SAGAEN OM KASPAR HAUSER

 

Sagaen om kaspar Hauser

Teater Momentum
16. februar - 4. marts 2023

Det er meget sjældent, jeg oplever episk teater på den danske scene, så det er en ren fornøjelse, når det lykkes så godt, som det gør her.

Af: Jonas Guldfeldt Viuff

HVAD ER DET
Kaspar Hauser dukkede i en alder af 16 år pludselig op i Nürnberg i 1828, et hittebarn af ukendt herkomst. Han kunne ikke rigtig tale, ikke rigtig gå, syntes uvant med sollyset og indtog hurtigt rollen som et af Europas helt store mysterier. Dette danner den historiske ramme om Sagaen om Kaspar Hauser, der er tredje og sidste forestilling i Teater Momentums Vol. 16, opsat af KRISTOFFUNDKATRINN, og med tekster af Nanna Cecilie Bang. Kaspar Hauser blev set som en ren tavle, en spændende størrelse, der i en sen alder var upåvirket af verden omkring sig, og som nu kunne formes forfra, og, forhåbentlig, i processen lære andre mennesker om sig selv ud fra sit indtryk af verden og sin mening. Det er særligt mening og sprog, der er på spil i sagaen, men det er også en menneskelig udforskning. Her er tale om episk teater, der, kort fortalt, er en teaterform, som ikke fokuserer på emotionel indlevelse, men i stedet gør opmærksom på sig selv som teater ved at vise, at det er netop teater. Du kan se teknikken, og hvordan de forskellige effekter bliver lavet, mens skuespillerne også tiltaler og reagerer på publikum og henvender sig til teatrets teknikere. Målet er en mere intellektuel end emotionel stimulans, men det vil være forkert at sige, at der ikke er nogle følelser i Sagaen om Kaspar Hauser.

VI MENER
Nicolai Duckert Perrild og Tryggvi Sæberg Björnsson, forestillingens to skuespillere, synes at skulle klare det hele. De præsenterer sig som Kaspar Hauser, og går fluks i gang med at sætte op til at fremføre musik. Der er knas med ledningerne, bøvl med volumen, nogle akkorder på strengeinstrumenterne, der ikke helt sidder, og det starter i det hele taget meget råt og måske en smule fumlende – i hvert fald hvad angår deres musikalske optræden. Dette skaber dog en god kontrast, for mens den indledende punk rock måske ikke sidder lige i skabet, danner det baggrunden for senere musikalske fremførsler, der er minimalistiske, smukke og rørende. Kaspar Hausers fortælling er i det hele taget sørgelig, hvad end man tror, at den historiske Kaspar Hauser var en svindler, en hengemt søn af adelen eller især denne rene tavle, der skulle lære om, og reflektere, sin verden så sent i sit liv. Det kan virkelig mærkes, når sangene fortæller om en verden, der var smukkere engang, eller når de parafraserer en dødsfokuseret udgave af Se min kjole – den er sort som Helvede.

Sproget, og dets funktion, er i centrum. Tænk på et ord, og sig det mange gange efter hinanden, og med tiden holder det op med at give mening. Denne vekselvirkning mellem sprog og mening, og videre til adfærd og verdensopfattelse, bliver udfordret på bedste måde i Sagaen om Kaspar Hauser. Han skal lære at beskrive verden, han skal lære at sidde og spise ordentligt og hilse på verden, han skal lære både at finde og tage sin plads i verden og få den til at gå op. Vi kommer således med på en fragmenteret rejse igennem en serie af oplevelser, sætninger og følelser, der hver især udforsker en del af den menneskelige oplevelse. Det bliver en smule eklektisk, for der sker mange ting på mange forskellige måder. Vi kommer med under et tæppe, hvor man kan fortælle hemmeligheder, vi er vidne til en henrettelse og et cirkusnummer om at komme op på hesten igen, og vi bliver blæst op i live transmitterede close-ups på den store blanke tavle bagerst på scenen, når skuespillerne helt bogstaveligt sætter spot på publikum. Effekten bliver dragende og interaktiv, uden at du dog skal frygte for at blive trukket op på scenen.

Det er også imponerende, hvor godt skuespillerne interagerer med publikum. Kaspar Hauser lærer verden at kende ved at beskrive, hvad han ser, og hvis der kommer en lyd fra publikum, så er der en god chance for, at Kaspar reagerer på det, nu hvor scenen er hans verden. Det er meget sjældent, jeg oplever episk teater på den danske scene, så det er en ren fornøjelse, når det lykkes så godt, som det gør her. Vi får ikke lov til at se al musik blive spillet af skuespillerne, for der er desuden et fantastisk lyddesign af Daniel Fogh, der, kombineret med hans i øvrigt fremragende kompositioner til sagaen, intensiverer den samlede oplevelse samt leverer en emotionel indsprøjtning i en teatergenre, der ofte risikerer at blive lidt klinisk.

Teater Momentums Vol. 16 har været et opgør med nationalromantikken, med ideen om at alt var bedre i gamle dage. Med Sagaen om Kaspar Hauser finder vi ikke blot et opgør med ideerne om det idylliske gamle, men med selve sproget og den menneskelige meningsdannelse – et opgør, der i høj grad lykkes. KRISTOFFUNDKATRINN har samlet set skabt en Vol. 16, der har undersøgt teatret, samfundet og livet fra mange vinkler, og det har været en dragende og interessant oplevelse at være med igennem deres gang som kunstnerisk ledelse på Teater Momentum denne sæson. Jeg ser frem til at følge deres innovation og alsidighed videre i det danske teaterlandskab.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Teater Momentum har et billigt årskort til 600 kroner, og et endnu billigere U25 årskort til 400 kroner. Hvis du ikke vil købe ind til et helt års teater, har de et væld af muligheder for rabatter – både med ungerabat, grupperabat, skolerabat og deres fattigbillet. Jeg sad virkelig godt, og jeg vil ikke mene, at der er pladser med dårligt udsyn, da forestillingen flytter sig meget rundt, og man kommer til at være med til det meste. Jeg havde en knitrende pose i nakken under hele forestillingen, så hermed en opfordring til alle teatergængere om at finde knitrefri snacks til anledningen. Det er desuden vigtigt at understrege, at telefoner skal være slukkede eller på flytilstand, da de ellers kan interferere med teknikken.

FOTO: Teater Momentum

 
Den 4. VægComment