CRAWL CRAWL CRAWL

 

CRAWL CRAWL CRAWL

Dansehallerne i svømmehallen på Sankt Annæ Gymnasium
28. - 29. maj 2023

Koret synger fantastisk, musikken er smukt arrangeret, teksterne har bid, og svømmehallen skaber et spændende bagtæppe. Desværre spiller de enkelte dele hinanden ned frem for op.

Af: Anne Louise Slott Thorborg

HVAD ER DET
Lugten af klor, bølgeskvulp, bare tæer – og tilføj så lyden af et 12-personers kor. CRAWL CRAWL CRAWL er en site-specific forestilling, der blev spillet for første gang i sommeren 2022 i Aarhus. Oplevelsen er skabt af kunstnergruppen Convoi Exceptionnel og Jon R. Skulberg, som særligt har fokus på tværkunstneriske samarbejder inden for scenekunsten, og de har altid et særligt øje på lige præcis det rum, de optræder i. I dette værk sidder vi fx alle sammen langs kanten af et stort svømmebassin.

Forestillingen er skabt i tæt samarbejde med komponisten Lil Lacy, og hendes nyskrevne værk fremføres af det aarhusianske vokalensemble ENSEMBLE EDGE.

De 12 korsangere opholder sig i det blå pool-vand i det meste af forestillingen. De synger om det at være menneske i en velfærdsstat og om problemer som ligestilling, stress, forbrug, smerte og alle mulige dysfunktionaliteter i vores samfund.

VI MENER
CRAWL CRAWL CRAWL er frem for alt et korværk, med en anelse koreografisk iscenesættelse.

Lil Lacy har komponeret et utroligt smukt værk med messende harmonier, som nærmest i én lang køre pulserer op og ned i intensitet, ligesom ringene i vandet foran mine fødder. Harmonierne er på en gang beroligende og faretruende. De svømmer ind og ud af velklingende akkorder for så at divergere over i disharmonier med skurende halvtoner, som varsler, at noget er galt.

ENSEMBLE EDGE synger det svære værk med enorm præcision. Jeg er dybt imponeret over, hvordan de blot ved hjælp af en diskret stemmegaffel i ny og næ får sat tonerne an til hver enkelt del. Værket er absolut ikke nemt, og de formår virkelig at få sunget det skvulpende rum op.

Når det så er sagt, så er en svømmehal virkelig svær at synge i. Rummet er utroligt stort med meget højt til loftet. Der er konstant en anelse bølgeskvulp, og selvom det bidrager med et malende lydtæppe, og koret sagtens kan trænge igennem rent lydmæssigt, så drukner ordene i sangene meget af tiden. Jeg sidder flere gange og forsøger at tyde, hvad der bliver sunget om, men jeg må give op og i stedet give mig hen til fornemmelse og den rene, umiddelbare oplevelse. Det musikalske arrangement forbliver i sit melankolske og hypnose-lignende lydbillede, og da jeg ikke kan tyde teksten, kommer forestillingen til at føles lidt langtrukken og ensformig.

I et udleveret program, som jeg efter forestillingen får kigget i, kan jeg dog læse mig frem til, at der synges om ret spændende emner. De små poetiske digte handler om den svære tilværelse, hvor skønne fraser som “velfærdstårer” og “Mine fjender hørte min gråd” står side om side med: “Hver formue avler fattigdom” og “Vi bli’r en del af restgruppen”. Det har en tydelig politisk vinkel, som er ret fint balanceret med det enkelte individ og ikke mindst gruppens status i et ædende præstationssamfund, hvor indkomstfordeling og forbrug er de definerede parametre. Jeg er utroligt ærgerlig over, at jeg slet ikke kunne høre alle disse tekster, som blev slugt af de ustoppelige bølger.

Jeg oplever heller ikke, at selve det svømmebassin, koret står nede i, bliver brugt specielt meget. Det meste af tiden er koret helt stillestående eller går langsomt rundt i nye opstillinger. En gang imellem er der et par afbræk, hvor koret klapper på vandoverflade som en slags percussion, der akkompagnerer nogle mere talekorsagtige sekvenser, og en enkelt gang svømmes der frem og tilbage. Lyset slukkes også lidt tilfældigt, hvor det mørke rum omfavner den smukke musik. Senere afløses mørket dog af nogle skarpe spotlamper, som skaber et flot kontrastfyldt udtryk på koret. Det hele virker dog ret arbitrært, og jeg oplever, at potentialet i de brugte virkemidler ikke rigtigt udnyttes.

Den filosofiske retning holisme siger, at helheden er mere end summen af delene. Jeg oplever desværre det omvendte i CRAWL CRAWL CRAWL – og jeg mener virkelig desværre! For jeg synes, koret synger fantastisk, musikken er smukt arrangeret, teksterne har bid, og svømmehallen skaber et spændende bagtæppe. Desværre spiller de enkelte dele hinanden ned frem for op.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
CRAWL CRAWL CRAWL spiller kun i to dage, og de har på forhånd været fuldstændig udsolgt. Synes du, at det lyder spændende, så hold øje med, om den genopsættes, eller om Convoi Exceptionnel sætter noget nyt op, som du kan nå at skaffe billet til.

FOTO: Louise Herrche Serup


 
Den 4. VægComment