Des Gestes Blancs & What Does Not Belong To Us

DES GESTES BLANCS &
WHAT DOES NOT BELONG TO US

Bora Bora
24.-25 april 2019

De to forestillinger er meget forskellige, og det er netop dette, der gør at formatet får en øjenåbnende effekt. 

Af: Alex Enevoldsen

HVAD ER DET?
De to danseforestillinger Des Gestes Blancs (Eng.: White Gestures) og What Does Not Belong To Us gæster i disse dage danseteatret Bora Bora i Aarhus. Forestillingerne vises i sammenhæng med hinanden, adskilt af en kort pause. Des Gestes Blancs er en duet, der udspiller sig mellem danser Sylvain Bouillet og hans 8-årige søn Charlie. I en intim og rørende koreografi føres vi ind i det univers, der opstår mellem far og søn, hvor livserfaring og fysik er to størrelser, der åbenlyst adskiller de to, men på én og samme tid også er det, der knytter dem tæt til hinanden.

What Does Not Belong To Us er en performance udviklet af Sarah Baltzinger og performet af Theo Samsworth og Alessio Sanna. Til lyden af pulserende elektronisk musik forsøger de to dansere at udfolde begrebet om ‘at høre til’.

VI MENER
Indledningsvist vil jeg rose Bora Bora for dette format, hvor teatret inviterer en række udenlandske performere til i sammenhæng med hinanden at skabe rammerne for en kulturel oplevelse, som gør det umuligt ikke at reflektere over det, man netop har overværet. Når publikum ‘udsættes’ for to så forskellige sanseindtryk, sætter det gang i tankerne, og det var tydeligt at høre – både i pausen og efter de to forestillinger var overstået – at der blev sammenlignet, diskuteret og vurderet på vej ned af trappen og efterfølgende i sofaerne rundt omkring i de tilstødende lokaler på Headquarters.

Des Gestes Blancs er et gribende portræt af forholdet mellem far og søn. Gennem dans og bevægelser, der til tider fremstår nærmest akrobatiske, skabes en stærk fortælling, der uden et eneste ord tydeligt synliggøres i koreografien. Et simpelt, men dramatisk og meget virkningsfuldt lysdesign løfter forestillingen til et højt æstetisk niveau. Tunge, skarpe skygger fra to projektører skaber associationer til hulelignelsens skyggespil og er indimellem næsten lige så interessante at følge med i, mens forestillingen skrider frem. Performerne bevæger sig smukt og i samspil med hinanden skaber de et spænd mellem skrøbelighed og styrke, der virkelig giver forestillingen sin nerve. Ansigtsmimikken bliver dog en smule ensidig, hvilket er en skam, da den lille scene lægger op til en udforskning af netop disse små detaljer og nuanceringer, som ikke lader sig gøre i samme grad på større scener. Med det sagt formår Sylvain og Charlie Bouillet at komprimere og udtrykke de sider af faderbåndet, hvor ordet ganske enkelt kommer til kort.

What Does Not Belong To Us er en langt mere abstrakt forestilling, der som fortælling stiller større krav til publikum. Den fremadskridende handling findes umiddelbart ikke og koreografien er i højere grad abstraktioner af uhåndgribelige begreber og følelser, der bearbejdes på et metaforisk plan. Performerne bevæger sig ind og ud af synkrone bevægelser og leger med tempoet i den elektroniske musik, som nogle gange lægger sig taktfast op af koreografien og andre gange skaber interessante spænd imellem højt tempo og slowmotion. What Does Not Belong To Us bliver med andre ord mere separate billeder end et egentligt budskab og selv om der ikke er en finger at sætte på Samsworth og Sannas performance af den fascinerende koreografi, mangler forestillingen måske en klarere retning for at gå rent ind hos et bredere publikum.

De to forestillinger er meget forskellige og det er netop dette, der gør at formatet får en øjenåbnende effekt. De kredser begge om det symbiotiske forhold mellem to mennesker og udgør således en interessant helhed, der planter flere refleksioner hos publikum, end hvis de havde stået alene. Des Gestes Blancs ville muligvis have haft en længere efterklang, hvis den fik lov at stå alene, men Bora Bora skal alligevel roses for at se den spændende kobling mellem de to forestillinger.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år eller studerende, koster en billet 90 kr.

Foto: Mirabel White