REN HANG IN PEACE (R.H.I.P.)

 

REN HANG IN PEACE (R.H.I.P.)

Fotografisk Center, København
28. marts – 9. april
(Herefter på Galleri Image i Aarhus fra d. 22.-28. april)

Forestillingen er en lille poetisk perle, der sagtens kunne gå under radaren i en tid, hvor der endelig igen kan spilles på alle kulturlivets tangenter. Men det ville være en skam, for den her tangent lyder så klart og fint af autotune, aftabuisering og stemmer, der råber kærlige ting om røvhuller.

Af: Trine Berg Balle

HVAD ER DET
Googler du den kinesiske kunstfotograf, forfatter og LGBTQAI+ person Ren Hang (1987-2017), bliver du mødt af en kavalkade af smukke iscenesatte fotografier af nøgne mennesker: Mænd i en kærlig omfavnelse under grumset vand, to kvinder på toppen af en skyskraber, erigerede penisser overstrøet med røde roser, en blomst, der vokser ud fra et venusbjerg, grådige kys, et landskab af bare balder, og sådan fortsætter det. Med sin eksplicitte afbildning af nøgne kroppe og forskellige seksualiteter udfordrer Ren Hang den strenge kinesiske censur. Trods stor international anerkendelse lever han et marginaliseret liv i Kina, hvor han kæmper mod politiet og for friheden til at skabe sin kunst. Samtidig slås han med indre dæmoner og svær depression. I 2017 begår han selvmord, kun 29 år gammel.

Med forestillingen Ren Hang In Peace (R.H.I.P) skaber Nydanskeren Jimbuts Kulturforening sammen med den danske dramaturg og forfatter Gritt Uldall-Jessen en poetisk hyldest til Ren Hang, hans kunst og hans alt for korte liv.

VI MENER
Fotografisk Center i Kødbyen er en interessant og oplagt kulisse til at udfolde historien om Ren Hang. Vi befinder os midt i the white cube omgivet af stramt ophængte fotografier. Klokken har passeret lukketid, som et billede på, at Hangs kunstneriske projekter måtte foregå i det skjulte.

På hvide plastiktaburetter sidder vi rundt om de to skuespillere, der begge gestalter Ren Hang: Zenghao Yang på kinesisk og Troels Kortegaard Ullerup på dansk. Et greb, der både giver en fornemmelse af at være tættere på Ren Hangs oprindelige ord, og som vidner om, at produktionen har taget valget om, hvordan Ren Hang skal repræsenteres på scenen, alvorligt. Dette understreges også af, at Ren Hang In Peace (R.H.I.P) er research-baseret og bygger på artikler, en portrætfilm, en monolog, fotos, digte, blogtekster og -videoer, om og af Ren Hang.

Gennem små tableauer bliver vi vidner til forskellige nedslag i hans liv og kunstneriske virke. Med en legende tilgang til lys og lyd skaber forestillingen en række fine stemningsbilleder, som når de to skuespillere hælder kogende vand på tøris og fylder gulvet med kold, bølgende dis, eller når de med autotunede stemmer inviterer indenfor i Hangs tankestrømme. Helt rørende bliver det også, når de med lukkede øjne og til høj musik filtrer sig ind i hinanden, til vi ikke længere kan se, hvis hånd, der er hvis. 

Forestillingen er fyldt med smukke, men smertelige sætninger som: “Livet er helt sikkert en dyrebar gave, men jeg føler ofte, at den er givet ud til den forkerte” , der vidner om den byrde, som vores hovedperson bar rundt på. Ren Hang var dog meget mere end tungsind og depression, og ligesom hans værker balancerer forestillingen hele tiden mellem det mørkt foruroligende og det quirky humoristiske. Som når Zenghao Yang i en manisk besættelse af sit eget udseende bruger publikum som spejl, mens han renser munden med tandtråd, eller når Troels Kortegaard Ullerup fremfører en slags ode til røvhullet, og får publikum til at gentage sætninger som ”jeg vil fyldes ud i mit røvhul”. Samtidig udstiller de den absurditet, der ligger i det kinesiske styres frihedsindskrænkning, når de iklæder sig store papskilte med billeder af pixelerede pikke – for det er jo den slags pikke, man kan se i Kina. 

Ren Hang In Peace (R.H.I.P) er en lille poetisk perle, der sagtens kunne gå under radaren i en tid, hvor der endelig igen kan spilles på alle kulturlivets tangenter. Men det ville være en skam, for den her tangent lyder så klart og fint af autotune, aftabuisering og stemmer, der råber kærlige ting om røvhuller. Og det vil man ikke gå glip af.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
En billet koster 170 kr., men er du under 25 år, kan du få den til bare 100 kr. Pladserne er unummererede og uanset, hvor du sidder i rummet, sidder du stort set i første parket. Vær opmærksom på, at forestillingen har varierende spilletider.

FOTO: Birk Thomassen

 
Den 4. VægComment