Folkekongen

Folkekongen

Husets Teater
16. november – 07. december 2019

Desværre må jeg meddele Jelinek, at verden har opdaget Trumps absurde opførsel, og vi har hørt om hans barnlige ordforråd. Derfor bliver Folkekongen aldrig til et billede af Trump, men et billede af Jelineks brokkeri. 

Af: Anna Sharko

HVAD ER DET
Hvordan ser det ud, når De Forenede Stater og resten af verden får en ny leder i 2016? Er det noget, man overhovedet ser? Den østrigske, prisvindende forfatter Elfriede Jelinek har i Folkekongen ladet en blind, kvindelig seer fortælle om en herskesyg konges vej til magten sammen med de mange tilhængere og modstandere, som har og stadig hører med kampen. 

Dagen efter valget i 2016 begyndte Elfriede Jelinek at skrive et stykke inspireret af Trumps politiske sejr. Jelinek tager fat om, hvordan både politiske-, økonomiske- og sociale sager er kommet i krisesituationer efter det overraskende valgresultat med Donald Trump i spidsen. Folkekongen er et raseri, som udfolder sig i myldrende monologer fra både græsk mytologi, oplyste europæere, rasende anarkister, forfatteren selv og helt almindelige mennesker. Donald Trump nævnes aldrig ved navn, men de mange absurde billeder og tankestrømme, som Jelinek får skabt, gør det tydeligt, at hun er ude efter denne ene præsident. 

VI MENER
Lyset når ikke at slukke og publikum er ikke faldet til ro da Lotte Andersen udbryder sine første ord som den blinde seer blandt publikumsrækkerne - en central figur i Jelineks stykke. Hun lægger direkte ud ved at kritisere alt det, som vi, “rigtige” seere, ikke vil eller kan se; sandheden og synden ved valget. Det er et fængende greb at lade Lotte sidde blandt publikum, hvor hun er helt tæt på os og kan se direkte ind i vores øjne. Det gør hende til den vise, blinde kvinde og alle os andre til de skyldige. Allerede fra begyndelsen kan det altså mærkes helt dybt, at vi alle var en del af kroningen af den konge, som alle nu frygter. 

Lotte Andersen og hendes to medspillere, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen, gør et forrygende stykke arbejde, når de portrætterer Trumps tid. Med deres masseproduktion af forskellige udtryk er de i sandhed gode til at tegne billeder og sende signaler med krop og stemme. Ligeledes har forestillingens to instruktører, Liv Helm og Baboo Liao, gjort brug af et utroligt fysisk og inddragende formsprog, som opretholder scenens aktivitet. 

Netop denne opretholdelse af fysisk aktivitet på scenen har været altafgørende for min oplevelse af Folkekongen. Efterhånden som forestillingen skrider frem, mister jeg større og større fornemmelse for, hvad der overhovedet foregår på scenen. Folkekongen er bygget op af utallige monologer, som remser den ene pointe op efter den anden. Nok var det ikke for Jelinek at tvinge diverse synsvinkler ned over hovedet på publikum. Vi skal også kunne forstå det billedsprog, som hun gør brug af i hver anden sætning - og det er ikke altid, at hendes billedsprog er ligetil at forstå. Det forekommer eksempelvis, at den samme monolog modsiger sig selv, eller at en pointe bliver dækket med et tykt lag af metaforer. Jeg er slet ikke modstander af billedsprog. Tværtimod. Men når et billede ikke går igen, bliver forestillingen til et bombardement af udtryk uden reelle angivelser, som man som seer skal kæmpe for at følge med i. Jeg må flere gange acceptere, at der er hele scener, hvor jeg absolut mister fokus og forståelse. Jeg forstår udmærket de enkelte sceners betydning og hvilke situationer, de refererer til fra vores virkelige verden, men det er takket være scenografien og de enkelte stikord, som popper frem hist og her. Op til flere gange kan jeg slet ikke finde hoved og hale i de monologer, som skuespillerne fremfører. 

Programmet til Folkekongen indeholder et uddrag fra det oprindelige manuskript, hvilket er en fornøjelse at læse. Jeg tvivler slet ikke på, at Jelinek er en dygtig forfatter. Hendes tekster formår virkelig at sætte aftryk og skabe forståelige billeder. Derfor er det en stor synd, at det går så galt, når det skriftlige bliver til scenekunst. 

Yderligere kan jeg ikke lade være med at kommentere, at der er noget helt tunnelsynet ved Folkekongen. I en time og 45 minutter sidder vi og ser på, hvordan der gøres grin med Donald Trump og alle hans handlinger uden filter. Det er et tydeligt raserianfald, som er blevet lavet om til “smuk” kunst. På den ene side prøver forestillingen at billedliggøre alle de grumme sager, som ifølge Jelinek er fløjet hen over hovedet på os, som eksempelvis Trumps udtalelse; “Grab them by the pussy”. Desværre må jeg meddele Jelinek, at verden har opdaget Trumps absurde opførsel, og vi har hørt om hans barnlige ordforråd. Derfor bliver Folkekongen aldrig til et billede af Trump, men et billede af Jelineks brokkeri. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Som ung under 25 år kan du se Folkekongen fra 100-150 kr. 

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen