FAME

Fame.jpg
 

FAME

Magasinet i Odense
23. oktober - 02. november 2019

Forestillingen er en fremragende musikalsk oplevelse, og det unge hold hos Elite Teater giver alt hvad de har, men den bliver trukket i langdrag.

Af: Thomas Florin

HVAD ER DET
Fame er en amerikansk musical-klassiker, som baserer sig på den Oscar-vindende film af samme navn fra 1980. Teaterforeningen Elite Teater i Odense har, med Lasse Winkler i instruktørstolen, vovet sig ud i en ambitiøs opsætning af musicalen, hvor vi med skuespil, dans og sang følger en gruppe unge talenter på Den Nationale Sceneskole i New York. Her hersker store ambitioner om at blive vaskeægte, anerkendelsesværdige stjerner hos de håbefulde talenter. De har alle sammen et fælles mål, og det er berømmelse, men selv berømmelse har en skyggeside.

VI MENER
Fame lægger ud med et brag af en åbningsscene, hvor Elite Teaters unge hold af sangere, dansere og skuespillere giver den hele armen med det fælles nummer Gi’ Alt. Jeg må simpelthen melde klart ud, at det lyder fandens godt, og deres power nærmest overrumpler mig. Det tegner sig særdeles godt for Fame, men desværre bliver det for vammelt i længden.

Det strålende hold af talenter slutter musicalen af med samme power som fra åbningsscenen, hvilket jeg kun kan beundre, da de formår at holde det høje niveau gennem hele forestillingen. Ikke desto mindre bliver jeg lettet, da tiden er kommet til tæppefaldet, for jeg har oprigtig talt fået for meget af det gode i de to akter, som forestillingen varer. Jeg mister desværre den gnist, som blev tændt i starten af forestillingen, da musicalen ender i tomgang. 

Dette skyldes dels scenografien, som ikke tager mig helt ind i undervisningslokalerne på Den Nationale Sceneskole i New York. Som publikum er vi derimod blevet sat uden for døren, for på scenen er der kun nogle grå lockers. Jeg kunne godt have ønsket mig, at der skete mere undervejs med scenografien. Dog fungerer den centrale placering af orkestret til fulde, for det er kommet med op på scenen, og musikken spiller på alle tangenter. Orkestret griber den sikkert hver gang, når der i klassisk musical-stil brydes ud i sang.

Musicalens svaghed er den til tider banale historie om at arbejde hårdt for berømmelsen og opnå anerkendelsen, som koster blod, sved og tårer, når man i dette tilfælde er upcoming danser, komiker eller skuespiller. Jovist følger musicalen handlingen fra den originale Fame – The Musical fra 1980’erne, men Elite Teaters version mangler en mere nutidig kontekst. Det ligger lige til højrebenet at belyse nutidens fokusering på selviscenesættelse eller forventningspresset til unge, hvilket musicalen prøver at belyse, men der skal mere spot på. 

Forestillingen er en fremragende musikalsk oplevelse, og det unge hold hos Elite Teater giver alt hvad de har, men den bliver trukket i langdrag. På trods af den sprudlende energi på scenen og de koreograferet dansetrin, så efterlader musicalen ikke det store indtryk hos mig, og det bliver alt i alt til et godt afsnit af Glee

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Som studerende kan du få en billet fra 149 kr. og opefter, hvis du vil sidde tættere på scenen. Hvis du er villig til at sidde bagerst med begrænset udsyn, så kan du få en billet til 139 kr. som studerende. Ellers koster en alm. voksen 225 kr.

Foto: Jesper Hahn

 
Den 4. VægComment