Looking for Europe

Omtale: looking for europe

Det Kongelige teater, Skuespilhuset
28. april 2019

Forsøget på at skabe en dramaturgisk ramme for Lévys tale lykkes også kun delvist, og for mig kunne vi lige så godt have undværet den. 

Af: Anne Louise Slott Thorborg

VI MENER
Den franske filosof og aktivist Bernard-Henri Lévy nægter at sidde og se på, mens Europa er i gang med sit 3. selvmordsforsøg. De første to forsøg var de to verdenskrige, og nu blæser de politiske vinde i en sådan retning, at Lévy frygter for en fremtidig selvdestruktion. Han turnerer derfor rundt i hele Europa med sit one-man show Looking for Europe som et forsøg på at få det europæiske folk til at vågne op, inden det er for sent. Det europæiske selvmordsforsøg ledes af de populistiske og fremmedfjendske politikere og personer, som så småt er begyndt at få medvind i de fleste europæiske lande. Marine Le Pen fra Front Nationale, Matteo Salvini fra Lega og Jörg Meuthen fra Alternative für Deutschland er blot et par eksempler på, hvem Lévy peger fingre ad, men også vores egen Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl får en del af skylden.Lévys tale er pakket ind i en fortælling, som foregår på et hotelværelse i Sarajevo; stedet hvor det hele startede i 1990’erne med krigen mellem serbere og kroatere, som smadrede byen, mens Europa så passivt til. Selvom forestillingen har en fiktiv ramme, så står Lévy på scenen som sig selv. Fra hotelværelset hopper han frem og tilbage mellem nutiden og dengang, mens han reflekterer over, hvordan udviklingen har kunnet gå så vidt. Han tænker over, hvad det er for et Europa, han elsker og husker med litteratur, poesi og hede kærlighedsminder - på ægte fransk manér. Alt dette krydres med en god omgang namedropping og diskussioner om de store europæiske filosoffer som Heidegger og Husserl.

Forestillingen er desuden skræddersyet til den danske kontekst, og Lévy kommer med referencer til alt fra H. C. Andersens eventyr til Mette Abildgaards baby i folketingssalen.Som du nok kan fornemme, så er Looking for Europe lidt af en mundfuld. Jeg skal virkelig spidse ørerne i halvanden time, og den franske accent på de komplicerede engelske sætninger, gør det ikke nemmere for min koncentration. Forsøget på at skabe en dramaturgisk ramme for Lévys tale lykkes også kun delvist, og for mig kunne vi lige så godt have undværet den. Forestillingen er måske nok mere en kreativ forelæsning på statskundskab end en egentlig teaterforestilling, men det finder jeg nu også forventeligt med et sådan koncept.Man må selv om, om man vil erklære sig enig eller uenig i Lévys budskab, men jeg har stor respekt for hans ambitiøse projekt, og at han faktisk fører sit behov for at ruske i det europæiske folk ud i livet. Desuden hylder jeg Det Kongelige Teater og den danske teaterscene generelt for at give plads til denne type arrangementer. Scenen er en af de vigtigste platforme til at give folk en stemme - ligegyldigt om det er udøvende kunstnere eller filosoffer.