Den stundesløse

Den stundesløse

Odense Teater

2. februar - 11. marts 2023

Her er tale om 800-meter løb i hyppig og kvik leverance af replikker, og det er imponerende, at der ikke er nogen på scenen, der sprænger en sikring.

Af: Jonas Guldfeldt Viuff

HVAD ER DET
Hr. Vielgeschrei har frygtelig travlt med alle sine forretninger. Så travlt, at han ikke en gang har tid til at klarlægge, hvad de hver især går ud på. Så travlt, at han ikke er sikker på, hvem hans datter skal eller vil forloves med. Hun ønsker at ægte den unge Leander, men Hr. Vielgeschrei har brug for en bogholder som svigersøn, og har friet til en på hendes vegne. Med hjælp fra Pernille, Vielgeschreis snarrådige sektretær og impulskontrol, søger de at udnytte hans forvirring til at få tingene til at gå deres vej. Oldfux, en fupmager af rang og ofte elsket Holberg-karakter, dukker op og tilbyder sin alsidige tjeneste i det godmodige bedrag. Forvirringen bliver total, efterhånden som flere og flere menneskervikles ind i et net af kærlighed, bedrag og ambition. Spids blyanten og stram snørebåndene - der er fart på i den her.

VI MENER
Der er gang i en aktualisering af ældre værker disse dage, måske i forbindelse med, at det i 2022 var 300 år siden, Ludvig Holberg fik skubbet gang i dansk teater. Vi får en indledningsvis påmindelse om, at mobiltelefoner skal være slukket og lagt væk. Der er desuden skrevet yderligere en sådan påmindelse ind i Den stundesløses indtroduktion, ganske effektivt forstærket af, at nogle telefoner larmer rettidigt blandt publikum og hjælper påmindelsen med at finde vej til en punchline. Der er lagt flere små omskrivninger ind, nogle gange i direkte tale til publikum, for at minde os om, at dette er et frygtelig gammelt stykke, der måske har haft brug for en hjælpende pen, for at vi, i publikum, kan få det hele med. Sådan en omgang med en klassisk tekst kunne synes lemfældig, hvis ikke det var fordi, at det var gjort udførligt i komediens ånd, og med en skøn og lattermild effekt. Overlad det endelig til Holberg, at være sjov i 300 år. Især når hans værk er i så gode hænder, som det er tilfældet her på Odense Teater.

Så snart introduktionen er fuldført, er der fuld fart på. Her er tale om 800-meter løb i hyppig og kvik leverance af replikker, og det er imponerende, at der ikke er nogen på scenen, der sprænger en sikring. Hr. Vielgeschrei, den titulære stundesløse, bliver konstant distraheret af et energiladet persongalleri, der hastigt farer ind og ud af de mange døre og vinduer, der udgør scenografien. Dynamikken er fantastisk og koreografien veltimet, når det lykkes Hr. Vielgeschrei at hive alle sin formiddags aftaler med ud på toilettet, da han både skal nå at skide, blive barberet, få taget mål til nyt tøj og forholde sig til den unge Leander, der anmoder om hans datters hånd. Forvirringen tager stadigt til for den stundesløse, mens publikum må holde tungen lige i munden, for at få det hele med.
Der bliver talt meget højt fra scenen, og i krogene i pausen, hører man stemmer, der mener, at der måske er skruet rigeligt højt op, da hovedpersonen måske nok er stresset og travl, men ikke plejer at råbe når man ellers har set en opførsel af samme stykke. Jeg er selv vild med det. Det giver mig den varme fornemmelse af at være til bords med mine vestfynske venner, når der skal hældes indenbords og tales højt og hurtigt.
Jeg drømmer mig næsten tilbage til en besoffen aften på et byteater for nogle hundrede år siden, og sådan en historisk forestillingsrejse, er en af mine mest elskede fornemmelser, når jeg ser gammelt teater - en forbindelse med de mennesker, der kom før os.

Der er plads til ganske få rolige og emotionelle øjeblikke når det bliver for meget for Hr. Vielgeschrei, hvor hans følelser af fortabelse er helt uden på tøjet og publikum tier stille i sympati. Det er virkelig rørende i de få pusterum, hvis hovedsagelige opgave dog er, at understrege hvor hektisk og højtspillende resten af Den stundesløse ræser afsted. Her er tale om det absolutte A-hold, når det kommer til at være sjov på Odense Teaters Store Scene. Jeg har fulgt dette ensemble i et godt stykke tid efterhånden, og det er så lækkert at opleve, at hver skuespiller får lov til at spille på deres styrker, så de hver især udnytter det komiske potentiale i deres roller til fulde.

Vi bliver præsenteret for en velkomponeret lydside, der rammer rimelig godt her i en ny version af et 300 år gammelt stykke. Den indledende strygerkomposition sætter ganske godt den historiske ramme, vi skal indfinde os i. Nogle lydeffekter falder lidt udenfor, eksempelvis lyden af en hakkende plade, når hastig handling er nødt til at finde et pludseligt stop for ekspositionen af plottets tilstand. Klassisk, måske, men på en 1990’er-agtig måde, og vi ønsker ikke at blive mindet om nyere historie, mens vi gerne tegner en direkte linje fra 1726 til i dag. Det er den smalle line, Den stundesløse balancerer på - aktualiseringen over for den teaterhistoriske vægt, der hviler på skuldrene af forestillingen. Jeg har set en skøn balancegang, og gik endda grinende fra teatret med min ledsager. Jeg tror at Holberg sagtens kan være sjov i 300 år mere.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Odense Teater har både ungerabat og et U-årskort, som også tilbydes studerende over 24 år, mens der også er gode rabatter for skoleklasser og grupper. Udsynet på Store Scene er godt fra de fleste pladser, og siden det er en komedie med store fagter og vild volumen, tror jeg ikke at man går glip af noget hvis man tager en plads til siden, lidt bagved eller oppe på balkonen.

FOTO: Emilia Therese