Laser og Pjalter

Laser og Pjalter

Odense Teater
3. februar - 10. marts, 2022

Jeg får tanken, at her står et hold voksne mennesker, som tager det gravalvorligt ikke at tage sig selv, hinanden eller det, de laver, spor alvorligt, og det er en umådelig befrielse.

Af: Elisabeth Renée Foged Sejbak

HVAD ER DET
Laser og Pjalter er satirisk musikteater om korruption, der stiller ubarmhjertigt og blændende spot på grådig kapitalisme, hvor selv samfundets fattigste udskud kan udnyttes i en uendelig spiral af magtmisbrug. Forestillingen bygger oprindeligt på operaen The Beggar’s Opera af John Gay fra 1700-tallet, som i 1928 blev opdateret til musikteaterforestillingen The Threepenny Opera med ny tekst og musik af henholdsvis Bertolt Brecht og Kurt Weill. I denne nye form er den blevet nærmest udødeliggjort, særligt på grund af det karakteristiske jazz- og swinginspirerede musikunivers. Instruktør Moqi Simon Trolin har i denne iscenesættelse skiftet slut-20’ernes depressionsæra ud med et dystopisk og punket undergrundsmiljø blandt moderne containermonotoni.

Vi møder Londons største bandeleder, kvindebedårer samt kynisk storforbryder og morder Macheath, blandt venner kendt som “Mack” (Nicolai Jandorf), på dagen hvor han gifter sig med den unge Polly Peachum (Cecilie Gerberg). Brylluppet er til stor fortrydelse for Pollys forældre, Jonathan Jeremiah Peachum (Anders Gjellerup Koch) og Celia Peachum (Hanne Hedelund), der regerer over Londons enorme tiggerring – han med en hård hånd, hun med en Long Island Iced Tea i hånden. I bestræbelsen på at sabotere de elskendes union, henvender de sig til politichef Brown (Claus Riis Østergaard), men hos ham viser Mack sig at være urørlig, da de er gamle soldaterkammerater. Polly trygler Macheath om at flygte i frygt for forældrenes næste træk, men hans vanlige veje forbi Londons bordeller er ikke sådan at slå ud af kurs. Jagten er sat ind for både korrupt politi, alle mere-eller-mindre-eks-elskerne og Hr. og Fru Peachum, på at Mack skal lande i den elektriske stol. Spørgsmålet er, om retfærdighed sker fyldest, og hvad retfærdighed i det hele taget så er?

VI MENER 
Jeg kan ligeså godt starte med at sige det, som (jeg synes) det er: Odense Teaters opsætning i kraft af Trolins iscenesættelse af Laser og Pjalter er lige min kop te. Jeg er simpelthen svært underholdt fra start til slut, og i frygt for at lyde som en fangirl af Beliebers-i-2010-kaliber, så kan jeg ganske enkelt ikke rigtig finde en finger at sætte på noget som helst – og jeg har ellers ledt. Her følger min lovprisning:

Jeg er for det første fuldstændig blæst bagover af skuespillerne. Jeg mener generelt, at Odense Teater har et stærkt fast ensemble, og jeg synes oprigtigt, at det tunge skyts er trukket frem, og at alle i sandhed kommer til deres ret i Laser og Pjalter. Rollelisten er lige i øjet, og jeg kan ikke fremhæve blot enkelte præstationer uden også at ville fremhæve alle andres. Der foregår en symbiotisk fælles indsats på scenen, og der bliver løftet fra alle. Det er kort og godt samspil, når scenekunst er absolut bedst! Det er naturligvis vigtigt at rette fokus på sang i musikdramatik. Her er jeg ofte en smule påholden med min entusiasme omkring skuespillere, der bliver castet i musicals, når nu der findes så mange dygtige musicalperformere at tage af i landet – jeg frygter ganske enkelt, at jeg vil få serveret en monolog fremført hen over tonerne snarere end decideret sang og musikalsk fortolkning. I Laser og Pjalter kommer mine forbehold dog virkelig til skamme. Vi har bestemt med et vældigt vellydende cast at gøre, og så er de velspillende, hvilket gør, at alt, de synger, bliver vedrørende at høre på. Lyden er på den tekniske side tilmed knivskarp, i hvert fald oppe hos mig på balkonen, så jeg hele vejen igennem klokkeklart kan høre og forstå, hvor historien bevæger sig hen.

