MOD ALLE ODDS

mod-alle-odds-fix-og-foxy-foto-soeren-meisner-4904.jpg
 

MOD ALLE ODDS

Betty Nansen Teatret
19. januar – 2. februar

MOD ALLE ODDS bliver et lille sårbart værk, der for altid har udvisket tankerne om statistik som søvnsdyssende matematiktimer og lugten af skolekridt, og erstattet dem med stik i hjertet og håb for fremtiden.

Af: Marie Krakau

HVAD ER DET?
MOD ALLE ODDS tager os med til fremtiden og viser os den virkelighed, som 20 børn mellem 10 og 14 år kan se frem til, fra teenageliv til død. Fremtiden har Fix & Foxy, der står bag forestillingen, fremskrevet ved hjælp af statistiske beregninger, der bygger på børnenes nuværende sociale situation. Og der bliver hurtigt sat en kæp i hjulet på den tanke som jeg, som så mange andre, der bor i Danmark, har lullet mig selv ind i, nemlig at vi alle er lige og har lige muligheder for at skabe det liv, vi selv ønsker. For ifølge statistikkerne er der altså bare større chancer for at få en god karriere, en stabil økonomi og et ubesværet liv, hvis man er vokset op i overklassen. Ligesom at risikoen for ikke at få nogen uddannelse er størst, hvis man er født i underklassen. Men kan man overhoved ikke tage kampen op mod statistikker som dem?

VI MENER
Som udgangspunkt lyder MOD ALLE ODDS som en forestilling, der kun mod alle odds kan lykkes. For hvordan får man liv i noget så tørt og excel-agtigt som statistiske fremskrivninger? Det skal jeg sige dig; man gør som Tue Biering, der har instrueret forestillingen, og sætter vores samfunds allermest uskyldsrene op på en scene og får dem til at folde deres nuværende og fremtidige liv ud med alle de sorger og glæder, det medfører, for øjnene af os.

Det er en lille genistreg at lade børn være drivkraften i MOD ALLE ODDS. Når statistikkernes hårde facts kommer på bordet – altid læst op af børnene selv – og det står mejslet i sten, at jeg godt kan pakke min idylliske tanke om lige muligheder for alle væk, bliver tæppet trukket effektivt væk under benene på mig. Børn burde ikke bekymre sig om, hvilke konsekvenser det har i voksenlivet, hvis man som barn i 2019 har angst, depression eller stress, men det gør de. De ser det i øjnene og fortæller, som en ung pige på scenen, nøgternt, hvordan hendes depressive træk fra barndommen vender tilbage, og at hun ender med at begå selvmord på et hotelværelse i en alder af 37. Det er dette utrolige mod og den sårbarhed, der er i at stå foran en fuld teatersal og lægge sit nuværende og måske kommende liv frit til skue, der griber mig allermest om hjertet. Børnene på scenen er 100% ægte. De spiller ikke en anden, som vi ellers er så vant til på teatret, men er dem selv fuldt og helt og tør være det, også når de kløjes i svære ord og må tage deres replikker om. Den ægthed er vidunderlig at være vidne til, og er nok den største årsag til, at forestillingen går rent ind hos mig.

Som børnene står der på scenegulvet og får tildelt skæbner, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på mit eget liv. For hvordan mange ting i mit liv passer egentlig på statistikkerne, og hvor mange gange har jeg udfordret de lod, jeg var givet i livet, og er blevet mere end det, statistikken havde gjort mig til? Det er i denne tone, at forestillingen runder af, med en rebelsk positivitet og glimt i øjet hos alle 20 børn, der minder os om, at vi godt kan ændre statistikkerne, så længe vi ændrer det, statistikkerne fortæller om.

MOD ALLE ODDS bliver et lille sårbart værk, der for altid har udvisket tankerne om statistik som søvnsdyssende matematiktimer og lugten af skolekridt, og erstattet dem med stik i hjertet og håb for fremtiden.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, skal ud af med 95 kroner for at få fat i de billigste billetter, og så har du ovenikøbet fået nogle rigtig gode pladser. De samme billetter kan du få fingrene i til 120 kroner, hvis du er studerende.

Foto: Søren Meisner

 
Den 4. VægComment