Den Vægelsindede

Den Vægelsindede

Aarhus Teater, Scala

4. september - 3. oktober 2020

En cadeau skal lyde til skuespillerne for at holde energien hele vejen, men det humoristiske og de absurde detaljer er ikke nok i sig selv til at holde forestillingen ovenvande.

Af: Sofie Risager Aaby

HVAD ER DET
“I min madams sind regner det og er solskin 16 gange på én dag”. Således beskrives den vægelsindede Lucretia, der, som titlen antyder, er ubeslutsom og plaget af humørsvingninger. Lucretias omskiftelige humør er omdrejningspunktet i Holberg-komedien Den Vægelsindede, hvor hele etablissementet hopper og danser alt efter, om der er sol at skimte eller optræk til skyer i den unge Lucretias sind. Ludvig Holberg er en mester i forvekslingskomedier, hvori misforståelser og forvekslinger finder sted i massevis, hvor tjenerstablen bliver forvirret af alle disse humørsvingninger, alt imens de forelsker sig på kryds og tværs. Med andre ord får vi med Den Vægelsindede et indblik i det menneskelige følelsesliv, hvor Holberg må siges at have været forud for sin tid og for den moderne psykologi.

Siden jeg læste Aarhus Teaters sæsonprogram, har jeg glædet mig til denne forestilling. Ikke fordi, jeg er Holberg-kender, men fordi jeg havde en af mine bedste teateroplevelser nogensinde, sidst jeg så et Holberg-stykke, nemlig Aarhus Teaters opsætning af Erasmus Montanus instrueret af Christian Lollike. Særligt nysgerrig blev jeg, da jeg læste, at der også denne gang er en radikal herre i spidsen: den franske instruktør og koreograf, Laurent Chétouane, som Aarhus Teater omtaler som nytænkende og banebrydende. Nytænkende må forestillingen siges at være, men desværre bliver det færdige resultat en usammenhængende og, ja, vægelsindet oplevelse.

VI MENER
Egentlig starter forestillingen meget godt ud. Da jeg kommer ind på Scala, ti minutter før forestillingens start, bliver jeg ikke mødt af den velkendte, sitrende “før tæppet går”-snak. I stedet møder jeg skuespillerne, som cirkulerer rundt både på scenen og i salen og sender nysgerrige, bestemte og forførende blikke til publikum. Jeg dobbelttjekker billetten – det er da først 19.30, forestillingen starter, ikke? Det er det, og fuld af forventning sætter jeg mig i sædet.

Forestillingens komik bliver hurtigt etableret med karakteren Henrik (Christian Hetland), der kommer galoperende ind på scenen fra publikumsrækkerne. Med sin vidunderlige, voldsomme fysisk er han som en elefant i en glasbutik, eller nærmere en akavet anti-helt som kommer bragende ind og forstyrrer freden hos den selvhøjtidelige tjenerstab, hvilket er særdeles underholdende. Det komiske kommer nogle gange til udtryk i det små: som når en af tjenerne karikerer og vrænger af Lucretia, mens hun ser den anden vej. Andre gange kommer komikken til udtryk ved en overdreven teatralitet, som når Henrik kommer ind ad western-kulissens svingdøre, men vælger at gå ud og ind af dem igen, da han vil have mere sving i dørene, så han kan få en mere dramatisk entré. Denne satiriske og ironiske humor er et opløftende element, som er et livligt modspil til de mange, noget kringlede, replikker, som desværre ikke rigtig bliver levendegjort på samme vis.

Et andet opløftende element er skuespillernes interaktion med publikum. Skuespillerne vælter ud over scenekanten og op ad publikumsrækkerne, ligesom de indimellem henvender en replik til publikum, som da karakteren Leonore siger, “Forstår I mig?” til publikum. Herligst er interaktionen, når de, som reaktionen på handlingen, sender et forvirret blik til publikum, hvilket på allerkærligste vis giver mig associationer til Modern Family’s Phil Dunphy eller andre karakterer fra diverse mockumentaries. Udover det kropslige og komiske er der også en tydelig forkærlighed for pudsige absurditeter. Eksempelvis kommer en af karaktererne, ud af det blå, ind på bagscenen og spiser en banan uden videre formål. Senere finder også en stor plastikfisk, uden forbindelse til plottet, vej til scenen. Der er noget ikke-dansk ved den ironiske og underspillede humor, og det er en af forestillingens klare styrker. 

Alligevel er der meget, der ikke fungerer i Den Vægelsindede, hvilket desværre gør, at jeg den sidste time sidder og venter på, at forestillingen slutter. Med sine tre timer bliver denne Holberg-opsætning en langtrukken og drænende oplevelse. Iscenesættelsen kommer aldrig ind under huden på teksten, og da skuespillerne kommer frem og bukker, er jeg stadig lidt usikker på karakterernes indbyrdes relationer. Hvor Christian Lollike formåede at forny og aktualisere Holberg med sin iscenesættelse af Erasmus Montanus, fejler Den Vægelsindede i at få det taletunge teater ud over scenekanten. Det virker ikke til, at man har interesseret sig synderligt for handlingen, hvilket gør, at jeg efter tre timer ikke er i stand til at give et fyldestgørende resumé. I stedet får jeg et indtryk af, at holdet bag har brugt tiden på improvisatoriske eksperimenter. Disse eksperimenter er interessante, bestemt, men de finurlige detaljer falder til jorden i mødet med det ugennemarbejdede og usammenhængende handlingsforløb.

Egentlig gør holdet på scenen et ganske udmærket arbejde. Omend det var en mere afdæmpet udgave af ”den vægelsindede” end forventet, gør Anne Plauborg det godt i rollen som Lucretia. Humørsygen bliver ikke overdrevent teatralsk, men i stedet dejligt underspillet: dog ikke i en sådan grad, at der ikke er plads til, at den vægelsindede kan lade sine følelser løbe af med sig og kaste rundt med hele møblementet. Også violinist Toke Hansenius, som står for forestillingens imponerende lydside, er et dejligt input i Den Vægelsindede. Iklædt en flamboyant, gul flæsetrøje og med et lille overskæg, er han herligt karikeret. Han står ikke kun for forestillingens lydside, men bliver også involveret i forestillingen, da skuespillerne kommanderer rundt med ham og beder ham være underlægningsmusik til kærlighedserklæringer såvel som en duel. Således bliver han en akavet, udefrakommende figur, som uforstående ser til, mens handlingen udspiller sig, hvilket fungerer virkelig godt og minder mig om den akavede Gunther fra Friends-slængets stamcafé. Overordnet er samspilet på scenen velfungerende, og en cadeau skal lyde til skuespillerne for at holde energien hele vejen, men det humoristiske og de absurde detaljer er ikke nok i sig selv til at holde forestillingen ovenvande.

Generelt er det bare drønærgerligt, at forestillingen ikke kommer i mål, for egentlig er det en dejlig satirisk satsning, og det klæder Aarhus Teater med det absurde. I salen denne aften sidder også en folkeskoleklasse, og jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at det er dette møde, de får med Holberg og teater i det hele taget. Bedre held næste gang, Aarhus Teater.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du studerende eller under 25, er der billetter at finde til 80 kroner. Alle pladser koster det samme, og der er godt udsyn fra alle salens sæder. Men det er med at være hurtig, da der kun er enkelte dage, hvor der er pladser at finde endnu. 

Foto: Rumle Skafte