HIMMELSENGEN

Himmelsengen

Teatret Gruppe 38, Aarhus
Forestillingen spilleperiode er slut for denne gang. Dog er der en enkelt spilledag tilbage den 1. november, hvor Himmelsengen er en del af Teatret Gruppe 38s teaterfestival ENESTÅENDE. 

Jeg er tosset med ambitionen om at tale om døden på ganske udramatisk vis, og Bodil Alling forstår virkelig at fortælle med sublim timing og et fascinerende nærvær - men det til trods bliver fortællingen aldrig rigtigt rørende eller relaterbar for mig.  

Af: Sofie Risager Aaby

HVAD ER DET
Som en markering af skuespiller og kunstnerisk leder Bodil Allings 40-års jubilæum (!) inviterer Teater Gruppe38 til premiere på stykket Himmelsengen. Forestillingen spillede for fire årtier siden på selvsamme teater, og nu spiller den på ny, denne gang med Hans Rønne i spidsen som instruktør. 

Selvom det er et jubilæum, skal man kigge langt efter glitter og konfettikanonen - snarere er stykket som en let og lille mundfuld himmelsk jordbærkyskage. For tonen er humoristisk, poetisk og let, dette på trods af, at Himmelsengen handler om døden, om livets gang og om det at stige til himmels.

VI MENER
På en af årets sidste sommerdage er temperaturen 25 grader, og aarhusianerne er vrimlet ud for at nyde solens stråler. På vejen ned mod Aarhus Ø, hvor Gruppe38 har til huse, passerer jeg store isvafler med glade børn, en rulleskøjtende hundelufter og flere på vej i havet. På mange måder en stor kontrast til mig selv, som er på vej ind og se en eftermiddagsforestilling om døden. Jeg glæder mig dog faktisk til at krybe ind i teatermørket for en stund, da jeg er tosset med kontrasterne.

Inde i teatermørket er det en spinkel, men meget charmerende scenografi, der møder os. På scenen er en halvskæv himmelseng og ved siden af den, en kuffert. Snart kommer en kvinde (Bodil Alling) ind med et stearinlys i hånden. Hun mumler noget for sig selv, stiller stearinlyset og lægger sig i sengen, venter. Hun venter længe, og vi venter med hende. Efter lidt tid rejser hun sig op og konstaterer, at så bliver det nok ikke i dag, hun går bort. På denne jordnære facon bliver tematikken slået an: En ældre kvinde, Enkefru Wøbbe, er snart nået til livets ende, og nu har hun pakket de vigtigste ting i sin kuffert: Billedrammer fra et langt liv, varme uldsokker og syltede agurker til sin mand.

Med Himmelsengen berøres vores alles fælles vilkår: At livet slutter en dag. Men sjældent er det blevet gjort på en så uhøjtidelig og udramatisk vis. Tonen er jordnær og folkelig og til at forstå, ikke mindst. Fortællingen er i øjenhøjde med publikum, og selvom Enkefru Wøbbe selv ser frem til at komme op i himlen til sin afdøde mand, har forestillingen modsat ikke spor travlt - faktisk går det meste af forestillingens 50 minutter med, at portrætter af familier og venner bliver hængt tilbage op på deres plads. Denne akt giver anledning til, at hun ser tilbage på et langt liv med spøjse erindringer og nostalgisk inderlighed. På denne vis bliver forestillingen som en lille boble af uforstyrret nærvær.  

Jeg må dog indrømme, at tonen bliver en smule for onkel-lun til min smag, eksempelvis når vores hovedperson, der med tiden viser sig at være noget dement, gang på gang glemmer, “hvorfor det billede dog ligger der og flyder”, og så gang på gang opdager “hov, næ snoren er jo gået løs, det må vi have gjort noget ved”, hvorefter hun lægger det fra sig. Det er skønt med en forestilling, der favner bredt, men til tider bliver den jordnære forudsigelighed og den joviale tone for meget af det gode til min smag. 

Derudover sidder jeg faktisk til tider med følelsen af ikke at være i forestillingens målgruppe  - hvilket er drønærgeligt, da Gruppe38 normalt på imponerende vis mestrer at lave scenekunst for både børn, unge og ældre på én og samme tid. Jeg får det indtryk, at den gråhårede del af salen i høj grad kan genkende sig selv i kvinden på scenen, og store dele af publikum sidder da også og klukker hjerteligt med. Jeg er tosset med ambitionen om at tale om døden på ganske udramatisk vis, og Bodil Alling forstår virkelig at fortælle med sublim timing og et fascinerende nærvær - men det til trods bliver fortællingen aldrig rigtigt rørende eller relaterbar for mig.

Det er dog ingenlunde en dårlig forestilling af denne grund, hvor nogle af forestillingens højdepunkter indfinder sig i kraft af Bodil Allings nærvær og fine, malende beskrivelser. Eksempelvis er jeg både underholdt og rørt, da hun beskriver, hvordan hendes mand en dag faldt i åen og strømmen førte ham hen til en mølle, hvor han fik fat i en møllevinge, og, i takt med møllevingens bevægelser, indimellem tittede op af vandoverfladen - indtil han til sidst måtte give efter og lade strømmen og døden få taget i ham. Et andet fint moment indfinder sig omtrent halvvejs i den bare 50 minutter lange forestilling, da man erfarer, at hendes afdøde mand sidder, ganske som en engel, på toppen af Himmelsengen og spiller trompet. Dette møde, hvor de ikke kan se hinanden men sidder skulder ved skulder, er et fint billede på, hvordan de afdøde stadig kan stå én nær. 

Er man vild med den gode fortælling, langsommeligt nærvær og fortælleglæde skal man unde sig selv at slå et smut forbi Gruppe38. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du til og med 25 år, koster billetten bare 70 kroner, mens priser er blot 85 kroner, hvis man er studerende. Og så bliver jeg nødt til at nævne Gruppe38s bedårende “seniorteaterbillet+55”: For det bedste tilbud får du dog, hvis du er +55, for da kan du få både kaffe, kage og teaterbilletten for 85 kroner!

FOTO: PR for Teater Gruppe38