Brøgger

BRØGGER

Teater Republique, Østerbro Teater
D. 12 august til d. 11 september 2021

Brøggers tekst er hjerteskærende og hård at lytte til, men Albeck fortæller den med stor respekt for hendes oplevelse, og jeg kan ikke lade være med at sende en lille tanke til alle kvinder, der nogensinde er blevet voldtaget og udsat for så stort et magtmisbrug som Brøgger. 

Af: Victoria Bjertnæs Maegaard

HVAD ER DET
I 1973 cementerede Suzanne Brøgger sig som feministisk rollemodel, da hun udkom med essaysamlingen Fri os fra kærligheden. Samlingen er et oprør mod datidens kønsroller og dets syn på seksualitet, og disse værker har Jeanett Albeck nu givet nyt liv i forestillingen Brøgger. Udover at være skuespiller er Albeck også musiker, hvilket forestillingen bærer tydeligt præg af. Synes du hendes navn lyder bekendt, så kender du hende nok fra enten kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, eller som komponist for forestillingen Hobbitten, der netop har været opsat af Det Kongelige Teater. Med som instruktør er Liv Helm, der blandt andet er ny kunstnerisk leder af Husets Teater, hvor hun i 2020 instruerede Lille Eyolf. Både Liv Helm og Jeanett Albeck har fået stor anerkendelse for Brøgger, der blandt andet vandt prisen som Årets musikteater eller musical ved Reumert-uddelingen i 2020. 

Brøgger blev første gang opsat i 2019, hvorfor dette er en genopsætning. Tilbage i 2019 fik den et utal af gode anmeldelser, og vores egne anmeldere, Clara og Line Kirsten, skrev blandt andet en meget begejstret anmeldelse af forestilling. 

VI MENER
Suzanne Brøgger er en kvinde, der deler vandene. Hendes feministiske holdninger er lige så elsket af nogen, som de er hadet af andre. Jeg selv har ikke det store kendskab til hverken hende som menneske eller hendes forfatterskab, hvilket gør mig ekstra nervøs og spændt, da jeg nærmer mig Teater Republique. Da Brøgger første gang havde premiere i 2019, mindes jeg, at der var en stor hype omkring forestillingen. Alle billetter var solgt, og alle snakkede om, at denne forestilling skulle man se. Der er allerede ankommet mange mennesker, og de ser mindst lige så forventningsfulde ud som mig. For at komme til min plads skal jeg gå over en stor hvid scene, hvor forestillingen skal spille, og jeg er en smule forvirret, da scenen er langt mere skrabet, end hvad jeg havde forestillet mig. Ud fra de pressebilleder, jeg har set, havde jeg forestillet mig en scene badet i lyserødt neon lys. Men meget kan jo ske, så jeg trækker vejret dybt, renser mit hoved og læner mig tilbage i stolen. 

Scenen består ikke af andet end det hvide gulv og et stort plexiglas, der hængt centralt op tæt på publikum. Til at starte med undrer jeg mig over, hvorfor der hænger et plexiglas, men jeg efter noget tid opdager jeg dens rolle i forestillingen. Plexiglasset er den skærm eller det medie, hvorigennem Albeck kan komme med sine budskaber i håb om, at det vil lede til handling blandt publikum. Da forestillingen slutter, og publikum bevæger sig over scenen mod udgangen, sætter Albeck sig på publikumspladserne, klar til at observere, om vi nu har lyttet efter og handler.

Selvom Suzanne Brøggers tekster er provokerende og voldsomme, så er der en dejlig ro over forestillingen. Hverken Albeck eller den hjælpende forestillingsleder stresser over de mange skift, og det virker som om, de har taget ordsproget ‘ting tager tid’ til sig. Roen klær forestillingen, og jeg nyder, at der er plads til at komme sig over de mange indtryk, man får. Specielt sangen ‘Voldtægt’ kræver noget ro til at komme sig over. Den er delt op i 9 akter, som vi bliver ført igennem af Albeck, og vi starter med Brøggers møde med en fremmed mand. Dette møde bliver til en seksuel stund i en park, hvor de bliver opdaget af politiet, der kun finder det retfærdigt, at Brøgger skal give dem alle et blowjob, ellers bliver hun smidt i fængslet. Selvom hun selvfølgelig sig nej, misbruger mændene hende alligevel og hver en detalje af dette massive magtmisbrug får vi af vide. Da Brøgger kort efter voldtægten møder den fremmede mand igen, møder han hende med afsky, for hvordan kunne hun dog finde på at lade sig misbruge på denne måde. Brøggers tekst er hjerteskærende og hård at lytte til, men Albeck fortæller den med stor respekt for hendes oplevelse, og jeg kan ikke lade være med at sende en lille tanke til alle kvinder, der nogensinde er blevet voldtaget og udsat for så stort et magtmisbrug som Brøgger. 

Jeanett Albeck er et multitalent, og jeg tror vitterligt ikke, at der er noget, hun ikke kan. Hun kan spille guitar, klaver og harmonika samtidigt med, at hun har en skøn og nærværende tilstedeværelse på scenen. Hun synger som en drøm, og hendes evner for at komponere musik er magiske. ‘Historien om en mor’ er en af de sange, der sidder i mig lang tid efter, forestillingen er slut. Ens forhold til sine forældre siger meget om det menneske, man ender med at blive, og Brøggers beskrivelse af hendes mors psykiske ustabilitet rammer mig som en sten i maven. Hendes beskrivelse er naiv og enkel, og hun får det næsten til at lyde naturligt, når hun fortæller om sin mors gentagne selvmordsforsøg, hvilket blot gør fortællingen endnu mere tragisk.

Brøgger er et must see. Både fordi Jeanett Albeck er vanvittigt dygtig, men også fordi Suzanne Brøggers tekster er utroligt velskrevne. Selvom teksterne har en god sjat år på bagen, så er Brøgger på mange punkter stadig et feministisk forbillede i dag. Kvinders seksuelle frigørelse og retten til at være den kvinde man er, er stadig vigtigt at kæmpe for. Kvinder er seksuelle væsener på lige fod med mænd, og vi har ret til at være lige præcis den kvinde, vi vælger at være. Brøgger er fremtiden, og jeg håber, at alle kvindelige scenekunstnere lader sig inspirere af det, Jeanett Albeck kan og gør. Fremtiden vil i så fald se meget lys ud for dansk scenekunst.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du mellem 16 og 25 år, kan du købe en billet for søle 95,-. Dette gælder dog kun for de yderste og de bagerste pladser. Du kan også samle 5 af dine bedste venner og tage dem med, for så skal I kun af med 75,-.

FOTO: Sara Galbiati