Projekt Dansedrømme: KROP

Projekt dansedrømme: krop

Mellemgulvet, Skuespilhuset
5. august - 7. august, 2023

“Der er noget intimt i den berøring, der kun næsten finder sted, og som sekvensen udvikler sig med andre fortællinger og en intensivering i musikken, udvikler interaktionen mellem danserne sig ligeledes: Fra en svævende og tøvende berøring til en stor, tryg cirkel af dansere, der opmuntrende finder ro i hinandens nærvær.”

Af: Simone Zwicky

HVAD ER DET
Vi har alle en krop med iboende potentialer og udfordringer - og vi har alle et forhold til, hvorledes vores krop indgår i relation til andre. Kroppen er det evigt aktuelle emne, som Projekt Dansedrømme har undersøgt sammen med dets 25 unge medvirkende. De medvirkende er ikke professionelt udøvende kunstnere, men har derimod vidt forskellige baggrunde, som skaber afsæt for forestillingens selvdefinerede formål som “et eksperimenterende scenekunstprojekt med et socialt sigte”. KROP er blevet til gennem et tre måneder langt workshop-forløb, som de unge har indgået i, hvor de har stillet skarpt på forholdet til deres egne og andres kroppe med refleksioner om blandt andet køn, fordomme og idealer. I samarbejde med de medvirkende er refleksionerne blevet sat i scene af koreograf Tim Rushton med nykomponeret musik af Gert Østergaard.

VI MENER
Mellemgulvets Black Box scene henligger i et dybt mørke. Mens publikum finder deres pladser, føles det som om, at man sidder og stirrer ind i et uendeligt sort hul. Mørket brydes af de medvirkendes hvide skjorter, da de i stilhed finder sig til rette langs scenekanten. Samtalerne forstummer blandt publikum og lyset går ned. Da lyset går op igen, ligger to næsten nøgne kroppe på scenen. Lysets bløde og diffuse udtryk leder mine tanker hen på en skovbund, hvor solens stråler titter frem mellem grenene. Kroppene vækkes langsomt til live. De bevæger sig stødvist, som om de for første gang er ved at lære deres egne kroppe at kende. Kroppene får øje på hinanden, og de isolerede bevægelser forenes og spejles. 

Mens de ekkoer hinanden, træder flere dansere langsomt ind på scenen og fylder det mørke bagvedliggende rum med synkrone bevægelser. Scenens intensitet stiger, mens to fortællinger finder sted: Pas de deuxen mellem de to kroppe i fronten, mens resten af danserne bevæger sig henover scenegulvet bagved - i synkront fællesskab, men ellers isolerede. Det føles næsten som at opleve to forestillinger på én gang, og når jeg ser på danserne i baggrunden, føler jeg, at jeg går glip af en historie i forgrunden og vice versa. I den første scene står tematikken om de unges forhold til egen og andres kroppe tydeligt frem som en abstrakt, æstetisk undersøgelse af kroppen som isoleret og interagerende væsen. Forestillingens udgangspunkt er et utrolig stort emne at kondensere ned til en 60 minutters forestilling. I KROP er der ikke præsenteret én enkelt fortælling, som vi følger, men derimod forsøger Rushton og de medvirkende at dække alle dele af denne multifacetterede undersøgelse med tematikker som køn, race, fordomme, interaktioner, nærhed og idealerne for den perfekte krop. Af og til har jeg svært ved at gennemskue, hvad hver scene forsøger at italesætte om forholdet til kroppen. Langt hen ad vejen lykkedes det dog for forestillingen at arbejde med det brede emne, på trods af at scenerne virker meget opdelte med mærkbare stemningsskift, der skaber en brat kontrast i atmosfæren. 

KROP har til vane enten at lade de medvirkende selv fortælle deres historier live på scenen eller afspille deres refleksioner som voice-over adskilt fra de koreograferede dansesekvenser. Selvom det virker stærkt, når én af de medvirkende reciterer et digt om forholdet til vedkommendes egen krop som et symbol på styrke og at være modig, ærgrer det mig til tider, at de koreografiske og de verbale elementer opdeles. Forestillingen fungerer stærkest, når dans og fortælling forenes. Dette sker for eksempel i sekvensen om berøring. Her er en tydelig progression startende med fire dansere, der parvist på scenen følger hinandens konturer uden at røre ved hinanden, mens én af de medvirkende i en voice-over fortæller om, hvor kraftfuld en berøring føles for vedkommende. Der er noget intimt i den berøring, der kun næsten finder sted, og som sekvensen udvikler sig med andre fortællinger og en intensivering i musikken, udvikler interaktionen mellem danserne sig ligeledes: Fra en svævende og tøvende berøring til en stor, tryg cirkel af dansere, der opmuntrende finder ro i hinandens nærvær. 

De medvirkende i KROP er ikke professionelle dansere, men unge mennesker mellem 14 og 22 år, der har indgået i dette projekt med en forkærlighed for bevægelse og en lyst til at fortælle deres egne historier. Det resulterer i en bred forskellighed blandt dansernes udtryk. Deres individualitet træder tydeligt frem, og der er noget charmerende ved, at man kan se hvilke der er klassisk trænede, hvilke der formentlig kommer fra en baggrund med hip hop og hvilke der blot har en forkærlighed for bevægelse uden nødvendigvis at have nogen form for skoling bag sig. Én ting, alle de medvirkende har til fælles, er dog deres engagement og energi, som de generøst lader skinne igennem under hele forestillingen og skaber en nærværende relation mellem dem selv og publikummet. De ‘skønhedsfejl’ der forekommer i udførelsen af koreografien er derfor ikke til gene, når de bliver forenet med den helt specielle energi. Derimod er de med til at understrege KROP’s inkluderende, undersøgende og autentiske potentiale.

Projekt Dansedrømme formår at skabe en forestilling, der emmer af engagement og fortællelyst blandt dens medvirkende. Følelserne strømmer ud over scenekanten med en rå autenticitet, som primært findes i scenekunst, hvor det ikke er professionelle udøvende kunstnere på scenen, men ‘helt almindelige mennesker’. På trods af at tempoet af og til stagnerer lidt under voice-over uden koreografi og de enkelte ‘skønhedsfejl’, når KROP flot i mål med at skabe et nært og intimt indblik i de unges forhold til kroppen, som i de bedste øjeblikke både er rørende, genkendeligt og opløftende.

FATTIG OG STUDERENDE? SÅDAN GØR DU:
KROP spiller desværre ikke mere. Projekt Dansedrømme er dog et årligt projekt, så hold øje næste år til august.

Foto: Muhammad Elarbi og Torben Skjødt Jensen.