Murder Ballad

Murder Ballad

Fredericia Musicalteater
25. marts - 3. april, 2022

Jeg må bare gentage: Hold nu da helt og aldeles op! Jeg når at græde, jeg når at huje, jeg når at plotte et fuldt Whodunit-mordmysterium, og jeg når at frygte, hvem jeg uundgåeligt må se dø, og hvem jeg må se dræbe. Murder Ballad har mig hurtigt i sin hule hånd.

Af: Elisabeth Renée Foged Sejbak

HVAD ER DET
Fredericia Musicalteater promoverer Murder Ballad med undertitlen “et hedt trekantsdrama om længsel, håb og bedrag”, hvilket det må siges at være. Vi bliver ført igennem historien af Fortælleren, som spilles af Line Staun Jensen. Hun åbner ballet med at berette om den livlige Hannah (Anne Fuglsig) og bad boy’en Tom (Anders Gjesing), der har et passioneret, råt, high highs and low lows-forhold. I en brandert efter endnu et “nu er vi slut”-skænderi støder Hannah ind i den mere fornuftige og følsomme Alex (Mads Æbeløe), og de to slår sig hurtigt ned og får en datter. Alt lover fryd og gammen for den lille familie, men Hannah bliver i hverdagens trivialiteter med tiden bange for at visne hen, og hun begynder at længes efter spænding. Hun genoptager derfor i hemmelighed forholdet til Tom – en beslutning, der ændrer skæbner, knuser hjerter og får fatale konsekvenser.

Murder Ballad er en gennemkomponeret énaktsforestilling, der tager menneskets fascination af mord op til skue, med særligt fokus på, når drab begås i skyggen af jalousi, begær og hævn. Forestillingen er oversat af Mads Æbeløe, instrueret af Mads M. Nielsen og koreograferet af Ernestine Ruiz.

VI MENER 
Altså, hold nu helt op (for ikke at bande)! Jeg havde ganske vist forventet en vis mængde… lad os kalde det… volumen på aftenen. Jeg havde dog ikke forventet, at jeg på den godt halvanden time, forestillingen varer, ville blive rusket helt så gevaldigt rundt i følelsesmanegen. Jeg må bare gentage: Hold nu da helt og aldeles op! Jeg når at græde, jeg når at huje, jeg når at plotte et fuldt Whodunit-mordmysterium, og jeg når at frygte, hvem jeg uundgåeligt må se dø, og hvem jeg må se dræbe. Murder Ballad har mig hurtigt i sin hule hånd.

Jeg vil som noget af det første gerne give en kæmpe, stående, fire-gange-fremkaldelse-fordi-publikum-ikke-stopper-med-at-klappe-applaus til de fire mennesker, som bærer den her forestilling. Det er fuld tour de force at både se og høre Æbeløe, Staun Jensen, Fuglsig og Gjesing aftenen igennem. De er for det første overdrevent eminente sangere, og så har de alle en ulmende, überintens kemi – i sig selv, på kryds og tværs med hinanden, med mig i publikum, med forestillingen. Den intensitet, det lige nøjagtig kræver, når man går på scenen med sex og død på hjerte. Staun Jensen er den helt rette grad af mystisk og indsmigrende som Fortæller, når hun overlegent slentrer op og ned ad scenen og ind og ud af fortællingen. Forestillingens råhed er Gjesings Tom, dens tvivl og deraf handlingsfremdrift Fuglsigs Hannah, og dens hjerte Æbeløes Alex. Netop Æbeløes præstation er en decideret mavepuster, og jeg finder mig selv i gråd fra godt og vel midt og helt til slut i forestillingen over hans ærlighed og fortvivlelse.

Her må jeg desuden give et ordentligt skud ud til lyden på Fredericia Musicalteater, som er lige i øjet, hvor jeg sidder! Jeg tænker både, at dette må være takket være lyddesigner Thomas Bolvig og det utroligt velspillende band. Når jeg skal opleve melodisk rock, så skal jeg både kunne høre og mærke lyden, og når jeg derudover skal følge med i en forestilling, jeg ikke kender fra ende til anden i forvejen, så skal jeg kunne høre spillerne. Det kan jeg alt sammen, og jeg har ikke en finger at sætte. Kæmpe cadeau.

