SANNE - THE MUSICAL

Miklos+Szabo
 

SANNE - THE MUSICAL

Tivolis Koncertsal
19. september - 13. oktober 2019

Egentlig føles det lidt som at sidde og betragte et liv; det er nemlig et stort rod og ikke særlig veldramatiseret.

Af: Line Kirsten Nikolajsen & Thomas Florin

HVAD ER DET
Sanne The Musical er, ikke overraskende, en musical baseret på Sanne Salomonsens musik og liv leveret af Langkjær Entertainment og Live Nation. Historien starter ved Salomonsens hjerneblødning, der ramte hende i 2006, hvilket giver anledning til en gennemgang af hendes liv og karriere. Hendes liv passerer med andre ord revy, da hun pludselig står tilbage uden den sangstemme og styrke, hun ellers har haft med sig hele livet. Gennem denne gennemgang af hendes eget liv, synes hun at finde styrke og mod til at rejse sig igen for til sidst at gøre comeback som hele Danmarks rockmama. 

VI MENER
Det er forståeligt, hvorfor der er blevet tænkt, at en musical om Sanne Salomonsen, hele Danmarks rockmama, kunne gå hen og blive en storslået succes. Sangene er ikoniske, de fleste kan synge med, og Fredericia Teater har allerede banet vejen for vellykkede musicals om store danske popstjerners liv. Vi må dog skuffet konstatere, at Sanne The Musical ikke kommer lige så stærkt i mål, selvom der er stærke kræfter bag. Martin Lyngbo i instruktørstolen, Line Mørkeby som dramatiker og Benjamin La Cour som scenograf lover godt, og det skal i forlængelse heraf også understreges, at det ingenlunde er en dårlig forestilling. 

De tre sangerinder, der spiller Sanne i tre forskellige aldre, gør nemlig en hel del for det samlede indtryk. De synger absurd godt og ligner tilmed Sanne Salomonsen uhyggeligt meget. Gry Trampedach er oplagt i rollen som den nutidige Sanne og leverer en yderst overbevisende præstation. Den erfarne musicalskuespillerinde, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, som vi også havde fornøjelsen af i Seebach The Musical, er en sand eksplosion af smittende energi. Hun giver dig lyst til at gå hjem og crepe hele håret og skråle Woodoo ned i hårbørsten. Selv den unge Andrea Heick Gadeberg leverer på både skuespil og sang og synger en kuldegysningsfremkaldende version af monsterhittet Det ikke det, du siger, som får salen til at koge over i begejstring. 

Det står generelt lidt sløjere til i det mandlige cast med undtagelse af megatalentet Joakim Tranberg. Han står markant stærkere på skuespillet end mange af de andre, og så er han tilmed i besiddelse af en gudsbenådet sangstemme. Hver gang han går på scenen, krydser vi fingre for, at han åbner munden og synger hurtigst muligt. Han står også for musicalens forventelige højdepunkt, da han sammen med Gry Trampedach synger nyklassikeren Overgiver mig langsomt - i musicalen en duet mellem mor og søn, da Sanne efter sin hjerneblødning er indlagt på hospitalet. Man skal være lavet af sten, hvis ikke det føles som en tårefremkaldende knytnæve lige i brystet. 

Skuespillerne gør med andre ord, hvad de kan med det materiale, de har. Forestillinger falder i virkeligheden på hele dens grundlag - nemlig at dramatisere et liv. Egentlig føles det lidt som at sidde og betragte et liv; det er nemlig et stort rod og ikke særlig vel dramatiseret. Et liv følger sjældent en perfekt dramatisk kurve, men når nu man vælger at sætte et liv i scene, er der brug for en større indsats på det område, end det er tilfældet med denne musical. Det bliver bedre i anden akt, men forestillingen bærer overordnet præg af at ville have alt for mange ting med på én gang. 

Selvom skaberne virker til at have stor tillid til deres publikums fatteevne, når det kommer til at finde hoved og hale i “handlingen”, virker de ikke til at have særlig stor tiltro til publikums kendskab til dansk popkultur. Alle karaktererne i fortællingen, som i størstedelen af tilfældene er nulevende mennesker, fremstilles på nærmest revylignede vis med løbende forsøg på “sjove” indspark, som intet godt gør for fortællingen. Det er ærlig talt pinligt, at Dennis Knudsen f.eks. portrætteres som en ven, der kun går op i Sannes hårekstensions første gang, han ser hende efter hjerneblødningen. Dertil er det temmelig tåkrummende, at alle karakterernes fulde navn skal siges højt, når de entrerer scenen: “Hej mit navn er Dennis. Dennis Knudsen” eller “Hej jeg hedder Thomas Helmig, det er mig, der står herude og banker på”. Det er så uelegant, og forestillingen har på ingen måde brug for det. Det kunne være flettet ind mere naturligt eller i det mest oplagte tilfælde undladt helt. 

Sanne The Musical har bestemt sine gode og rørende øjeblikke, og er man Sanne Salomonsen fan, vil man med al sandsynlighed finde glæde i musikken og de dygtige sangere. En bragende musicalsucces kan man dog ikke kalde den. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Det er en dyr fornøjelse at se Sanne The Musical. Er du under 25 koster de billigste pladser 240 kr, men så sidder du til gengæld også ret dårligt, og vi vil anbefale, at du i hvert fald sætter dig i priskategori C eller B, hvor billetterne koster 395-525 kr.

Foto: Miklos Szabo

 
Den 4. VægComment