Som i Himlen

Som i Himlen

Det Kgl. Teater, Operaen
18. november - 28. december 2023

Det havde klædt opsætningen at være skaleret markant ned, både i scenestørrelse og i antal personer på scenen, så der havde været bedre plads til fordybelse i dét, fortællingen faktisk handler om: at lytte.

Af: Elisabeth Renée Foged Sejbak

HVAD ER DET
Som i Himlen skildrer den internationalt berømte dirigent Daniel Daréus (Carsten Svendsen), som rejser verden tynd og høster ære og hæder for sit virke. Midt i stressen, presset og rampelyset på verdens største scener får han pludselig en blodprop, der tvinger ham til at aflyse alt. I kølvandet på den drejning, hans liv nu har taget, vender Daniel tilbage til sin lille fødeby for at “lytte”. Daniel ender med at lede det lokale kirkekor, hvor han møder den evigt hjerteknuste Lena (Sicilia Gadborg) og en stribe andre helt almindelige mennesker i lokalsamfundet. Fællesskabet af landsbyboerne der synger af hjertens lyst, kryber gradvist ind under huden på Daniel, og en gensidig tillid og livsglæde opstår i koret, mens visse andre i byen dog langt fra er tilfredse med hans ellers korets tilstedeværelse og nye status.

Som i Himlen bygger på den prisbelønnede svenske film, Så som i Himmelen, skabt af Carin og Kay Pollaks, som sidenhen selv har adapteret den til scenen med musik af Fredrik Kempe.

VI MENER
Jeg har virkelig glædet mig til Som i Himlen, som jeg ellers intet forhold har til, men som jeg forestiller mig vil byde på noget af det, musicals tit bliver skudt i skoene at mangle – nemlig nærvær. Operaen er stopfyldt til Danmarkspremieren, og opsætningen tegner godt med noget af et stjernespækket cast på scenen til at løfte den lille fortælling om almindelige mennesker til nye højder – måske sågar helt til himmels.

Grundmaterialet er langt hen ad vejen rimeligt solidt. Jeg er af den overbevisning, at musicals løses elegant, når de ikke overklistres med unødvendig fyldsang, men i stedet holder sig til kun at bryde ud i musik, når ord ikke længere rækker til at formidle en følelse. Dette løser Som i Himlen (men enkelte undtagelser) flot. Kernen i fortællingen er at skulle finde hver enkelt menneskes egen lyd og lade dem leve fuldt ud som dén, de netop er. Alligevel er opsætningen proppet med så mange sidegeschæfter og sentimentalitet, at det bliver svært at finde ind til, og det dramatiske ender med at klinge en kende melodramatisk. De små øjeblikke, hvor koret støtter og fejrer hinanden i himmelsk sang, bliver gyldne for forestillingen, men den nerve og hjerte, der findes her, drukner desværre i forfærdelig lyd, forstyrrende overtekster, hurtige “krydsklip” man har forsøgt at overføre én-til-én fra film til scene og overgjorte “kig ud på publikum midt i den svulstige tone”-instruktioner. Muligvis for at nå de bagerste rækker i så stor en sal som på Operaen, men det tiltrækker snarere uhensigtsmæssig opmærksomhed og hiver mig ud af det, der ellers kunne have været en perlerække af inderlige momenter.

Det er ellers ikke talent, der mangler på scenen. Jeg tror på hovedkaraktererne både som individer, som spirende kærlighedsrelation og i samspil med hele landsbysamfundet. Carsten Svendsens vokal står både smukt og skarpt (ringe lyd til trods), og hans Daniel er tilpas akavet og indelukket i begyndelsen, men blomstrer subtilt op både i mødet med Sicilia Gadborgs skønt spillede Lena og i takt med korets udvikling. Også Maria Lucia Heiberg Rosenbergs kæmpestemme skinner i slutningen af 1. akt med Gabriellas Sang, som hun i den grad evner at løfte til at blive forestillingens helt store gyldegysindgydende øjeblik for mig. Endelig er Jesper Lundgaards Stig, den lokale præst, igennem en voldsom udvikling fra byens imødekommende patriark til forsmået og fanatisk antagonist, hvilket kulminerer i storslået sang, han brillerer i.

Som i Himlen er dog en så ensembletung opsætning, og selvom de alle står skarpt og er dygtige, så sker der alt for meget på én gang. Særligt anden akt lider under opbrudte, små scener, hvor de mange bihistorier skal eksekveres og rundes af, og det forstyrrer den røde tråd. Det havde klædt opsætningen at være skaleret markant ned, både i scenestørrelse og i antal personer på scenen, så der havde været bedre plads til fordybelse i dét, fortællingen faktisk handler om: at lytte.

Som i Himlen er blevet markedsført som en hjertevarm og nærværende forestilling: En musical om rigtige mennesker med rigtige problemer, følelser og misforståelser i livets trummerum. Dette tegner godt, men falder desværre til jorden, trods de bundsolide præstationer fra såvel karakterer som ensemble og i særdeleshed orkester. Selvom hjertevarmen findes i den charmerende historie, bliver det aldrig rigtig nærværende eller rørende. Det spænder storheden, lyden og tempoet ben for, og jeg ender med følelsen af, at forestillingen fortæller mig, hvad jeg skal føle vejen igennem, i stedet for bare at lade mig følge og føle med.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, kan du få en ståplads helt oppe under taget til blot 84 kroner (140 for de gamle). Er du lidt mere magelig, kan du komme ned på parketten til 363 kroner (605 for de gamle). Der er glimrende udsyn i Operaen fra både parket og 1. balkon, men jeg lover ikke noget for den auditive oplevelse, uanset hvor du er placeret – jeg sad midt på række 10, som normalt går for at få det bedste lydbillede, og selv her var lyden ærgerlig.

FOTO: Camilla Winther