Regnbuen

Regnbuen

Dansehallerne, Statens Museum for Kunst (SMK)
11. februar - 19. februar 2023

Det har sin charme, at publikum diffunderer frem og tilbage, og at tumlingerne sættes fri på alle fire. Men samtidig er det enormt ærgerligt, at kun et fåtal af den samlede publikumsmængde oplever værket i sin helhed.

Af: Frederik Nagel Fryland

HVAD ER DET
Det optiske fænomen, der opstår, når sollys rammer vanddråber på en bestemt måde og danner en optisk flerfarvet lyseffekt, kaldes for en regnbue. For enden af regnbuen er der, alt efter hvem du spørger, en krukke med guld, indgangen til Midgård, eller en verden af mangfoldighed. Regnbuen er i denne kontekst en danseforestilling, der tager udgangspunkt i den sidstnævnte opfattelse og i mangfoldighedens navn henvender sig til folk i alle aldre. Over halvanden time formidler fem dansere en queer rejse mod enden af regnbuen iført kostumer af designeren Henrik Vibskov til elektroniske toner af Christian Vogel. Forestillingen er skabt af koreograferne My Grönholdt og Ray Roa Alonso og danses af kompagniet MYKA (danserne My Marie Nilsson, Sophia Mage, Daniel Jeremiah Persson, Escarleth Pozo og Paolo de Venecia Gile).

VI MENER
Der indfinder sig en særlig forventningsfuld, museal ro i SMKs moderne fløj, samtidig med at de sidste publikummer finder sig til rette på tribunen med udsigt over det februargolde Østre Anlæg. Bløde elektroniske klange signalerer, at nu går vi igang, mens vi sidder og kigger ud af de store glaspartier mod parken, hvor hundeluftere og motionister ræser forbi, med det mondæne Svenskerkvarter i baggrunden. Frem sniger sig underlige væsner, der mest af alt ligner rokker eller enorme paddehatte med store sort-hvide runde skygger. De lister forsigtigt rundt på tå i flerfarvede strømper, imens forbipasserende hundeluftere og små poder iagttager de mystiske skabninger med forundering og store øjne. Sådan begynder regnbuerejsen, der hurtigt fanger min og andres opmærksomhed.

Over den næste halvanden time følger vi en magisk queer-fortælling, der udfolder sig i takt med, at de mystiske væsner på legende vis forvandler sig. Handlingen er abstrakt, så det kræver lidt forestillingsevne at rejse med, selvom dansen er meget ekspressiv. Danserne er i den grad “på” og de indbyder til nysgerrighed, insisterer på øjenkontakt og tager helt bogstaveligt talt publikum i hånden. En overvejende del af tilskuerne er småbørnsfamilier, og de små tumlinger er lige dele nysgerrige og utålmodige. Det håndterer danserne enormt flot, som når fx. My Marie Nielsson lægger sig på maven og imiterer et nysgerrigt barn, idet hun kigger tilbage på en rolling med store øjne, der siger “hej med dig, skal vi blive venner?”.

Det er enormt bedårende, når de små rokker med til Christian Vogels drømmende musik, rækker ud efter danserne og i hele taget betages af det magiske univers, de for en kort stund er indhyllet i. Det er især danserne nærvær og evne til at interagere med publikum, der løfter forestillingen til et niveau over det forventelige. Dernæst er Henrik Vibskovs kostumer legesyge og formidler på forrygende vis karakterenes forvandling fra udstødte individer til blomstrende frie fugle, der til sidst smelter sammen i en kærlig kluddermorkage. Jeg får déjà vu, da dansere skifter fra de sorte rokke-kostumer til deres anden ham i let beige stof med farvede plastichandskegevækster på hoved og hænder. Det ligner umisgenkendeligt de avantgarde kostumer, Vibskov kreerede til operaforestillingen Begærets Mysterier på Det Kongelige Teater, men de kommer ikke umiddelbart på samme måde til deres ret i denne sammenhæng. Upåagtet Vibskovs kreative genbrug er kostumerne imponerende kreationer, der spiller en central rolle i forestillingen.

Før forestillingen blinker nogle få advarselslamper for mig. Jeg frygter, at jeg skal se en tandløs omgang installationskunst, der pustes op med luftige betegnelser som “univers”, “odyssé” og “udsyn” i beskrivelsen på hjemmesiden. Jeg har før oplevet queer-forestillinger, der prædiker for egen menighed. De bliver i deres natur uinteressante, når de henvender sig til et publikum, der allerede befinder sig trygt og godt i LGBTQIA+-safespacet, som jeg antager overlapper betydeligt med SMK-årskortholdere. Uagtet om man er én af de indviede, kan det godt blive en lang omgang. Derudover henvender forestillingen sig til ikke mindre end ALLE, hvilket i sig selv er en ambitiøs målsætning, hvor man risikerer, at ingen bliver glade. Heldigvis viser mine bekymringer og forbehold sig, at være fuldstændigt unødvendige.

Der lagt op til, at publikum kan komme og gå, som de vil, hvilket de gør, på en til tider ganske forstyrrende facon. Det har sin charme, at publikum diffunderer frem og tilbage, og at tumlingerne sættes fri på alle fire. Men samtidig er det enormt ærgerligt, at kun et fåtal af den samlede publikumsmængde oplever værket i sin helhed. I de sidste tyve minutter udvandrer publikum i stor stil, så salen ved stykkets afslutning er ligeså underligt halvtom, som da forestillingen begyndte, hvilket efterlader få af os tilbage til at give holdet den applaus, de fortjener. My Grönholdt og Ray Roa Alonso har formået at skabe en gennemarbejdet og spændende forestilling, der går nye veje for at formidle mangfoldighed. Netop derfor måtte de for min skyld gerne kræve lidt mere af deres publikum, der bør opleve forestillingen i sin helhed. Regnbuen er nemlig en skøn, godhjertet og sanselig danseforestilling, som jeg tror, de fleste vil fascineres af at opleve.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Du får adgang til forestillingen, ved at købe entrébillet eller anvende til årskort til SMK på forestillingsdagen. Er du under 27 år, koster en dagsbillet 95kr, som du med fordel kan opgradere til et årskort, der giver adgang til andre forestillinger og arrangementer på SMK. PS. du kan kombinere dit besøg med at se de aktuelle udstillinger “Matisse: Det røde atelier” og “Carl Bloch: Forført”, der er ret interessante på hver deres måde.

FOTO: Alexis Rodríguez Cancino