ILT

 

ILT

Turné i hele landet

6. september - 8. november 2023

ILT tager tilløb og bliver bedre og bedre, jo længere ind i kærlighedshistorien, vi kommer. Det er en smuk portrættering af, hvad det vil sige at være sammen – på både godt og ondt.

Af: Kathrine Bo Hansen & Emilie Beske

HVAD ER DET
ILT handler om et par, der gennemgår de tanker og følelser, som møder en, når man overvejer at få et barn. De synes, det er svært at leve ansvarligt og samtidigt sørge for planetens fremtid. Der er fart på den humoristiske dialog, imens vi kigger ind i nogle af livets store spørgsmål.

ILT er iscenesat af instruktøren Simon Boberg, som også har oversat forestillingen sammen med Lars Mikkelsen. Lungs, som er den oprindelige titel, er skrevet af den prisbelønnede engelske dramatiker Duncan Macmillan og blev vist første gang i 2011. Forestillingen vandt Best New Play-award til the Off West End Awards i 2013.

Turnéteatret Teater Next blev stiftet i 2017 af skuespiller Christian Bergman, der spiller den mandlige hovedrolle i forestillingen overfor skuespillerinde Marie Tourell Søderberg. Next har siden lavet turnerende teaterforestillinger for børn og voksne.

VI MENER

Der er ikke sket meget på 12 år, når man kigger på de problemer, et moderne parforhold står overfor. Om man som oplyst, venstreorienteret og klimabevidst menneske kan forsvare at sætte endnu et barn i verden – vel vidende hvordan mennesket er den største klimasynder – er et dilemma, som i den grad stadig lever i bedste velgående.

ILT udspiller sig i en stor, blank trækasse. Der er simpelthen ikke andet på scenen end de to skuespillere og kassen, og mere skal der ikke til. Det er meget tydeligt, at vi inviteres med ind i deres intimsfære og er vidner til tanker og følelser, som ellers ikke lukkes op for andre. Vi er helt derinde, hvor det gør allermest ondt eller er allermest lykkeligt. Men det er svært at mærke deres kærlighed i første halvdel af forestillingen. Skænderierne hagler ned over os, og somme tider forstår vi ikke, hvorfor de overhovedet er sammen. Først i anden halvdel, da de igen finder hinanden efter en spontan abbort og utroskab, kryber deres kærlighed ind under huden på os.

Manuskriptet fortjener stor applaus i sig selv; fuck, hvor er det godt. Skænderierne mellem de to karakterer er genkendelige og sande (nogle gange så meget, at man cringer over sig selv). Begge er de selviske og uretfærdige i deres mundhuggeri, og særligt den første del af forestillingen kører meget i samme tone. Munden står ikke stille på Tourell Søderbergs karakter, der lader alle sine angstfulde tanker få ord.

Eksempelvis udspiller der sig en situation mellem de to karakterer, mens de har sex (hvilket forresten er løst elegant med deres kroppe, der lige ved og næsten mødes med en tung indånding for så at falde tilbage i udmattelsen efter akten). Den kvindelige karakter stopper akten, fordi manden har et for vulgært og morderisk udtryk, og det gør sig ikke passende i den handling, der skaber deres barn. Det udvikler sig til en alt for malerisk beskrivende enetale, der kun bliver værre og værre at høre for hendes partner, men som udløser stor latter hos os.

Generelt bliver der ikke lagt fingre imellem, hvad de to karakterer deler med hinanden. De er ekstremt ærlige (for ærlige i nogle tilfælde!), hvilket resulterer i masser af komiske øjeblikke, der kun kan opstå ved bramfrihed. Vi oplevede dog også øjeblikke med ærlighed, som udløste et sug i maven og et højlydt “EJ!” fra os. I denne opsætning står diskussionen om planetens overlevelse i anden række, for ved at komme så tæt på parret kan vi ikke undgå at blive meget investeret i overlevelsen af deres forhold. Som når man hepper på sit yndlingspar i en sitcom og glemmer alt om, hvor meget streaming sviner.

Endnu en årsag til, at manuskriptet skal have stående bifald, er, at det også er gennem dialogen, at de skifter scene. Med den sparsomme scenografi er overgangene mellem steder eller tidspunkter i fortællingen løst meget elegant på få og korte vendinger. Det fungerer særligt godt til sidst i forestillingen, hvor kærligheden får sin ende.

ILT tager tilløb og bliver bedre og bedre, jo længere ind i kærlighedshistorien, vi kommer. Det er en smuk portrættering af, hvad det vil sige at være sammen – på både godt og ondt. Vi kan ikke forlade teatersalen uden at reflektere over vores eget liv og de valg, som vi står overfor. Mere kan man ikke ønske sig af et teaterstykke.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Da Teater Next turnerer med forestillingen i hele landet, er priserne varierende, alt efter hvor du ser den. Men der er gode rabatter at hente, hvis du er under 25 år.

FOTO: Louise Eriksen

 
Den 4. VægComment