Ever Losing

EVER LOSING

Dansehallerne på Warehouse9
14. maj 2019

Det lykkedes at skabe øjeblikke, som er voldsomt overvældende at være vidne til og som virkelig sætter sig i kroppen. 

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET?
De to svenske koreografer, Olivia Riviere og Lisen Pousette, har begge en fælles fortid i korsang. En fælles interesse, de nu har brugt til at skabe et moderne værk, hvor der arbejdes koreografisk med lyd. Og det er ikke bare hvilken som helst lyd. De to dansere og koreografer har nemlig givet sig i kast med growling: en mørk og maskulin vokalteknik, du måske kender fra metal-genren. I en vekslen mellem langsomme, næsten lydløse sekvenser med minimal bevægelse og ekspressive growlende staccato tableauer, skaber de to kvinder værket Ever Losing, som ifølge dem selv er et løbende forsøg til at give plads til tab ved at vende tilbage til taberen, den brudtes, position og dens frugtbarhed. Eller, måske bare to losers, der danser i bruddet.

VI MENER
Man kan vælge at gå til et værk som dette på to måder. Man kan vælge at distancere sig fra det, og se det som et underligt og uforståeligt forsøg på prætentiøst kunst, som kun koreografernes egne hippe Kødbyen-venner knipsende lader som om de forstår og kan lide, alene fordi det er så art. Eller man kan vælge at overgive sig til projektet og betragte det som et abstract følelesbillede, hvor man tillader sanserne at opleve, i stedet for forståelsen. Selvom første mulighed er fristende, og nok selvfølgelig for mange, vælger jeg dog alligevel at gå med den sidste. For der er bestemt interessante øjeblikke i Riviere og Pousettes værk, og jeg påvirkes utvivlsomt følelsesmæssigt undervejs.Der er noget svært fascinerende ved de to dansere. Deres udtryk er mørkt, råt og nærmest umenneskeligt, hvilket på besynderlig vis understreges af de voldsomme growl lyde, der kommer fra dem. Deres blik er tomt og stift og i den lange indledende scene, hvor de ubærligt langsomt, rystende og savlende bevæger sig mod hinanden til lyden af en hul og høj vejrtrækning fra dem begge.

Der er noget helt absurd ved situationen; at vi sidder så mange mennesker og stirrer tavst på to mennesker, der i næsten 15 min bevæger sig som beskrevet. Selvom jeg også når at tænke, “Hvad fanden er det her?”, når absurditeten på underlig vis også at gøre noget ved mig. De er svære at fjerne blikket fra, selvom jeg faktisk næsten synes, de er ubehagelige og uhyggelige at observere.Som beskrevet lod jeg sanserne opleve i stedet for at forstå, og der er nærmest ikke andet at gøre med et værk som dette, for der er ingen handling at finde. Det er krop, lyd og følelser. For mig bliver det kropslig og lydlig portrættering af sorg. Det er under alle omstændigheder det sanseindtryk, der står tydeligst frem.

Det lykkedes at skabe øjeblikke, som er voldsomt overvældende at være vidne til og som virkelig sætter sig i kroppen. Og selvom det er skønt, at værket overrasker hele vejen igennem, når der skiftes mellem de mange stemninger og udtryk, så bliver forestillingens udtryk samlet set dog for fragmenteret og indadvendt. Selvom growlingen og lydbilledet i sig selv er ret så ekspressivt, bliver dele af koreografien og udtrykket for utydeligt. Det virker til at have givet bedre mening i koreografernes hoveder, end det ender med at gøre for mig som publikum. Dertil virker de forskellige tableauer for forskelligartede i deres sprog; som om de to koreografer vil fortælle os alt for mange ting på én gang, og den manglende kohærens forhindrer værket i for alvor at nå ind til følelserne.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Ever Losing spillede i denne omgang kun denne ene forestilling, men kan muligvis findes andre steder fremover. 

Foto af: Sophie Pousette