CPH STAGE: Som Brødre

SOM BRØDRE

Det Kongelige Teater
27.-28. maj 2019

Det kan på papiret få tankerne til at flyde over med billeder af tung, symbolsk scenografi og replikker, der kræver ekstra fokus fra publikum, så handlingen ikke går til spilde. 

Af: Marie Krakau

HVAD ER DET?
Fra vi træder ind i salen, er stemningen trykket. Mens publikum finder sig tilrette i deres sæder, render to fyre rundt og slæber den ene flyttekasse efter den anden med sig ind på scenen. I et hjørne sidder en musiker og akkompagnerer skuespillerne med uptempo musik, der end ikke kan skjule en ambivalent kamp mellem brødrene. De slås, med kroppe der er lidt for spændt til broderlig leg, de spiller stangtennis, med lidt for aggressive slag og de stirrer hinanden i øjnene, et enkelt sekund for meget, der siger alt. Noget i deres forhold er gået skævt, og det på trods af den kærlighed, der lige så let som vreden flyder mellem brødrene. Herfra tager vi på en følelsesmæssig tour de force, når storebror og lillebror sammen fortæller en smertefuld historie om at vokse op i et ingenmandsland mellem to kulturer, der driver dem i hver deres retning af at finde en mening med det hele og ultimativt opnå den anerkendelse og accept i flokken, som de aldrig har oplevet. Det er den fjerdeårsstuderende på Den Danske Scenekunstskole, Alexander Mayah Larsen, der sammen med Kasper Dalsgaard spiller de to brødre. Og det er på baggrund af Alexander Mayah Larsens digtsamling, at forestillingen er skabt. Det kan på papiret få tankerne til at flyde over med billeder af tung, symbolsk scenografi og replikker, der kræver ekstra fokus fra publikum, så handlingen ikke går til spilde. Som Brødre er så langt fra det billede som muligt. Replikkerne flyder så let og naturligt, at vi lige så godt kunne høre dem ude på gaden. Alligevel rummer flere af replikkerne en alvorsskabende tyngde, der så let som ingenting sniger sig ind mellem samtaler om mad fra riskogeren og om hvor dårlig storebroderen egentlig er til det med damer. Jeg er vild med balancen mellem den lette stemning, der hersker, når brødrene snakker sammen eller taler til publikum, og dybden når de fortæller historien om, hvordan deres opvækst i virkeligheden var, når man kiggede ind bag rækkehusets røde mursten og de strømlinede persienner fra IKEA. Som Brødre varer blot 70 minutter, og jeg må med tungt hjerte sige, at jeg havde ønsket mig en halv time mere. Jeg forelskede mig dybt i sproget, scenografien og musikken og blev revet med af fortællingen, men der mangler noget tid, som ville have kunnet runde forestillingen af lige så elegant og poetisk, som den startede. De sidste 10 minutter virker mindre dybdegående i karakterarbejdet og iscensættelsen, og det er en skam, fordi det for alvor er her, at tragedien når sit højeste. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at det er en forestilling, som der i den grad var værd at se, både for teksten, skuespillet og musikken.