Hübberiet 1

Hubberiet06.jpg
 

Hübberiet 1

Det Kongelige Teater, Gamle scene
16. januar & 29. februar 2020

Konceptet om et potpourri af forskellige indslag, der repræsenterer forskellige vinkler på temaet, er god, og vi får bestemt lyst til at se mere af nogle af de præsenterede indslag. Men vi savner en stærkere dramaturgi i indslagenes sammenhæng, der kunne højne refleksionen og give os mere med hjem at tænke over.

Af: Anne Louise Slott Thorborg & Freja Stendahl Johansen

HVAD ER DET 
Hübberiet er betegnelsen for en konceptaften på Det Kongelige Teater arrangeret af balletmester Nikolaj Hübbe. Konceptet går ud på, at Den Kongelige Ballet viser uddrag af værker, der er relaterede til aftenens emne, og at en række inviterede gæster kommer med indslag, der ligeledes kommenterer på og reflekterer over emnet. Det bliver altså til et slags patchworktæppe af forskellige indslag, der ikke nødvendigvis forholder sig til hinanden, men som kommer med forskellige vinkler på det overordnede tema. Denne torsdag aften i Hübberiet er temaet: “Danmark - mit fædreland”, og programmet består blandt andet af et uddrag fra den aktuelle ballet Blixen, en freestyle rap over typiske danske ord fra Per Vers, en kortfilm om integration fra Marijana Jankovic, en indføring i August Bournonvilles balletstil og en historisk refleksion fra historiker Liv Thomsen.

VI MENER
“Vi ved ikke helt selv, hvad vi laver”. Sådan forklarer Nikolaj Hübbe konceptet i sin intro og lægger dermed op til en aften, hvor alt kan ske, og hvor der gerne må være plads til det uforudsete og det improviserede. Det er Nikolaj Hübbe selv der agerer konferencier og med lige dele fun facts og personlige anekdoter, leder han os igennem aftenen. Vi føler os godt tilpas i hans selskab, og på trods af at de forskellige indslag ikke har noget med hinanden at gøre som sådan, så giver hans gentagne tilstedeværelse en følelse af, at der er en form for sammenhæng. 

Når det er sagt, så er nogle indslag bedre udvalgt end andre. Temaet om Danmark går tydeligt igennem dem alle, men mange indslag bliver enten for korte eller mangler mere elegante overgange til det efterfølgende indslag. Eksempelvis føles Liv Thomsens indslag om hendes nye tv-serie Danmark på vrangen mere som en reklamesøjle end et bidrag til aftenens refleksion over temaet. Vi når også kort forbi integrationsdebatten med kortfilmen Maja fra Marijana Jankovic omhandlende en serbisk pige, der er ny i en dansk børnehave. Men klippet, vi får at se fra filmen, varer kun et par minutter, og vi når knapt nok at komme med et eftertænksomt “hmm”, inden vi er videre til næste indslag.

Vi oplever masser af danskhed og fællesskabsfølelse, da Hübbe inviterer hele salen til at synge med på “Den danske sang er en ung, blond pige”, der samtidig er med til at minde os om, at danskhed også er til debat. Vi giver os hen til melankolsk fædrelandsstemning, da Carl Emil Petersen badet i blåt lys spiller akustiske udgaver af “København” og “Frit Land”. Den smukke pas de deux fra Blixen gør os sultne på at se den fulde ballet. Da aftenen sluttes af med 3. sats af balletten August 2.0, hvor 16 unge mænd flyver over scenen med smuk præcision og styrke, bliver vi om muligt endnu mere tryllebundede af Den Kongelige Ballets fabelagtige dansere.

De forskellige indslag er bestemt underholdende, men de bliver ikke bygget videre på eller brugt til noget senere på aftenen. Derfor kommer vi heller ikke rigtigt dybere ned under huden på temaet Danmark. Ofte er der lige ved at blive sat en debat i gang, men den lukkes ned, før den for alvor er begyndt. Det er ærgerligt, da aftenen dermed aldrig rigtig bliver mere end god underholdning. Konceptet om et potpourri af forskellige indslag, der repræsenterer forskellige vinkler på temaet, er god, og vi får bestemt lyst til at se mere af nogle af de præsenterede indslag. Men vi savner en stærkere dramaturgi i indslagenes sammenhæng, der kunne højne refleksionen og give os mere med hjem at tænke over.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Hvis du er under 25 år, så kan du købe en billet for 150 kroner.

Foto: Christian Als

 
Den 4. VægComment