PIGEON SUPERSTITION

PIGEON SUPERSTITION

DYNAMO

13. - 21. november 2020

Der er flere scener, hvor Tholander mimer til autentiske optagelser af Skinners foredrag, og det fungerer rigtig godt. Tholander formår i disse sekvenser, at formidle overbevisende og humoristisk gennem mimik og gestik. 

Af: Astrid Elisabeth Bjåstad 

HVAD ER DET
Ikke mange år efter afslutningen på 2. Verdenskrig, udgav den amerikanske professor i psykologi, B. F. Skinner, de første resultater af sit behavioristiske studie af duers adfærd. Som skolar af Pavlov og hans famøse hunde, er Skinners centrale pointer også, at det er muligt at fremelske en bestemt adfærd med belønning. Der hvor han adskiller sig, er når duerne bliver belønnet uagtet deres adfærd. De kan med andre ord ikke læne sig op ad kausalitet, men må i jagten på belønning, lade sig hengive til overtro (superstition).  

Det næsten hundrede år gamle studie er kommet i hænderne på kompagniet Fantom, som med David Tholander i spidsen, har skabt en forestilling med trylle-, lys- og lydeffekter. Denne konstellation af virkemidler går efter sigende under genrebetegnelsen ‘nytryl’, og PIGEON SUPERSTITION er en af de første forestillinger heraf.
På Dynamo, som er et gammel pakhus på Odense Havn, synes der umiddelbart at være højt til loftet i mere end en forstand, og derfor oplever jeg også, at det er det helt rette sted for denne legende forestilling, at slå sine vinger ud. 

VI MENER
Forestillingen tager sin begyndelse allerede inden, vi må gå ind i salen. Vi bliver nemlig bedt om at aflevere vores telefoner, hvorefter vi får en nøgle til vores respektive mobilhotel retur. 
Det er efterhånden en effektfuld træffer at bede 2020-gæster om at aflevere forlængelsen af deres hænder, og jeg er klar over, at jeg her smager på forestillingens morale allerede inden første akt. 

David Tholander er solo på scenen, og foruden de små, finurlige tryllekunster, så performer han udelukkende med mimisk skuespil, som adfærdspsykologen Dr. Skinner. Der er flere scener, hvor Tholander mimer til autentiske optagelser af Skinners foredrag, og det fungerer rigtig godt. Tholander formår i disse sekvenser, at formidle overbevisende og humoristisk gennem mimik og gestik.
Tematisk er det dog noget tungt, at skulle igennem en fortælling om forskningsforsøg, behaviorisme og hele den filosofiske diskussion om frihedsbegrebet, helt uden replikker. Det virker derfor altafgørende for forståelsen, at Tholanders præstation flankeres af C. S. Sørensen og Lisbeth Burian, som henholdsvis lydkunstner og scenograf på forestillingen. 

Det er ved hjælp af illusioner og lydbilleder, at titelfigurerne, altså duerne, har sine roller i stykket. Det er som sådan ikke en skuffelse, at der ikke er rigtige fugle på scenen, for det scenografiske kompenserer i fulde drag. Til gengæld giver de mange scener med en stum Tholander en smule fragmenteret oplevelse, og jeg savner en fornemmelse for kohærens i fortællingen. Jeg bliver nogle gange efterladt med en undren om hvorvidt stykket fæstner sin tillid til tryl fremfor de samfundskritiske pointer, der ligger i forsøgets tese. 

Pigeon Superstition er ikke alene navnet på forestillingen, men også begrebet, som Skinner brugte til at beskrive duernes adfærd. I stedet for at belønne en konkret handling fra fuglene, begyndte han derimod at overlade fordelingen af godbidder til tid. Med faste intervaller ville duerne altså, uafhængigt af deres adfærd, få en belønning. Det bevirkede at duerne tyede til al slags krumspring i forsøget på, at gøre det rigtige, der udløste glæden. I en tydelig pendant til sine egne forsøgsdyr, ser vi Skinner sidde foroverbøjet ved sine arbejdspapirer indtil han selv belønner sig med en velfortjent og tidsafgrænset pause. Med et æggeur på skrivebordet, disponerer han få minutters frihed fra arbejdet, hvilket helt indlysende holder ham mere fanget, end det giver ham følelsen af frihed. For hvor fri er den frie vilje? Findes den ægte frie handling?
Det er scener som disse, der kaster et par genkendende kluk af sig i salen, og vigtigere endnu, tager de os i hånden og inviterer os ind i laboratoriet og ind i forestillingens tema. Ind i substansen. 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at David Tholander er en dygtig tryllekunstner, og det at anvende magi, som en subtil medfortæller i fysisk teater, er oplagt, da det bidrager på underholdningssiden. Men der står underholdningen så også lidt alene. Imens spekulerer jeg på, hvad der skete med parallellen til den aktuelle problemstilling med os og vores telefoner, som slog tonen an ved forestillingens begyndelse.
Uden at afsløre for meget, så fik jeg ved tæppefaldet imidlertid svar på netop de grubler, da forestillingen med sin cirkulære komposition, bragte os tilbage i fortællingen igen til allersidst. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
En almindelig voksenbillet koster 120 kroner, men hvis du er studerende, kan du slippe med 80 kroner.
Derudover kan du købe dig til DYNAMO-Kortet for 300 kroner og se alle forestillinger og events fra september til juli. 

FOTO: Cosmin Cirstea