Forestillingen er båret af præstationerne, men dette bygger på et grundmateriale, der byder på en så utrolig karakterrigdom, at jeg husker selv biroller ved navn efter første introduktion. Alle er tydeligt skildret i både udseende og handlinger, og jeg imponeres over hele linjen af, at skuespillerne formår at spille forbi de tydeligt optrukne karikaturer af kostume, makeup og hår og lande historien solidt. At se hele holdet formidle igennem så tyk en maske, i bogstavelig forstand, uden tilnærmelsesvis at tendere til latterliggjorte overdrivelser, er en sand fryd. Jeg får tanken, at her står et hold voksne mennesker, som tager det gravalvorligt ikke at tage sig selv, hinanden eller det, de laver, spor alvorligt, og det er en umådelig befrielse. Forestillingen er desuden stopfuld med rammende, ligefrem og bidende humor, men jeg får indtryk af, at ingen leder efter bevidst at høste latterbrøl, og platte og lette grin undgås til forestillingens store ære. Endelig er der et forfriskende kvindeligt persongalleri, som får lov at brillere, ikke kun takket være nogle suveræne skuespillerinder på teatret, men ganske enkelt også fordi kvinderne faktisk spiller en rolle for historien. De får lov til at deltage og drive historien videre på lige fod med de mandlige karakterer, hvilket er forløsende!

Trangen og tendensen til at modernisere en tidløs historie kan, i min erfaring og mening, risikere at blive uvedkommende – mere for effekts end for en egentlig pointes skyld. Historien i Laser og Pjalter er simpel og eviggyldig, og derfor er den også nem (og oplagt) at flytte fra 1920’ernes London, præget af depressionen, til en mere udefinerbart moderne æra. Det er dog ikke bare for de punkede kostumers skyld, at forestillingen har fået en overhaling. Opdateringen er stilsikker, hyperbevidst og giver kant, og jeg synes i den grad, at Trolin er lykkedes med visionen om at rammesætte kapitalistisk grådighed på ny. At opdatere et stykke, skrevet i en tid hvor man stadig kunne spekulere, over hvordan en totalkapitalistisk verdensorden ville se ud, er ingen let sag, da dette jo er nutidens samfundsnorm. “Hvordan mon verden ville se ud, hvis selv fattigdom var en handelsvare?” er ikke rigtig længere et relevant retorisk spørgsmål. Her har Trolin og scenograf Eilev Skinnarmo gjort en sand genistreg i at flytte historien ud blandt fragtcontainere – selve symbolet på den moderne handelsrute – for at understrege den flygtige køb-og-smid-ud-kultur, vi lever i. I et interview omkring forestillingen stiller Trolin rammende spørgsmålene: “Har vi muligheden for at bevare vores egen menneskelighed i en verden, hvor vi egentlig bliver behandlet som produkter, der kan købes og sælges hele tiden? Hvordan overlever man i en sådan verden, med menneskeligheden i behold, uden selv at blive korrumperet?” Jeg synes, hans vision med at formidle samfundets apati overfor menneskeligt forfald i form af grådighed, magtmisbrug og dobbeltmorale lykkes til UG.

Jeg er selvfølgelig ikke ude på at oversælge Laser og Pjalter, for hvilken skam ville det ikke være, hvis du gik i teatret med forventningerne i top, fordi du tog mine ord for gode varer? Dette er en forestilling, der skruer helt op på alle parametre – scenografi, kostumer, drama; der er ikke noget, der får for lidt – og det er ikke for alle, det er jeg bevidst om. Er du til underspillet eftertænksomhed, naturalisme og rigsdansk prosa snarere end mani, store armbevægelser og tyk eyeliner, så er du nok ikke kernepublikum. Men kan du lide satirisk humor, der langer ud efter koncepter, snarere end synder eller syndebuk; er du til stor lyd, flydende kønsudtryk og en næsten Tim Burton-agtig karikering, så har du en lille måneds tid til at nå at fange forestillingen endnu. Glæd dig!

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25, står de billigste billetter til 95 kroner. Er du lige på den gamle side af start-20’erne, tilbyder Odense Teater rabat til deres Stjernekunder. Dette kræver dog, at du køber billet til tre forestillinger i samme sæson, men så kan du til gengæld få plads til Laser og Pjalter for blot 140 kroner. De billigste sæder har begrænset udsyn på enten siden af 1. balkon eller på 2. balkon, men dette kan du selv se og bedømme på billetsidens interaktive kamera.

FOTO: Emilia Therese