HYBRID SENSATION

 

HYBRID SENSATION

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

30. oktober-4. november

Hybrid Sensation minder ikke meget om et teaterstykke i klassisk forstand. Mest af alt føles den nye virtual reality-forestilling som en 40 minutter lang performance – eller som et ritual for en aparte sci-fi-kult.

Af: Morten Kildebæk

HVAD ER DET
Virtual reality gør et sjældent indtog i Skuespilhuset i den nye scenekunstneriske oplevelse Hybrid Sensation, der er produceret af Jakob la Cour Studio og støttet af Statens Kunstfond og Det Kongelige Teaters samarbejde KSelekt. Som første ord i titlen indikerer, har vi at gøre med en forestilling, der spænder over forskellige medier. Hybrid Sensation udspiller sig i rum snarere end på en scene – både i Lille Scenes blackbox og i en virtuel parallelverden, som publikum bliver en del af, så snart de får hver deres VR-headset spændt om hovedet. Her inviterer en dukkelignende vært, spillet af Iza Mortag Freund, publikum til at interagere med den fælles meta-virkelighed. Sammen bliver alle en del af en futuristisk ceremoni.

VI MENER
Hybrid Sensation minder ikke meget om et teaterstykke i klassisk forstand. Mest af alt føles den nye virtual reality-forestilling som en 40 minutter lang performance – eller som et ritual for en aparte sci-fi-kult.

Holdet bag Hybrid Sensation skal roses for at skabe en helstøbt totaloplevelse. Fra det sekund, man træder ind ad døren til Lille Scene, er seancen gået i gang: Skuespiller Iza Mortag Freund byder publikum ordløst velkommen og viser os med mekaniske bevægelser op ad en lille trappe og gennem en smal, røgfyldt gang, der skifter mellem farverne rød, lilla og blå. Gangen ender i et større rum, hvor to andre personer står klar, fastfrosset i robotlignende stillinger. På gulvet i midten er en cirkel markeret, og rundt omkring i hjørnerne af det dunkle lokale står en række skinnede, lysende og rygende artefakter. Én efter én giver de to hjælpere publikum VR-headsets på, og vi træder alle ind på cirklen, gennem portalen til den virtuelle verden.

Ved ankomsten er stemningen indledningsvis tung, mystisk og en smule uhyggelig. Hurtigt blinkende lys og en heftig bas skyder ceremonien i gang. Snart herefter, da den blå meta-verden åbner sig, viser oplevelsen sig imidlertid at være rolig og nærmest meditativ. Man aner de andre deltageres virkelige kroppe som lilla silhuetter, men alle har samtidig også hver sin halvt sammenkrøbne, mørk-orange avatarkrop foran sig. En stemme fra højtalerne over vores hoveder kalder dem ”hybridkroppe”, og med dem kan man tage fat i forskellige virtuelle objekter, der svæver i luften. Nogle efterlader et lysende spor efter sig, når man bevæger dem. Andre siger summende lyde, som man kan høre lokalt, lige ud for éns hoved. Animationerne er simple, men stemningsfulde. Og når de engang imellem ser ud til at glitche, føles det som en naturlig del af sci-fi-universet, idet det passer til de virkelige skuespilleres tilsvarende hakkende bevægelser. Seancen udmunder i et overrumplende klimaks, der lader et nyt visuelt element fylde cirklen helt ud til kanten, så man for første gang virkelig får følelsen af at blive opslugt. Deltagernes lilla silhuetter forsvinder også kort tid herefter, som om vi endegyldigt har forladt vores jordiske kroppe.

Selvom oplevelsen er interessant og til tider stimulerende, er den også en lille smule akavet og komisk. Det kan nemlig være en kende svært at give sig helt hen til universet, når man samtidig prøver at være opmærksom på ikke at støde ind i de andre fremmede menneskers fysiske kroppe i cirklen. Måske vil man føle sig lidt mere frigjort, hvis der er færre publikummer til forestillingen end de maksimale otte personer, vi var til premieren. Måske kræver det bare tilvænning til VR-teknologien, som jeg i hvert fald ikke har prøvet i så gennemført skala før. 

Uden for Skuespilhuset hører jeg to af de andre publikummer diskutere, om Hybrid Sensation overhovedet har et narrativ. Og ja, det har den. Fortællingen er jo selve ritualet. Bagefter er man måske ikke blevet klogere på sig selv eller verden omkring én, men man er en interessant oplevelse rigere – en oplevelse af samhørighed og virtuel sanselighed. Jeg glæder mig til at følge med i, hvordan man med VR fremover forhåbentlig vil kunne udvikle endnu længere, endnu mere tværmedielle og endnu mere opslugende teaterstykker.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetter findes ikke billigere end standardprisen på 255 kr. I skrivende stund er forestillingen dog udsolgt.


FOTO: Jakob la Cour

 
Den 4. VægComment