normalt griner vi, når nogle, f.eks. en komiker, siger noget sjovt, ofte noget der indkredser en kritik eller et spørgsmål ved den tidsånd, vi lever i. Men narrene siger ikke noget sjovt, så i stedet må de ty til at gøre noget sjovt eller blot være sjove i sig selv. De tydeliggør, at mimik, hastighed, timing og den bevægende krops mønstre i høj grad dikterer, hvor sjov man er.

Det får mig til at tænke, at mens vi ofte tror, vi griner af noget, griner vi snarere op til noget. Vi griner i rummet mellem det vittiges levering, indtil meningen siver ind og forløses i en pointe. Meningen er et nøgleord, da grinet i den forstand er en reaktion på det absurde, og derfor er latteren som oftest bedst, når den i momentet ikke kan forklares. Men hvis grinet vel at mærke aldrig kan forklares, bliver vi fanget i en konfrontation med meningsløshedens uendelighed, og det er her, The Laughing Crowd bliver overraskende tung for ikke at sige depressiv.

Jeg troede ellers, jeg havde selvironi nok til at kunne grine mig igennem det, men knap halvvejs inde har narrenes tomme latter skrællet min eksistentielle angsts mange afskærmende lag helt væk. Det viser sig tilmed, at narrene er fuldstændig klar over det, og pludselig forstår jeg den alvor, store dele af publikum mødte op med. En frastødt alvor man må iføre sig som et værn mod deres meningsløse latter, der bliver ved og ved og ved og ved – indtil al komikken er grint væk og efterlader tragedien alene tilbage, blottet i absurditet. 

Måske er du mindre selvhøjtidelig, men for mig kulminerer The Laughing Crowd således som en kosmisk skammekrog, hvor jeg kan sidde på min skammel og tænke over intetheden og vente på, at forestillingen vil slutte, og narrene bukke, og glemme, jeg huskede, det ikke bare var et teaterstykke.

FOTO: Jan Vesala