De Fulde
DE FULDE
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
27. april - 7. juni 2019
Fuldskab kan være noget af det sværeste at spille overbevisende på en scene, og især når den skal være så voldsom, at øjnene skeler, og benene ikke længere kan bære kroppen.
Af: Line Kirsten Nikolajsen
HVAD ER DET?
Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Sådan lyder en gammel talemåde. Særligt sidste part, altså de fulde folk, er omdrejningspunktet for russiske Ivan Vyrypajevs forestilling fra 2014, De Fulde, som lige nu kan opleves på Mellemgulvet i Skuespilhuset. Her vælter 14 karakterer rundt mellem hinanden i en brandert af rang. Èn efter én præsenterer de os for scener, hvor vidt forskellige mennesker visualiserer fuldskabens mange facetter og dens evne til at sætte ærlighedens tunge på gled. Vi er bl.a. både til en overklasse-komsammen, hvor to rige par har drukket sig svimlende stive, vi er til en liderlig polterabend, hvor fire unge gutter og den slidte prostituerede, de har købt, i fuldskab er ved at glemme, at den ene af dem skal giftes den efterfølgende dag. Vi møder også to veninder, som slås om den samme fyr, selvom den ene netop er blevet gift med ham. Vi møder en direktør for en filmfestival, og en ung pige, der i fuldskab er havnet med hovedet i sølet på gaden. Fælles for dem alle er deres ærlige snakke og indrømmelser, og ikke mindst deres filosofiske betragtninger af livet og Gud.
VI MENER
De 14 skuespillere på scenen er virkelig fulde. Intet er underspillet eller subtilt. Det er full-on snøvlende, svimlende og falden-på-halen fuldskab, og det kan umiddelbart virke lidt bekymrende på papiret. Fuldskab kan være noget af det sværeste at spille overbevisende på en scene, og især når den skal være så voldsom, at øjnene skeler, og benene ikke længere kan bære kroppen. Heldigvis slipper skuespillerne ganske godt fra det i dette tilfælde, og det er faktisk hylende morsomt, selvom det er overdrevet. Karen-Lise Mynsters rigmandskone er svær ikke at grine af, når hun fjoget fniser af sin mands snøvlende snak, mens hun konstant holder fast i hans jakke. Det er dog næsten umuligt at fjerne øjnene fra hendes fulde veninde, portrætteret af Stine Schrøder Jensen. Selvom hun har ganske få replikker, er der så mange sjove detaljer i hendes ordløse spil, som udfolder sig, mens de andre skuespillere snakker i et væk rundt om hende. Hun er intet mindre end forrygende. Maria Rossing har dertil en helt særlig evne til at præsentere helt enestående bud på fulde kvinder, og vi griner nærmest fra første kluntede bevægelse, hun laver.Forrygende og godt tænkt er også Bente Lykke Møllers scenografi, som umiddelbart er en simpel kassescenografi i sort/hvid, med svimlende kruseduller tegnet over det hele. Endnu mere svimlende bliver den dog, da gulvet undervejs i forestillingen begynder at bevæge sig, så man næsten bliver svimmel af at kigge på det. Det fungerer glimrende og giver forestillingen en ekstra veltænkt dimension af fuldskab. Man kunne dog have skruet op for effekten løbende, da den næsten synes at tabe virkning, som den lange forestilling skrider frem.
Mindre vellykket er dog lyset, som ofte virker både kluntet og brat, som var det første gang, man afprøvede lysovergangende scenerne imellem. Man har tydeligt forsøgt at understøtte de forskellige rum, men der synes ikke at være kontinuitet eller veltænkt flow i, hvornår hvilken lyssætning og tone benyttes, og det forstyrrer. De Fuldes store problem er dog længden. Det bliver ganske enkelt for langt med 2 timer og 30 minutters fuldskab, og pusten går gevaldigt af ballonen i andet akt. Der har vi set og forstået fuldskabs gimmicken, og den har derfor ikke samme gennemslagskraft. Derfor flyver tankerne ofte andensteds hen, og det er synd, da lommefilosofierne fra første akt rent faktisk får mere tyngde i andet akt. Dette drukner dog i spillere, der taber pusten og de gentagne fuldskabs-tricks, vi allerede grinede af i første akt. Man kunne derfor snildt have kogt det ned til en enkelt akt, da Vyrypajevs sikkert glimrende filosofiske betragtninger og humor muligvis havde stået skarpere og bedre i et kortere format. I den nuværende længde står den desværre umiddelbart tilbage som en smule til den kedelige side.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Alle pladser koster det samme på Mellemgulvet, og du ser glimrende fra alle rækker. En voksenbillet koster 260 kroner, mens du kan slippe med 156, hvis du er under 25.
Foto: Camilla Winther
