CPH STAGE: Kunsten at dø

KUNSTEN AT DØ

Nørrebro Teater
27.-28. maj 2019

Jeg må indrømme, at jeg er imponeret. Ærligt talt. Jeg er imponeret over den timing og fysiske kunnen, Paolo Nani og Kristján Ingimarsson besidder.

Af: Clara Lindstrøm Gleerup

VI MENER
Jeg kan stadig huske mit første møde med klovne. Jeg har måske været 4-5 år gammel, og jeg var afsindigt bange for deres store røde næser og sygelige grimasse, der til forveksling lignede en poleret udgave af Jokeren. Jeg var rædselsslagen og løb grædende væk. Siden har jeg holdt mig ret langt væk fra de sprogløse karakterer. Ikke fordi jeg stadig frygter dem, men simpelthen fordi jeg aldrig rigtig har forstået, hvad de er for en størrelse. Men da en god ven anbefalede mig at se Kunsten at dø, måtte jeg alligevel overgive mig. Kunsten at dø følger to klovnes liv foran og bagved det røde tæppe. De er på toppen af deres karriere, publikums begejstring vil ingen ende tage og klapsalverne er øredøvende, hver gang tæppet trækkes fra og for. Bag tæppet er de to klovne bedste venner, omend de konstant driller hinanden og gør nar af hinandens små finurligheder. De storartede numre stopper nemlig ikke, når tæppet går ned. Det fortsætter på næsten mere imponerende vis, når æbler og bananskræller flyver gennem luften, og telefonen ikke vil stoppe med at ringe. Men alt er ikke fryd og gammen bag tæppet, for snart går det op for det gamle makkerpar, at én af dem i en meget nær fremtid ikke længere kan stå ved siden af den anden. Jeg må indrømme, at jeg er imponeret. Ærligt talt. Jeg er imponeret over den timing og fysiske kunnen, Paolo Nani og Kristján Ingimarsson besidder, og jeg er bestemt ikke den eneste. Publikum skriger af grin, og jeg mærker tydeligt, at Nani og Ingirmarsson må have en kæmpe fanskare, som jeg slet ikke anede et klovnemakkerpar kunne have. Folks applaus er næsten lige så øredøvende som den mekaniske version, teknikeren spiller for fuld skrue, hver gang klovneparret går på scenen. Til trods for publikums entusiasme og det utroligt velspillende makkerpar, er jeg dog fyldt op med indtryk og klovneri efter de første 40 minutter. Forestillingens fulde længde er 90 minutter, og selvom det er sjovt og tilpas underholdende det meste af tiden, mister jeg fuldstændigt fokus den sidste halvdel. Kunsten at dø er en (næsten) 100% ordløs performance om liv og død, og jeg er ikke i tvivl om, at for det, det er, leverer Nani og Ingimarsson verdensklasses klovneri på et niveau, som mange kun kan kigge måbende efter, men for mig blev det i sidste ende for meget af det gode.