Sweeney Todd

_Y4Q7529d.jpg
 

SWEENEY TODD

Operaen, Det Kongelige Teater
23. november 2019 – 22. februar 2020

Skal vi forstå ondskaben? Skal vi kende til mennesket bag grufulde handlinger? Store spørgsmål, der ikke sådan lige er til at besvare, men som Sweeney Todd unægteligt sætter i gang.

Af: Julie Mørkeberg og Trine Berg Balle

HVAD ER DET
Hvordan tager en musical, spillet og sunget af operasangere, sig ud? Det undersøger instruktør James Brining med Stephen Sondheims splatter-musical Sweeney Todd fra 1979, der får nyt liv, eller skal vi sige; tager liv, i en ny, bloddryppende opsætning på Operaen.

Benjamin Barker, som den engelske barber Sweeney Todd oprindeligt hedder, bliver dømt til at afsone 15 års fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Da han endelig kommer ud, ser livet på Fleet Street i London ganske anderledes ud. Hans kone har efter sigende drukket gift og er død, og hans nu halvvoksne datter, Johanna, bliver holdt fanget af den modbydelige Dommer Turpin. Samtidig er en konkurrerende barber kommet til byen; den sleske italiener Adolfo Pirelli, der skal vise sig at blive afgørende for Sweeneys nye liv uden for tremmerne.

Historien om Sweeney Todd, den barbariske barber, der likviderer sine kunder på stribe, er dog mere end blot en seriemorder-fortælling. For bag al blodig hævntørst, viser forestillingen, hvor let et ellers helt almindeligt menneske kan blive skubbet ud over kanten.

Sweeney Todd fremføres på engelsk med danske overtekster.

VI MENER
Tager man den storslåede musik, veltimede koreografi og ikke mindst de knivskarpe stemmer ud af Sweeney Todd, står vi tilbage med en fortælling om en seriemorder. Det er gruopvækkende, men samtidigt fascinerende. Ikke et emne, man traditionelt vil forbinde med musicals, der ofte bliver beskyldt for at være mere happy go lucky. Men hvorfor er vi så draget af det morderiske? Det vender vi tilbage til.

I James Brinings iscenesættelse bliver det første møde med Sweeney Todd-universet et rodet et af slagsen. Åbningsscenen er utroligt kompakt med et utal af mennesker på scenen, der ikke synes at have andet formål end at være en del af det (ellers virkelig velsyngende) Kongelige Operakor. Dernæst sejler teknikken i flere minutter, hvilket tager fokus fra dialogen mellem Sweeney og den unge sømand Anthony. Et ærgerligt første indtryk, der gør det svært at glemme, at vi befinder os i teateret og ikke blandt indbyggerne i Londons slumgader.

Efterhånden som første akt skrider frem, bliver vi dog revet med af de stærke skuespilpræstationer, bjergtagende stemmer og den gennemgående humoristiske tone. Palle Knudsen træder i karakter som en mørk og troværdig Sweeney Todd, hvis dybe røst brager igennem Operaen. Overfor ham står Susanne Resmark, der med komisk timing gestalter den skruppelløse Mrs. Lovett; tærtebageren, der får en succesfuld forretning ud af at forvandle Sweneeys kunder til velsmagende kød-pies. Knudsen og Resmark udgør et absurd og charmerende makkerpar, og deres samspil står frem som en af musicalens helt store forcer. Også Gert Henning-Jensen og Frederik Rolin imponerer i rollerne som hhv. Pirelli og hans assistent Tobias Ragg, der udgør en mindst lige så spøjs duo som førnævnte. Overraskende imponerende præstationer fra operasangerne, der her bevæger sig ud i en helt ny genre.

Men rigtig uhyggelig bliver Sweeney nu aldrig. På trods af hans utallige mord og et moralsk kompas, der tydeligvis gik i stykker for 15 år siden, står Dommer Turpin tilbage som den mest modbydelige karakter. Et interessant greb, der viser, at det er lykkedes at plante publikums sympati hos Sweeney, skønt han udfører så grufulde handlinger. Sweeney bliver således et billede på, at alle mennesker kan begå onde handlinger, såfremt de bliver drevet langt nok ud.

Vi tager os selv i næsten at heppe på endnu mere ondskab fra Sweeneys hånd, hvilket får os til at undre os over denne makabre form for underholdning. Så som vi startede med at spørge; hvorfor er vi så draget af bestialske fortællinger om mordere? Et spørgsmål, der synes desto mere interessant netop nu, hvor diskussionen om en kommende dokumentarfilm om Peter Madsen raser. Skal vi forstå ondskaben? Skal vi kende til mennesket bag grufulde handlinger? Store spørgsmål, der ikke sådan lige er til at besvare, men som Sweeney Todd unægteligt sætter i gang.

Sweeney Todd er et interessant bekendtskab, der både underholder og lægger op til kritisk efterrationalisering. Musicalen kunne dog selv have godt af en omgang med barberkniven; bliver 20 minutter skåret væk, vil Sweeney Todd stå frem som et endnu skarpere værk.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Denne aften var en Ung i Operaen-udgave af Sweeney Todd, hvor publikummer mellem 15-30 år kan få billetter til 155 kr. Desværre er der ikke flere Ung i Operaen-visninger af Sweeney Todd i denne omgang. Men er du under 25 år, er der til gengæld andre fine rabatter at hente. På gulvet kan du erhverve dig en billet til 312 kr. og oppe på 3. balkon, koster de yderste pladser bare 93 kr. Vi vil dog anbefale at købe billetter mere midtfor. Desuden er tirsdag og onsdag generelt billigere dage, end i weekenden.

Foto: Miklos Szabo.


 
Den 4. VægComment