KAMELIADAMEN

KAMELIADAMEN

Det Kongelige Teater, Gamle Scene
24. maj – 7. juni 2019

Det er timet og fokuseret. Skarpt. Hver bevægelse fortæller noget og formidler følelser uden at det bliver for søgt. 

Af: Julie Mørkeberg

HVAD ER DET?
Kameliadamen er en romantisk handlingsballet baseret på bogen af samme navn af Alexandre Dumas. Hovedpersonen i romanen fra 1848 – Marguerite Gautier – bliver betegnet som verdenslitteraturens første og mest berømte escortpige.

Balletten er en tragisk fortælling om den unge Armand Duval fra den parisiske overklasse, som bliver forelsket i den fatalt syge Maguerite Gautier. Mens hun har travlt med sine mange mænd, står Armand på sidelinjen, og er vanvittigt jaloux. De vil have hinanden, men det vil Armands far ikke tillade. John Neumeier har skabt koreografien til Kameliadamen, og i de bærende roller ses Ida Prætorius og Ryan Tomash eller Kizzy Matiakis og Alexander Bozinoff afhængigt af, hvilket hold, der danser. Musikken er klaver- og orkestermusik skrevet af Chopin.

VI MENER
Kameliadamen rummer en forholdsvis kompliceret handling på konkrete niveauer, som jeg inden hver af de tre akter må læse op på for at forstå og huske, hvad der sker.

I første akt er der rigeligt med dansere på scenen. Det er langt fra alle, der virker relevante, og det fremstår rodet og gør historien forvirrende at følge med i, fordi der sker så meget. I anden og tredje akt bliver historien dog mindre rodet og mere spændende at følge med i. Skildringen af kærlighed og jalousi i Kameliadamen er overbevisende og rørende. Det bliver allersmukkest, når det kun er de to hovedroller på scenen – på premieren Ida Prætorius og Ryan Tomash. Det er timet og fokuseret. Skarpt. Hver bevægelse fortæller noget og formidler følelser uden at det bliver for søgt.

Koreografien af John Neumeier er kraftfuld og bevægende, og ser udfordrende ud. Når de mandlige dansere løfter de kvindelige i vejret og kaster dem ned i favnen, holder publikum vejret. “Gisp!” lyder det på rækken bag mig, og det er da også lige til at få dårlige nerver af, hvad menneskekroppen balletkroppen er i stand til at udføre. På et tidspunkt i forestillingen står der et stort spejl med fornem guldkant midt på scenen. Fra min plads på række 10 kan jeg se dansernes skygger i spejlet, og det giver en effekt, der er vanvittig poetisk og godt tænkt. Det er tydeligt, at der er kompetente dansere på scenen udover de to hovedroller – heriblandt stortalentet Jón Axel Fransson, der i april blev udnævnt til solodanser på Det Kongelige Teater. I Kameliadamen danser han rundt med en ridepisk og kurtiserer damerne på scenen (og os andre blandt publikum) som en hoftevridende og spøgefuld charmør, der får os til at grine.

Når danserne springer rundt, er de iført flotte og farverige kostumer, hvis polyesterlignende stof knitrer og changerer, når de bevæger sig. Indimellem bliver kostumerne dog til besvær – det ses, når kvinderne bliver løftet, og de store kjoler skærmer for mændenes udsyn. Det bliver lidt kikset at være vidne til, at skørterne må fejes væk fra ansigterne midt i en dans. Endelig er musikken til Kameliadamen fuldstændig fabelagtig; klaver- og orkestermusik af Frédéric Chopin leveret af blandt andre pianist Alison Smith, som er vanvittigt dygtig i sin fortolkning. Det bliver smukt og vemodigt – ligesom det skal være.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, koster den billigste billet 60 kr., og er du fyldt 25, koster en billet fra 100 kr. Men til den pris får du heller ikke de bedste pladser. Til denne ballet, vil jeg sige: Jo tættere på scenen, du sidder, jo bedre. Det giver en ekstra dimension, at du bedre kan se dansernes mimik og lade dit blik vandre ned i orkestergraven.

Foto: Henrik Stenberg