TURANDOT

TURANDOT

Operaen, Det Kongelige Teater
19. januar – 8. juni 2019

Koret ligger som en mageløs rettesnor gennem den skiftende, og tenderende til surrealistiske, scenografiske drømmeverden.

Af: Tobias Carl Højmark Mathiassen

HVAD ER DET?
På en kold og grå januar aften, er det meget nemt at blive træt trist, så jeg så frem til at se Turandot, og de 1000 grå hjelmes suk, der lyder i dét øjeblik, hvor prins Kalaf første gang messer ordene Nessun Dorma. Jo jo ikke alle besøgende i operaen er gråhårede, og retteligt så snakkede min ledsager og jeg om, at der de senere år er begyndt at komme flere unge mennesker i Operaen. En ære vi måske kan tilskrive de mange Ung i Operaen arrangementer. De har været med til at børste støvet af en smuk verden for de mange unge, der ligesom jeg selv løber forvildet rundt i Københavns latterligt store kulturudbud.
Og tilbage til Turandot. Operaen er en af bredest kendte, men modsat Puccinis mange andre operaer, udspringer denne fra toppen af samfundet, idet prinser og prinsesser på ulykkeligvis kærester rundt med hinanden. Hvis du nu tænker H.C Andersens Klods-hans i Kina, er du ikke langt fra Turandot. Prinsesse Turandot har forkastet kærligheden, men retten til hendes hånd kan vindes, hvis du svarer rigtigt på tre spørgsmål. Svarer du forkert bliver du til gengæld halshugget. Dejlig ultimativt og opera-agtigt.

VI MENER
Ved tæppefald blev vi mødt af en gyngende pige i et gråt landskab og en susende vind. Hun var iført en skolepige uniform og hun bar på en bamse og en bog og havde en lille rød hue på. Hun var næsten helt gennemgående i stykket, som en lille beskuer til det der foregår på scenen. Hende vender jeg tilbage til senere.

Operaen er opdelt i tre forskellige scenografier og akter. Den første er lige så grå og dyster som København i januar. Gyngen og en gammeldags vippe fik mig til at tænke på forladt legeplads, og nogle mærkelige pigge, der omkranser scenen placerer legepladsen i en Stranger Thingsk upside-down verden. Den anden er en-til-en version af et kedeligt kinesisk bureaukrati-kontor. Det kan jeg godt lide. Der er noget vidunderligt over at spille operaens højtragende følelser ud mod noget så sjælløst som et offentlig kontor. Til sidst besøger vi en vej på en bjergside med udsigt over en by og til stjernerne. De tre skift og de mange mennesker på scenen fyldte meget og faktisk så meget, at min fantasi og nysgerrighed aldrig ikke fik lov til at udfolde sig. I stedet blev jeg stopfodret af indtryk og udtryk. Jeg kedede mig på intet tidspunkt, men jeg sad med følelsen af, at jeg skulle kæmpe for at finde hoved og hale i det der foregår.

En fremmed prins, spillet af Sung Kyu Park, bliver forelsket i prinsesse Turandot. Naturligvis, fristes jeg til at sige. Dog opdagede jeg nærmest ikke, at vores prins blev forelsket i den iskolde prinsesse, derfor kunne jeg godt have ønsket en lidt tydeligere fremstillingen af det. Til gengæld er de fleste af scenerne fyldt med både kor og statister. Det er storslået. Koret ligger som en mageløs rettesnor gennem den skiftende og tenderende til surrealistiske scenografiske drømmeverden, og pisker her handlingen frem. Det var så flot, at det sugede i brystet. Det lader til at være et udvidet kor til lejligheden, og Puccinis flotte musik brusede ud over publikum med en tyngde jeg sjældent har hørt. Disse passager var vidunderlige og som små åndehuller i stykket.

Et it-problem satte i første akt forestillingen på pause. Drejescenen og noget andet virkede ikke. Jeg endte med at fantasere om Windows 10 og deres skemalagte opdateringer på min arbejdscomputer. Det var en ærgerlig situation. Kasper Holten trådte brødebetynget på scenen, og forklarede problemet. Rent faktisk løftede Operaen det uheldige intermezzo flot med løbende opdateringer og forfriskninger i baren.

Den første lange tid efter den uplanlagte pause er fyldt med små forsøg på at overbevise Prinsen om, at det er fjollet at modtage de tre skæbnesvangre spørgsmål, der kan afgøre den forbistrede kærlighed. Her følte jeg at operaen gik ind i noget stilstand. Nogle klovne underviste børn i at være voksne og fjollede og symbolikken fik lov til at stråle lige rigeligt. Vi skulle holde vores barnlige glæde, kærlighed og fantasi i live for enhver pris. Her fremstår den beskuende lille pige med den røde hat ligeledes som et symbol på Turandots barnlige og uskyldige kærlighed, og hver gang kærligheden eller følelserne nærmer sig den iskolde Turandot, så vifter hun den lille pige væk med hænderne. Vi begyndte at nærme os hitarien Nessun Dorma, og en lille bid motiv spillede frem fra orkestergraven. Musikken er så fyldt med håb og længsel, at jeg fik et lille sug i maven. Kort efter pausen bliver vi mødt af arien, og jeg synes at Sung Kyu Parks udgave er flot. Jeg savnede dog, at han stod mere stille og følte den indad i kroppen og ikke spillede den ud med kroppen, men med ord så smukke som “Selv du, prinsesse, i dit kolde værelse ser på stjernerne, der skælver af kærlighed og håb”, så bliver mine både mine tanker og mave hul. Og præcis disse ord gengiver selve operaens motiv med børnekoret og den barnlige legesyge kærlighed.

Puccini blev aldrig færdig med denne opera, og til min store glæde har instruktør Lorenzo Fioroni valgt, at vi ikke skal have en alternativ slutning med. Det klædte forestillingen, at vi fik en meget definitiv slutning, der bliver toppet af med en enhjørning helt i stykkets surrealistiske og forvirrende ånd. Bevares, jeg har kritik af denne opsætning, men jeg kan godt lide, at denne Turandot ikke kun er en anelse mærkelig, men helt mærkelig. Den finder ikke en kønsløs middelvej og det er forfriskende.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetterne koster mellem 150-925 kr., men er du under 25 år, er der næsten halv pris

Foto: Miklos Szabo