Orestien

ORESTIEN

Århus Teater, Scala
3. maj – 15. juni 2019

Ud over at den adskiller sig meget fra en typisk opsætning af et græsk drama, er det nemlig også en ret særpræget teateroplevelse, som “kræver” forskellige ting af os. 

Af: Kathrine Lemmeke Madsen

HVAD ER DET?
Den græske tragediedigter Aischylos skrev i sin tid tragedie-trilogien Orestien, et 2500 år gammelt græsk drama. Kong Agamemnon har vundet Den Trojanske Krig og er nu atter vendt hjem til sin kone, Klytaimnestra. Men alt er ikke som før. Agamemnon har blodet af deres datter, Ifigenia, på hænderne, som et offer, han under krigen så sig nødsaget til at bringe. Klytaimnestra har - hvad Agamemnon ikke ved - planer om at hævne sig på ham og det er ikke lang tid, han får lov at være hjemme, før han bliver myrdet af sin kone. Klytaimnestra og hendes elsker, Aigisthos, har nu magten, og deres ord er lov. Men ikke længe, for snart vender Agamemnon og Klytaimnestras søn, Orestes, hjem fra landflygtighed for at hævne sin far og dræber derfor både Aigisthos og sin egen mor. Netop som man tror, at hævnakterne er forbi, kræver Klytaimnestras hævnånder - erinyer - hævn på hendes vegne. Får denne uendelige kæde nogensinde en ende? Hvad skal der til? Orestien beretter om en tid, hvor en nærmest ubrydelig kæde af hævnakter var måden at opnå retfærdighed på. En tid, hvor man lavede sine egne domme og love, fordi demokratiet endnu ikke var opstået. Det er en barsk og blodig påmindelse om, hvorfor vi skal værne om demokratiet, som vi kender det i dag. Og på Aarhus Teater er det en anderledes, moderne opsætning, der byder på imponerende syn og musikalske overraskelser.

VI MENER
Jeg må blankt erkende, at jeg var en smule skeptisk, da jeg fandt ud af, at Aarhus Teater ville fusionere et 2500 år gammelt drama med elektro-musik og vilde paillet-dragter. Men det må jeg sige; det fungerer vildt godt langt hen af vejen! Det er SÅ exceptionelt flot visuelt, for eksempel har skuespillerne nogle helt vidunderlige heldragter på, der er beklædt med pailletter og sten skabt af hotshot-modeskaber, Mark Kenly Domino Tan. Og det gør ikke spor, at de har samme kostume på gennem hele forestillingen - tværtimod! For man kan simpelthen ikke tage øjnene fra de glimtende kroppe og alt efter det sceniske lysindfald og farver, ser man noget nyt på dem. Det er helt tydeligt, at der virkelig er lagt et enormt arbejde i det visuelle, og Ulrik Gad, som har designet lyset til denne iscenesættelse, har virkelig formået at ramme stemninger og underbygge historien såvel som kostumerne. Det visuelle i forestillingen er ekstremt fængslende og meget anderledes end det, man normalt kunne forestille sig at opleve, når man skal ind og se et græsk drama. Noget specielt ved denne opsætning er også, at Lydmor/Jenny Rossander hver aften performer live på scenen med sin musik og de lydflader, hun har skabt til denne forestilling. Det er også for det meste meget vellykket og passer godt til det visuelle univers, der er skabt. Det er tungt og elektronisk, og hun indkapsler også de stemninger, karaktererne går igennem i fortællingen. Hvem havde troet, at elektronisk musik passede godt til et græsk drama!Efter drabet på Orestes’ mor, indtager Lydmor scenen og begynder at performe og synge sit eget nummer på sin egen emotionelle, tungsindige måde blandet med hendes lyse, skrøbelige og fine stemme. Men det virker malplaceret og føles lidt som et nummer, der er lagt ind for at understrege det nye, mere moderne tag på dramaet. I den forbindelse synes jeg ikke det er så velfungerende, at nummeret er skrevet på engelsk.

Vi har gennem hele forestillingen været i et ældre sprog, der ligger et stykke væk fra måden, vi taler på i dag. Det har derfor ikke lige så stor kraft, når det er på engelsk, og jeg tror, det ville have været stærkere, hvis det havde været på dansk.Man kommer heller ikke udenom, at det hurtigt kan blive ret tekst-tungt, fordi det meget er ordene og dialogerne, der bærer forestillingen. Sommetider kan det godt blive en smule monotont at lytte til og så kan det godt kræve lidt koncentration at forstå det lidt ældre sprog. Der er dog særligt én af skuespillerne, som virkelig får mig til at lytte godt efter. Nanna Bøttcher, som spiller Klytaimnestra er virkelig dragende og indtager virkelig scenen hver gang, hun er på med sin stolte, skarpe karakter. Selvom det er et græsk drama med blodige akter, ER der også plads til lidt humor. For eksempel når Athene går sin gang langs scenen; for hvert skridt, lyder der et tungt brag, der får alle omkring hende til at ryste. Som i HVER gang. Det bliver ret komisk og letter stemningen lidt, hvilket fungerer super godt. Som publikum er det også en meget anderledes forestilling, end hvad man er vant til. Ud over at den adskiller sig meget fra en typisk opsætning af et græsk drama, er det nemlig også en ret særpræget teateroplevelse, som “kræver” forskellige ting af os. De første 35 minutter skal vi som publikum nemlig stå i foyeren, hvor skuespillerne lige pludselig kommer til syne og spiller omkring os. Det virker rigtigt godt, selvom det måske er liiiidt lang tid at stå - det er i hvert fald godt at huske det rigtige fodtøj! Bagefter skal vi op i salen, hvor forestillingen fortsætter og pludselig sidder vi i bælgragende mørke i cirka 10 minutter. Det er altså også noget af en oplevelse, på den fede måde! Vi bliver tvunget til kun at lytte til stemmerne, og øjnene får et lille hvil fra det visuelt imponerende syn. De forskellige måder at bruge teatret på er også med til at fastholde vores opmærksomhed. Der er virkelig mange fede ting at opleve i den her forestilling, særligt visuelt og musikalsk - og så fortæller det jo også om demokratiets fødsel. En samfundsform, som vi stadig den dag i dag aktivt må værne om for at barbarismen ikke tager over.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du ung under 25 eller studerende, kan du mandag til torsdag få fingre i en billet til 60 kroner, og man ser fint alle steder i salen.

Foto: Emilia Therese