Primater

Primater

Teaterhuset
11.-15. februar 2020

Primater er en fin lille forestilling, som tydeliggør lystens mørke side med det tragiske i det komiske, og det komiske i det tragiske. 

Af: Anna Sharko

HVAD ER DET
Andrea og Louis er kærester. Louis laver reklameslogans og Andrea er gravid. Han arbejder hjemme, mens hun rydder op hjemme. Og så spiser de lasagne til aftensmad. Udefra ser Andrea og Louis lykkelige ud, men indefra er deres forhold ved at rådne op, for Andrea har fået en ny og spændende kollega, som hun gerne vil udforske - også seksuelt. Spørgsmålet er, hvordan det kan se ud, hvis man udforsker en ny lyst i et parforhold, der er gået lidt i stå.  

Vi, mennesker, kalder os for turtelduer, hund og kat eller vilddyr. Nyt er det nok ikke, at vi i hverdagssamtaler omtaler parforhold med vendinger fra dyrenes vilde verden. Primater sammenligner det moderne parforhold med den stamme, som ligner os allermest; aberne. Og på latin; primater. Primater, der er legesyge. Primater, der er lystdrevne. Primater, der konstant svinger sig fra gren til gren.

VI MENER
Netop på dagen, hvor jeg ser Primater, har jeg en diskussion med min mor. Diskussionen går ud på, hvorvidt man kan tillade sig at rive sig løs og følge sine instinkter i et samfund, i en familie eller i et parforhold - generelt de steder, hvor der på den ene eller anden måde på forhånd er sat nogle rammer og normer. Min mor mener, at det er afgørende at indstille sig på nogle normer og have en form for selvkontrol for at opretholde et fredeligt samvær med andre mennesker. Jeg har egentlig den samme holdning, men under diskussionen er jeg nok lidt præget af den aktivist-generation, jeg er født ind i. Jeg siger derfor, at man også bør have lov til at følge sine egne instinkter og rive sig løs for at finde sin naturlige tilstedeværelse i det neutrale samfund med han, hun og hen, vi prøver at leve i, i 2020. På samme måde prøver Andrea sit parforhold med Louis af i Primater. 

“Skat? Hvad nu, hvis jeg fik lyst til at kysse lidt på en anden? En pige?”, spørger Andrea stille og roligt. Til at starte med spørger hun af ren nysgerrighed, men pludselig ruller historien, og de kommer begge frem til, at der ligger noget dybere i spørgsmålet. Hun vil have sin kollega og det får hun. Men uden at afsløre for meget, kommer der en meget uventet drejning, som de færreste vil kunne gætte sig frem til. 

Drejningen er ret så absurd og progressiv, og der bliver på ingen måder lagt op til den i forløbet. Det er Louise Bindseil og Laurids Lange-Riis, som er idémagerne bag, og jeg kan kun forestille mig, at det på skrift må virke helt urealistisk og utroværdigt, hvordan Primater udvikler sig. Men det virker, når det kommer op på scenen. Jeg vil påstå, at det er fordi, Andrea og Louis, spillet af Louise Bindseil og Mathias Sauer, bliver gjort til troværdige karakterer fra begyndelsen. Deres opførsel mellem hinanden er som taget ud af virkeligheden, og det er ren underholdning at se, hvordan både Louis og Andrea kommer ud af deres gode skind, når de prøver at finde en løsning på deres systematiske parforhold. Deres måde at bevæge sig på og agere i rummet kunne lige såvel være taget ud af mit eget liv. Deres reaktioner er både ligetil og underholdende at sætte sig ind i, og det gør både Andrea og Louis til stærke og troværdige karakterer. 

Jeg vil mene, at dette personlige “take” på forestillingen og den troværdighed, som de to skuespillere og instruktøren, Donald Andersen, får skabt, er helt afgørende for resten af stykket. Man kan nemlig blive nervøs for, om stykkets absurde drejning ville falde til jorden, hvis man på forhånd ikke havde bygget noget relaterbart og troværdigt op. 

Derudover benytter Primater sig af diverse kunstneriske elementer for at tydeliggøre rammerne. Musikalsk bliver der blandt andet brugt junglelyde og udklip af sangen “Somewhere (there’s a place for us)”. Det er spændende tilføjelser, som i løbet af stykket minder os om det dyriske og absurde i os, fordi vi konstant søger nyt trods det gode i nuet. 

For mig står Primater tilbage som et delvist svar på min mors og min diskussion om instinktiv adfærd; drift og lyst kan hurtigt ende ud i at være en farlig cocktail, der let kan nedbryde tillid mellem mennesker. Men det er også nogle undertrykte følelser, som man skal lade leve for senere at kunne håndtere dem. Primater er en fin lille forestilling, som tydeliggør lystens mørke side med det tragiske i det komiske, og det komiske i det tragiske. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingsperioden er desværre ovre. Du kan se hvilke andre forestillinger Teaterhuset tilbyder på deres hjemmeside. 

Foto: Jesper Haller