KIRSEBÆRHAVEN

KIRSEBÆRHAVEN

Nørrebro Teater
30. januar - 9. april 2020

 Hvor ville man dog gerne se skuespillerne,
og det de laver på scenen, i en anden forestilling og iscenesættelse.

Af: Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup

HVAD ER DET
Der er ikke meget, der går, som det bør i den lille kirsebærhave. Pengene er narret ud af hænderne på Madame Ranevskaya af hendes tidligere elsker, og hun lever stadig, som hang pengene på (kirsebær)træerne. Der er dog ingen vej tilbage, en løsning på pengeproblemet må findes, og det ser ud til, at den fine familieejendom og kirsebærhaven må sælges. Imidlertid lader ingen i den ellers meget store flok af familie, venner og tjenestefolk, til at ville se alvoren i øjnene - de drukner i stedet sorgerne i alkohol, kærlighedsaffærer, ligegyldigheder og andet tidsfordriv.Der er mange fortællinger at holde styr på i Anton Tjekhovs Kirsebærhaven, som blev hans sidste stykke inden hans død. Trods de ellers tragiske omstændigheder kaldte Tjekhov selv stykket for en komedie.

VI MENER
Det starter i grunden godt ud på Nørrebro Teater, da forestillingen uden videre går i gang ved, at det enorme hold skuespillere tavst kommer trissende ind på den tomme scene. Som de står der i samlet flok og stirrer på publikum, ligner de et hold dilettantskuespillere, der for første gang skal vise en forestilling for hele lokalsamfundet i forsamlingshuset. Michael Birkjær får omsider fremstammet et “Første akt” og kigger straks forventningsfuldt og imponeret på os, som havde han netop fremført et stort trick, der burde få os til at måbe og klappe af begejstring. Den ironiske distance og humoren, der lægges an til, tiltaler os, og vores forventninger skyder straks i vejret. Måske er det faktisk lykkes dem at pifte Tjekhovs støvede historie op, så den rent faktisk bliver sjov og vedkommende?

Men ak! Forestillingen skuffer. Tjekhovs historie er i udgangspunktet, hvad man fristes til at kalde dødkedelig. Der sker for lidt i fortællingen, og teksten og dens humor virker ofte håbløst bedaget. Vi stiller os temmelig undrende overfor, at Nørrebro Teater overhovedet har valgt at iscenesætte netop denne tekst, for hvad den i udgangspunktet kan, har vi svært ved at se. Det lugter lidt af en hurtig løsning, da den opmærksomme teatergænger vil vide, at Kirsebærhaven ikke var på programmet ved sæsonlancering sidste forår. Det var i stedet forestillingen Mysteriet, som skulle laves af samme hold, som nu laver Kirsebærhaven. Ifølge teatrets pressemeddelelse tidligere på året fremgik det, at Mysteriet desværre ikke kunne nå at blive færdigudviklet til den planlagte premiere, hvis teatrets kvalitetskrav skulle overholdes - derfor gav teatret plads til et andet stykke russisk dramatik. Derfor stiller vi dog stadig spørgsmålstegn ved, om Tjekhovs stykke mon var det eneste, der fandtes med 12 skuespillere på rollelisten og som, med lidt god vilje, kunne forsvares som “morskabsteater”? Det er i hvert fald svært for os at forstå, hvorfor valget lige er faldet på denne, og denne iscenesættelse forklarer os det heller ikke.

Man fornemmer, at Kirsebærhaven, i de rette hænder, kunne blive en sjov, syret og moderne opsætning, som Nørrebro Teater f.eks. gjorde det med Melodien, der blev væk i 2015. Instruktør Madeleine Røn Juul synes bare ikke at have de helt rigtige hænder. Røn Juul viser ellers gode takter og humoristisk forståelse ved forestillingens åbning, men det er som om, det aldrig rigtig får fat og eksploderer. Det får ikke lov at gakke ud, og et ordentligt skvæt syre havde virkelig klædt det. Havde Røn Juul turde holde det dead-pan hele vejen og afstået fra at krydre det med lidt plat falden-på-halen-humor, havde det muligvis stået stærkere. Dertil kommer, at forestillingen udspiller sig på en helt skrabet scene. Det skal der sikkert nok være en eller anden fiks idé med, men når nu historien ikke har mere kød på sig end tilfældet er, så er det svært for den at stå alene. Det kan ikke engang det virkelig stærke hold skuespillere trække hjem. Man savner virkelig hjælp fra en kreativ og fantasifuld scenografi, som Nørrebro Teater flere gange før har bevist, kan løfte ellers bedagede fortællinger. Som Kirsebærhaven fremføres nu, bliver det ærligt talt for bart og for kedeligt. 

Vi har med andre ord ikke ligefrem lyst til at se to timers Tjekhov igen lige med det første. Hvad vi til gengæld gerne ville se to timer af, er amatørtrylleri, udført af Tina Gylling  Mortensen i et vidunderligt morsomt portræt af den, til tider, tysktalende Charlotta. Ole Lemmeke måtte også gerne være til stede som den evigt-vrøvlende Gájev, da han, langt hen ad vejen, står som en af de skarpe og stærkeste præstationer på scenen. Youssef Wayne Hvidtfeldt måtte også gerne spankulere omkring som en anden arrogant og stolt hingst, med en blank Marie Tourell Søderberg halsende efter sig. Jacob Weble grinte vi også gerne af i flere timer endnu, også selvom han ikke helt kan beslutte sig for, om hans klodsede kontorist, Semjón, skal være rigsdansk eller fynsk. Det samme gælder Christiane Gjellerup Kochs fantastiske skift mellem dramatisk trist og lallende glad.

I virkeligheden kunne man tilskrive alle skuespillerne stor ros, for der er ingen tvivl om, at de hver og én kan deres kram. Det er da også deres fortjeneste, at tiden ikke går helt i stå. De har bare så lidt at arbejde med, og vi sidder derfor med fornemmelsen af, at de ikke rigtig får lov til at skeje ud. Hvor ville man dog gerne se dem alle, og det de laver på scenen, i en anden forestilling og iscenesættelse. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Du kan altid finde billetter til 110 kr., hvis du er klar til at sidde på siden af væggene, hvor man egentlig sidder rigtig fint. Ellers skal du samle en gruppe på 6 under 25 år, og dermed få hver billet til 75 kr.

Foto: Büro Jantzen