VIVA LA FRIDA!

Viva+La+Frida.jpg
 

VIVA LA FRIDA!

TEATER MOMENTUM
13. september - 21. september 2019

Jeg fristes til at sige: “Amira Jasmina Jensen er en fortællende billedmager i Viva la Frida!”. 

Af: Thomas Florin

HVAD ER DET
Viva la Frida! er en portrætforestilling om billedkunstneren Frida Kahlo, som bliver fortalt i en monolog af hendes lillesøster Cristina Kahlo spillet af Amira Jasmina Jensen og instrueret af Signe Hørmann Sørensen. Forestillingen begynder ved Fridas begravelse, hvor det er blevet tid til, at Cristina skal sige nogle ord. Med en enkel scenografi og få rekvisitter: en brun habitjakke, et par sorte læderstøvler og en bænk, folder Cristina historien om sin søster ud, og jeg er opslugt af fortællingen fra første replik.

VI MENER
I samme øjeblik som Amira Jasmina Jensen fremfører sin sidste replik, noterer jeg dette på min notesblok: pragtfuldt, stående klapsalve siger alt.

 Men lad mig lige spole filmen tilbage, så I er med fra start. Det er med en vis spænding, at jeg sætter mig på forreste række, for ærlig talt … Så ved jeg ikke meget om selve Frida Kahlos historie, for har kun set hendes selvportrætter uden at forstå, hvad de ville fortælle mig. Det er dog kun for en kort stund, for idet forestillingen skrider frem, får jeg en oplevelse af at møde Frida Kahlo og hendes verden. 

Jeg kan ikke lægge skjul på, at forestillingen fascinerer mig, for aldrig har en forestilling skabt så mange billeder og scener i mit hoved. Jeg fristes til at sige: “Amira Jasmina Jensen er en fortællende billedmager i Viva la Frida!”. Jensen fortæller, råber, hvisker og danser sin monolog med en sådan kraft, at jeg ikke kan være andet end målløs.

Historien om Frida Kahlo og ikke mindst hendes søster sætter sig fast på nethinden, da den bliver gjort levende for øjne af os. Jensen formår at frembringe nye, fængslende facetter ved Kahlo søstrene, som kun gør dem endnu mere interessante.

Viva la Frida! er teater i særklasse, for Jensen mestrer at bruge sin krop og mimik til fulde - som den altafgørende rekvisit i monologen. Under forestillingen er jeg aldrig i tvivl: det er selveste Cristina Kahlo, som står foran mig.

Idet at publikum forlader teatersalen efter Jensens power præstation, bliver jeg siddende for en kort stund. Jeg har ikke lyst til at historien afsluttes allerede, for jeg vil høre mere, hvilket jeg noterer i min notesblok. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetterne til denne forestilling er revet væk, men det forlyder, at der kommer flere spilledage. Hvis du er under 25 år, kan du stadig nå at købe en billet til 60 kr. enten den 18. september eller 21. september. Siddepladserne tildeles ved først-til-mølle-princippet, så anbefaler selvfølgelig, at man sidder helt foran.

Foto: Erick Maciel Amezcua

 
Den 4. VægComment