SNEDRONNINGEN

SNEDRONNINGEN

Det Kongelige Teater, Operaen
13. oktober - 3. december 2019

Når de visuelt sansemættende højdepunkter opstår, er musikken ikke dominerende nok i den samlede oplevelse. Den svælger i sig selv og er for ensformig, og jeg husker ikke nogen særlige musikalske højdepunkter, hvilket måske skyldes, at arierne ikke er specielt melodiske.

Af: Julie Mørkeberg

HVAD ER DET
Hvem kender ikke H.C. Andersens Snedronningen? Nu har du mulighed for at opleve det berømte eventyr fra 1844 i en operaversion komponeret af danske Hans Abrahamsen.

I Snedronningen møder vi børnene Kay og Gerda. De leger, men så bliver Kay lidt for nysgerrig… Han bliver draget af en krystalkugle og får ved et uheld en krystalsplint i hjertet og bliver forbandet. Kay følger Snedronningen til hendes forheksede slot, og herefter begynder Gerdas farefulde færd for at finde Kay og redde ham fra forbandelsen.

I de bærende roller høres og ses sopran Sofie Elkjær Jensen som Gerda og mezzo-sopran Melis Jaatinen som Kay. Baryton Johan Reuter er Snedronningen, som på scenen også fungerer som en form for “allestedsnærværende mystisk naturkraft.”

Bearbejdelsen til opera-librettoen er blevet til i et samarbejde mellem Henrik Engelbrecht og komponist Hans Abrahamsen, og Francisco Negrín er instruktør.

VI MENER
Første scene virker unødvendigt lang og akavet. Der er ingen musik - kun gentagende mimik fra Kay og Gerda. Jeg har siden fundet ud af, at det skyldtes, at Dronningen kom for sent, og at skuespillerne derfor måtte improvisere.

Men Dronningen dukker op, og lidt efter begynder musikken. Dog sniger musikken sig tempomæssigt langsomt frem og gør operaen til en lidt langtrukken fornøjelse - særligt i første akt. Om det skyldes min generations indtag af moderne kulturprodukter, der i mange tilfælde har tendens til mange temposkift, skal jeg ikke kunne afvise. Efter pausen sker der dog et temposkift til det hurtigere, som gør oplevelsen mere dramatisk og lettere at leve sig ind i.

Men nu til det bedste i denne opera-opsætning af Snedronningen. Det, der giver mig gåsehud. Måske tror du, det er en sanger, men så må du tro om igen… Scenografien; den er gennemført! Magisk og poetisk. Vidunderlig!

Egentlig havde jeg inden operaen frygtet, at netop scenografien på negativ vis ville stjæle fokus fra alt andet, men gudskelov gik min frygt til grunde. Frygten er erstattet af begejstring. Scenografien fuldender det kunstneriske udtryk, som løfter forestillingen til et højere niveau. 

Mennesket bag de bombastiske og fascinerende elementer er scenograf Palle Steen Christensen, og Bruno Poet og Matt Daw står bag lysdesignet. Kombinationen af scenografien og det frostklare lys giver et nordisk, geometrisk og minimalistisk udtryk, som gør opsætningen drømmende og eventyrlig. Vi kommer både i nærheden af poetisk stjerneklar nattehimmel og fryser nærmest ved tanken om den kulde og ondskab, der har overtaget stakkels Kays hjerte.

Det nordiske islæt i scenografien fornemmer jeg er skabt med inspiration i naturen. Nogle af formerne leder mine tanker hen på søjlebasalt, hvor en bjergart er opsprættet i søjlelegemer, som blandt andet findes i Island og på Færøerne. Geometrien kommer blandt andet til udtryk ved gigantiske kvadrater af rammer, der forskudt af hinanden omkranser scenerummet med en svævende snedronning i midten. Det er lige til at blive hypnotiseret af.

Men når de visuelt sansemættende højdepunkter opstår, er musikken ikke dominerende nok i den samlede oplevelse. Generelt er det musikalske udtryk for “fladt” i længden - den svælger i sig selv og er for ensformig. Jeg husker ikke nogen særlige musikalske højdepunkter, hvilket måske skyldes, at arierne ikke er specielt melodiske.

Der bliver sunget på dansk med danske overtekster. Meget af tiden er selve sangen for lavmælt, og det irriterer mig. Jeg tror, det kun vil gavne koncentration og indlevelse, hvis stemmernes ord var højere og mere tydelige. Komponisten har udtalt, at han ikke hører ord, som sangerne synger i en opera, men koncentrerer sig mere om tonerne, og det giver god mening i forhold til min oplevelse.

Særligt Sofie Elkjær Jensen i den bærende rolle som Gerda shiner på scenen. Hun formår at skabe en troværdig karakter og bruger sin lyse stemme på smukkeste vis.

Skovkragen og Slotskragen (Jens Christian Tvilum og Morten Grove Frandsen) er spøjse, bevingede væsener, der supplerer hinanden og underholder med deres naturtro fuglede gestikulationer og konstante “Kra-kra”-sang. Der er mange andre dygtige sangere med i Snedronningen, men desværre er det begrænset, hvor mange vi kommer til at høre hver for sig. Heldigvis er der flere korarrangementer, mine ører nyder godt af.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, koster den billigste plads – som er en ståplads – 93 kr. Vil du have en bedre plads, hvor du samtidig sidder ned, kan du for eksempel købe en plads på 1. balkon, som koster fra 312 kr.

Foto: Per Morten Abrahamsen