PAMELA

Pamela

Sort/Hvid

12. januar - 7. februar 2024

Musicalgenren er TRÆT. Den trænger til nyt blod, og med Pamela slasher Niels Erling sig vej frem og injicerer nyt liv i genren.

Af: Julie Renata Bjerremand og Hannah Ibsen

HVAD ER DET
Pamela er en fortælling om, hvad det gør ved en person at føle sig “fake”. Forestillingen tager udgangspunkt i Pamela Andersons liv som Playboy-bunny og 90’er sexikon og forsøger derigennem at undersøge, hvad det vil sige at være virkelig. Pamela (Laura Skjoldborg) er ved at miste grebet om sig selv, og en dag falder hun ned i et hul, der fører hende til en underverden fyldt med personlige rædsler. Hun er nu ikke længere i Daddy Hugh Hefners trygge favn og må selv, sammen med to Pamela-kopier (Nanna Cecilie Bang og Laus Høybye), stå ansigt til ansigt med sine værste mareridt.

Pamela er instrueret af Niels Erling, der efterhånden er ved at have et godt greb om den danske scenekunst. Han er i selskab med koreograf Gunilla Lind, dramatiker Ida Marie Hede og komponist Aske Knudsen. Scenograf og kostumier Lise Marie Birch har kreeret et rødt latexunivers og kostumer, der er spækket med gyserfilmreferencer.

VI MENER
Laura Skjoldborg står på den røde, hævede scene som en anden utilpas mannequin og poserer lidt akavet, mens en fotograf (Laus Høybye) klædt i sorte latexstøvler, underbukser og kaninører knipser billeder af hende. I sin ikoniske, røde Baywatch-badedragt, næsten afklædt og med sit blonde, krøllede hår, er vi alle klar over, at det KUN kan være Pamela Anderson. Mens Pamela sender tandpastasmil og tomme øjne til kameraet, byder Hugh Hefner (Nanna Cecilie Bang) publikum velkommen. Alt på scenen er knaldrødt. Pamelas badedragt, det ophøjede podie og de store, glatte latex-gardiner indrammer fortællingen om Baywatch-stjernen, der endte på forsiden af Playboy Magazine rekordmange gange. 

Pamela sælger sig selv som en horror-musical, og netop horrorelementerne og -referencerne er forestillingens røde (latex)tråd. Kostumerne er overgjorte, sexede og, når de er bedst, lækkert Tim Burton-forskruede. Som Laus Høybyes Frankenstein-inspirede plastikkirurg med overdimensionerede lange, sorte fingre, runde gal-videnskabsmand-briller, sorte lakstøvler og hvid latex-lægekittel. I samme scene er Nanna Cecilie Bang iført ultrakort sygeplejerske-uniform med høje støvler og tildækket hår som en ujomfruelig nonne. Blodet sprøjter fra Pamela, som ligger på scenen, der nu fungerer som et operationsbord, mens de to kirurger fikser hende. En anden gyserfilm-reference, der fungerer særdeles effektivt, er Pamelas ufrivillige telefon(sex)samtale; pludselig falder en gammel, hvid fastnettelefon ned fra loftet, og en intetanende Pamela finder sig selv i en Scream-lignende samtale med en maskeret stalker. 

Selvom logikken i Niels Erlings Playboy-univers er twistet og vendt på hovedet med vilje, så bliver der alligevel nødt til at være orden i kaos. Der er en vis tidsforvirring i forestillingen, og vi bliver undervejs i tvivl om, om det er et bevidst valg, eller en ufærdig tanke. Vi har en ung Pamela, ikke mere end et par og tyve, men hun har to halvstore børn? Er vi så i 90’erne? Hvorfor lyder musikken som om den er skrevet til Melodi Grand Prix i start 10’erne? Hvordan hænger det sammen med nutidige referencer til Gazastriben og Greta Thunberg? Tiden giver simpelthen ikke mening, og med så meget andet weird på scenen skaber det forvirring snarere end aktualitet, som forestillingen ellers fint bærer i sig selv og sit eget budskab uden de eksplicitte nutidige referencer.

Vi må ikke glemme, at Pamela jo først og fremmest er en musical. Generøse mængder autotune giver os ørehængere som PamelyDee og PamelyDum og højdepunktet Ukneppelig (tænk Loreens Euphoria), sunget af Høybye, der både musikalsk og komisk er i eminent form i den her forestilling. I to sange får vi glæde af Laura Skjoldborgs rene, lækre vokal. Vi både ser, mærker og hører hende i Hvor hul jeg er og Sart og ingenting som Skjoldborg leverer med både urkraft og skrøbelighed. Generelt tager hendes portrættering meget udgangspunkt i en tolkning af Pamela som det ufrivillige sexsymbol. Hun er et dyr i et omrejsende cirkus, og Daddy Hugh er cirkusdirektøren; tophatten er skiftet ud med sailor cap og pisken med en pibe. Det er med evig bævende stemme og skælvende knæ, at Pamela kæmper sig vej gennem sit personlige rædselskabinet, og det er som om, hun aldrig rigtig rejser sig fra det piskede skuedyrs kuede stilling.

Selvom Skjolborg musikalsk og fysisk er god som Pamela, havde det også klædt rollen med en smule mere gåpåmod, især mod slutningen. Når vi tænker på Pamela Anderson, ser vi snarere en kvinde, der helt og holdent selv har valgt det liv, hun lever. Bevares, måske var der et par eksmænd og en barnepige, hun godt kunne have undværet, men set med nutidens øjne virker hun som en kvinde med ejerskab over sit eget liv. For en forestilling, der netop handler om dette, virker det derfor underligt ikke at lade heltinden få en ordentlig oprejsning til sidst. 

Pamela er nummer to i Niels Erlings Blonde Babe-Trilogi. Nu gik vi desværre glip af etteren, Work Bitch, men vi tør godt konstatere én ting på baggrund af vores oplevelse: musicalgenren er TRÆT. Den trænger til nyt blod, og med Pamela slasher Niels Erling sig vej frem og injicerer nyt liv i genren. For ja, musicals bliver altså hurtigt en omgang pompøst følelsesporno, men med lidt klædelig selvironi og et mere selvbehersket antal sange er vi godt på vej. For os – og formentlig for mange, der endnu kæmper lidt med musicals – virker det ofte lidt unødvendigt og tåkrummende, når en karakter tager en mikrofon frem og begynder at synge, fordi følelserne simpelthen er så store, at de bare må ud og kun sang er stærk nok. I Pamela bliver mikrofonen hevet frem fra en skjult lem i scenografien eller rakt af en usynlig hånd i vingen – ofte med en selvironisk “hov, så havde man lige en mikrofon i hånden, nejjjjj, hvor pudsigt”-attitude. Og det er altså også lidt cheeky, at de spiller soundtracket over højtalerne, da vi kommer ud efter forestillingen. Så er de da sikre på, at vi går og nynner “uuu-uuu-ukneppelig” hele vejen hjem.

FOTO: Camilla Winther