Restaurant Europa

 

Restaurant Europa

Teater FÅR302
21. april - 7. maj 2022

Det er ikke en forandring, som huer alle, og Restaurant Europa giver os et lille indblik i, hvorfor det er så svært for nogle. Jeg har selv mødt denne pedantiske tjener i alle mulige afskygninger; måske endda også i mig selv ind i mellem.

Af: Anne Louise Slott Thorborg

HVAD ER DET
På den smukke, gamle og traditionelle Restaurant Europa, hvor det sirlige mosaikgulv og de pudsede spejle stråler af kvalitet og prestige, kommer vi på besøg i en tjeners tanker. Selvom krystalkaraflerne og servicen står lige så skinnende, som det har gjort i 150 år, så er et nyt klientel begyndt at indtage restauranten og mænge sig med stamgæsterne. Vores temmelig gammeldags og snobbede tjener balancerer mellem at bevare sin vante servicemindede usynlighed, mens han samtidig forarges af gæsternes forandrede adfærd med frygt for, at traditionerne er truet, og katastrofen er uundgåelig.

Restaurant Europa er en monolog, som er skabt efter romanen ved navn The Hills af den norske forfatter Matias Faldbakkens. Faldbakkens bøger har tidligere været dramatiseret (eksempelvis The Cocka Hola Company af Det Dramatiske Udgangspunkt), og hans på en gang ekstremt overdrevne karakterer og samfundskritiske temaer har fungeret godt til det sceniske sprog. Restaurant Europa viser en ny og mere underspillet humor, som klæder scenen mindst lige så godt.

VI MENER
Restaurant Europa er et portræt af en person, som nægter at lade fornyelsen rykke ved egne grundprincipper om, hvad der er det rigtige og det gode. “Det var bedre i det gamle Europa. I dag er der kun kebab” proklamerer den stakkels tjener. Faldbakkens tekst og Jacque Lauritsens dramatisering formår at balancere fortælleren på en sådan måde, at vi griner af hans gammeldags stædighed, ryster på hovedet over hans væmmelse over for alt det nye, og samtidig får jeg lidt ondt af ham og føler med ham. For forandring er svært. Især fordi han står som værdiernes vogter og har brugt hele sit liv på at værne om disse.

Den lille restaurant optræder som et mikroportræt af et gammelt Europa, som er i forandring. Nye kulturer med nye værdier flytter ind i vores hverdage, og selv vores egne værdier og kulturer er i udvikling med smartphones og globalisering. Det er ikke en forandring, som huer alle, og Restaurant Europa giver os et lille indblik i, hvorfor det er så svært for nogle. Jeg har selv mødt denne pedantiske tjener i alle mulige afskygninger; måske endda også i mig selv ind i mellem.

Lauritsen står selv på scenen og fremfører monologen på imponerende vis. Lauritsen formår at få leveret de små underfundige replikker, så hele salen griner, til trods for at teksten i sig selv er enormt underspillet. Samtidig fortæller tjeneren om alle de personer, han møder på restauranten. Som små parodier fremstiller han disse karakterer på overdrevet vis, og jeg lærer både noget om alle restaurantens gæster, men også en hel del om tjenerens syn på dem.
Eksempelvis bliver hans overtjener fremført med en irriterende skinger stemme. Den unge kvinde, som forstyrrer freden på restauranten med sin nye facon, parodieres som forførende og dragende, men tjeneren reagerer med væmmelse på sin egen parodi af hende. Det er en elegant måde at benytte monologens præmisser til at udfolde tjeneren som karakter.

Monologen har så fin en opbygning, hvor etableringen af tjenerens mange bekendtskaber samtidig afslører, hvordan hans egne værdier langsomt krakelerer mere og mere. Det er på alle måde tydeligt, at det kun er et spørgsmål om tid, før det går helt galt for vores tjener. Samtidig er det dog usagt, hvad den endelige katastrofe reelt indeholder. Relationerne mellem de forskellige stamgæster begynder langsomt at gå op for tjeneren. Selvom vi kun kan gisne om, hvad der er på spil, så resulterer det i, at tjeneren søger tilflugt i restaurantens kælder. Hvad der egentlig sker i kælderen er ligeledes skjult mellem linjerne, og der er en anelse for meget usagt til min smag. Den ellers elegante underspillethed kapper over, og jeg ender ud med at være mere forvirret over den dystre og mærkelige stemning.

Når det er sagt, så er Restaurant Europa en gennemarbejdet og veludført monolog, som absolut gav mig lyst til også at læse Faldbakkens bog - både for dens humor, de på én gang mærkværdige og genkendelige karakter og den tilsyneladende overraskende slutning.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Hvis du er under 25 år, så koster en billet 95 kroner. Hvis du er studerende, kan du skaffe en billet til 125 kroner, hvis du er medlem af Mit Teater Studerende.

FOTO: Søren Meisner

 
Den 4. VægComment