Jeg kendte ikke rigtig forestillingen Murder Ballad, før jeg tog toget til Fredericia fredag aften. Derfor må jeg også være ærlig og sige, at jeg, indtil jeg får sat mig, ikke er helt 100 på, om jeg nu skal til at se en teaterkoncert med Mordballader fra Shakespeares tid – du ved, dem hvor en omrejsende englænder har klimtet på sin lut til sagnet om et berygtet drab. Det er det ikke. Slet ikke, viser det sig hurtigt. Det er en intens, melodisk og lyrisk forestilling med gennemkomponeret rockmusik. Ud over at originalmaterialet er pivfedt og står super stærkt i sig selv (det kan jeg sige nu, for det har jeg nemlig hørt på repeat lige siden), så er Æbeløes oversættelse også virkelig sublim. Alle de stedbestemte referencer er taget ud, så forestillingen bliver mere geografisk eviggyldig, og den danske tekst er klog, skarp og rammende.

Hvis jeg her skal komme med verdens absolut mindst aberdabei, så må det være, at Murder Ballad er en forestilling, som er akavet for mig at klappe under – og ud fra salens lidt halvhjertede applauser undervejs modstillet den førnævnte storm af hujen til slut, så er jeg vist ikke den eneste, som sidder med den følelse. Jeg har lyst til at klappe med på numrene, som simpelthen er så fede; jeg har lyst til at skrige af begejstring over præstationerne, som vokalt er ude af denne verden. Som oftest lader jeg dog være med at give efter for denne lyst, for, ja altså, det handler jo trods alt om mord, og så føler jeg også, det brister den intense bobbel, som forestillingen ellers skaber. Måske forestillingen kunne vinde på, at bandet slet ikke gjorde ophold mellem numrene, så der derved ikke er plads til kluntet klap, men med den kraftpræstation, der kræves af såvel sangere og musikere, så skal de jo lige have lov til at trække vejret bare ind imellem. Og herregud, den intensitet er virkelig ikke længe tabt, og jeg er let opslugt igen.

Endelig er jeg virkelig vild med den generelle iscenesættelse, som virker som et velsmurt og symbiotisk samspil mellem instruktion, koreografi, scenografi og lys, de to sidste af hvilke kan tilskrives hhv. Lise Marie Birch og Martin Jensen. Spillerne bevæger sig op og ned ad den blodrøde scene, som strækker sig ud i hele salens rum, hvorfor spillet ligeledes gør det. Selve scenekanten stopper brat og bliver til to bardiske nede ved publikumsrækkerne, og mellem disse rager en flere meter lang catwalk ud i rummet, som en stor del af forestillingen spilles på. Dette gør spillerummet mere åbent og giver plads til intense øjeblikke, hvor vi fra forskellige synsvinkler kan følge med i flere karakterers virkelighed på samme tid. Eksempelvis når Alex står ensomt på scenen og kigger hen over catwalken, stirrende ud i ingenting, mens han forestiller sig, hvad det værste mon er, Hannah kunne være ude og foretage sig. Imens han gør dét, er Hannah og Tom sammen midt på catwalken, hvor netop Alex’ værste frygt udspiller sig for os. Denne form for sceniske “krydsklipning” understreger for mig kompleksiteten og længselsfuldheden i historien og viser, at der altid er flere involverede i de valg, man træffer i livet, end blot én selv, også selvom de måske ikke er fysisk tilstede. I iscenesættelsen er der ikke som sådan tale om nogle danseoptrin, men selve den fysiske fremtoning er så karakterdrevet hele vejen igennem, at det er tydeligt, hvor meget tanke, der er lagt bag. Sexscenerne er poetiske og voldsomme, slåskampene ligeså. Alt er dyppet i rød – blod, lidenskab, vrede, kærlighed. Helhedsindtrykket af forestillingen er grundigt, fuldendt, og alt går op i en højere enhed.

Jeg kan kun på det aller, aller kraftigste sige: Gør dig selv den tjeneste ikke at gå glip af den her forestilling. Murder Ballad er lige præcis alt det, musicals kan være, når de er på det absolut fedeste, og som vi trænger til meget mere af i Danmark. Og den eneste måde at få meget mere af sådan noget som det her? Se det, når det er der – og det er Murder Ballad desværre ikke særlig længe endnu. Skriv, hvis du skal bruge en ledsager. Jeg tager med glæde turen til Fredericia igen!

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25, står de billigste billetter til 240 kroner. Her sidder du langs med scenens catwalk, som var dér, jeg sad under hele forestillingen, hvilket er super gode pladser. Er du ikke ung med de unge, så må du lægge 300-340 kroner, og jeg kan kun opfordre dig, ung og fattig eller gammel og rig, til at smide alt, du har i hænderne og komme afsted hurtigst muligt – de spiller kun t.o.m. d. 3. april.

FOTO: Søren Malmose