QUEENS

QUEENS

Osramhuset
6. – 22. februar, samt turné

“Queens har en særlig styrke. Jeg formoder, at styrken helt lavpraktisk bunder i, at de tre queens nedbryder stereotypen af minoritetskvinder ved blot at have forskellige holdninger i en veninde-samtale.”

Af: Anna Sharko

HVAD ER DET
Særligt i politik og vores medier bliver mennesker med anden etnisk baggrund end dansk ofte sat i kasser; Har de ikke alle den samme opfattelse af et samfund? De må da alle have ens vaner, ikke? Og så handler de nok også de samme steder … 

I forestillingen Queens bliver du sat ind på et tøseværelse med tre unge queens aka. tre minoritetskvinder i 20’erne, der varmer op til en bytur med fjol, musik, amatør-dans og diskussioner. Mellem dem bliver alt fra religion, politik og seksualitet kastet op i luften. Vi oplever de tre unge kvinders adfærd og faconer på den anden side af mediernes overskrifter. Her tager de selv styringen og udfolder sig som vidt forskellige individer. 

Forestillingen er skabt af danskdansk med instruktør og kunstnerisk leder Sandra Yi Sencindiver i spidsen. Danskdansk skaber forestillinger, som afspejler mangfoldighed og giver plads til diversitet og mange stemmer i dansk scenekunst. 

VI MENER
Teaterbranchen er et oplagt talerør for minoritetsgrupper, hvor man kan ytre sig og iscenesætte fortællinger, der ellers ikke får plads mange andre steder. Den sidste tid har jeg set flere forestillinger med fokus på blandt andet feminisme,kvinder, unges identitetskriser eller vigtige, historiske personligheder, som ikke har fået opmærksomhed førhen. Ud fra hvad jeg selv har set, mener jeg, at forestillinger med fuld fokus på minoriteter som i Queens er et sjældent syn i Danmark. Queens har endda skåret endnu mere til benet og valgt at iscenesætte fortællinger om minoritetskvinder; en “sag”, som bliver omdiskuteret i medierne og på Christiansborg år for år, hvilket i længden har skabt en negativ diskurs. Jeg kan læse mig frem til, at Queens er en forestilling, der skal åbenbare os om, at alt ikke er som medierne fortæller, og at minoritetskvinder, hårdt sagt, er mere end isolerede husmødre. Det kan på forhånd få mig til at tænke på, om jeg blot er på vej ind for at se et manifest. Med denne tanke i baghovedet ankommer jeg til Osramhuset på Nørrebro.

Inden dørene bliver åbnet for publikum, træder de tre skuespillere Marie-Lydie Melono Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack ud af salen, præsenterer sig selv og byder os velkommen. Umiddelbart spiller de ikke ved velkomsten, og opretholder dermed deres “private jeg”, indtil alle har sat sig, og der bliver stille i salen. 

Denne personlige velkomst er nu hyggelig nok - men den gør desværre, at det virker utroligt fremmed, så snart der bliver stille, og de tre skuespillere pludseligt skifter udtryk, stemme og kropssprog. Da der hverken bliver brugt lyd eller lys på dette tidspunkt, og man sidder ret tæt på scene-arealet, bliver denne akavede og ret så iscenesatte følelse endnu tydeligere. Det er en uheldig start, som ser ud til at sætte dagsorden for resten af stykket. Til min store overraskelse bliver denne følelse dog vendt 180 grader indeni mig senere i forløbet. Pludseligt går det op for mig, hvor utrolig realistisk denne opsætning er. Stilheden som ikke udfyldes af baggrundsmusik og de unge kvinders skuespil, får det til at virke, som om der er en tyk og sikret væg mellem dem og os, og at Queens ikke er en forestilling, men en helt almindelig opvarmning til en bytur. Dette på trods af, at vi sidder så tæt på scene-arealet, at man nærmest kan mærke skuespillernes vejrtrækning. 

Queens er opbygget således, at de tre unge kvinder hver især får lov til at fortælle en væsentlig historie for deres karakter og udfolde dem selv på hver sin måde, selvom de befinder sig i det samme lokale, bruger samme rekvisitter og ligner hinanden i tøjstilen. Og det virker. Heldigvis er de alle eminente til at fortælle historier og lege med følelser og energier, som på denne aften påvirker mig utroligt meget. På den éne time, Queens varer, får skuespillernes fortællinger mig både til at grine, lytte og græde.

Queens har en særlig styrke. Jeg formoder, at styrken helt lavpraktisk bunder i, at de tre queens nedbryder stereotypen af minoritetskvinder ved blot at have forskellige holdninger i en veninde-samtale. Det fremstår så naturligt og fint, at ingen kan sætte spørgsmålstegn ved deres personligheder. Selvfølgelig har alle forskellige holdninger. Selvfølgelig har vi forskellige vaner. Selvfølgelig er vi vores egne, uanset etnicitet. Jeg føler mig naiv, når jeg tænker på, at jeg somme tider har bevæget mig let hen over vores forskellige generaliseringer. Jeg vender tilbage til begyndelsen af denne anmeldelse og forkaster den tanke, jeg trådte ind med. Nej - Queens er på ingen måder et manifest - men en sammensmeltning af tre individer, der blot viser, hvordan vi helt lavpraktisk ikke er andre end os selv. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du ung under 25 år, kan du se Queens til 115 kr og som studerende til 135 kr. En normalbillet står til 185 kr. 

Foto: Per Morten Abrahamsen