LILLE EYOLF

LILLE EYOLF

Husets Teater

19. september - 24. oktober 2020

Hun har en mimik, der er helt fantastisk at følge med i. Jeg kan nærmest svømme helt hen i bare at se på hendes ansigt.

Af: Josefine Elfrida Hartvig Twisttmann

HVAD ER DET
Liv Helm, en af vor tids unge succesfulde instruktører, åbner sæsonen på Husets Teater med Lille Eyolf, der for mange måske er et af Henrik Ibsens mindre kendte værker. Med forestillingen prøver Helm at vise, hvordan familien kan ses som et af de mest ekstreme forhold, et menneske kan befinde sig i. Fortællingen cirkulerer om ægteparret Rita og Frederik, der mister deres lille søn Eyolf til druknedøden. Selvom Rita tidligere har mere end antydet, at hun gerne vil af med Eyolf, så hun endnu en gang kan få Frederiks udelte opmærksomhed, ryster den egentlige begivenhed dem begge i deres grundvold. Sorgen udløser en lavine af uforløste følelser parret imellem; had, begær og skam. En krise, der ændrer alt. Frederiks søster Asta og hendes unge bejler Bjarke tvangsindlægges til at gennemgå denne krise sammen med dem. Alt imens udfoldes og undersøges et ganske særegent søskendeforhold mellem Asta og Frederik, der virker mere og mere mystisk, som historien udvikler sig.

VI MENER
Da jeg sætter mig på min plads i salen og ser ned på scenen, bliver jeg mødt af mit eget ansigt. Hele bagvæggen er ét stort spejl, og jeg sidder derfor og ser mig selv i scenografien, inden jeg overhovedet har set spillerne i den. Det virker nærmest ubehageligt konfronterende. Allerede nu, inden stykket overhovedet er i gang, føler jeg, at jeg er en del af historien, og jeg skal ikke “bare” underholdes, jeg skal vide, at historien også handler om mig som menneske. Udover spejlet er scenografien opbygget som en typisk dagligstue fra 70’erne, og da spillerne sætter sig ind på scenen, på hver deres stol, med front mod publikum, fuldender de billedet. Alt er lige så stift og borgerligt som sildebensparketten på gulvet. Der er ingen tvivl om, at jeg er dumpet direkte ned i en kedelig leverpostejshverdag.

Midt på scenen sidder lille Eyolf - en dreng på omkring syv år. Han siger ikke et ord, men alligevel er han konstant i centrum både fysisk og i samtalen. Der bliver hele tiden talt om ham, som om han ikke er til stede, og Frederik (Jens Albinus) og Rita (Signe Egholm Olsen) bruger nærmest deres individuelle ambitioner for drengen som kasteskyts mod hinanden. Stadig siger han ingenting. Der er en konstant anspændt og lettere ubehagelig stemning i rummet, og Frederiks søster, Asta (Asta August), og den unge ingeniør Bjarke (Mikkel Hilgart) prøver at holde sig helt udenfor i den optrappende familiekonflikt. Især Rita har absolut intet behov for at prøve at gøre situationen hverken afslappet eller hyggelig. Så snart ægteparret er alene, finder vi ud af, hvad det er, der i virkeligheden nager. Rita savner Frederik. Rita vil have Frederik for sig selv. Rita kan ikke holde ud, at Eyolf har taget hendes plads som Frederiks øjesten. Her brager Signe Egholm Olsen virkelig igennem. Hun brænder af had, opstået af ren kærlighed, og hun brillerer i vreden. Hun har en mimik, der er helt fantastisk at følge med i. Jeg kan nærmest svømme helt hen i bare at se på hendes ansigt.

Da Eyolfs ulykke finder sted, fanges han bag bagvæggen, der pludselig er gennemsigtig. Der er fyldt med røg bag glasset, og i det, der er et forsøg på et smukt øjeblik, tager han sin afsked med verden. Idéen er meget god, og lignende abstrakte følelsestableauer udspiller sig flere gange i løbet af stykket, men de virker på en måde lidt for kluntede og afskårne fra resten af stykket. Det er meningen, at de dybe følelser skal hives frem her, men netop heri opstår også det klassiske problem med børn på scenen; man kan ikke komme udenom, at drengen ikke er professionel skuespiller. Det er jo en af præmisserne ved at tage sådanne valg, men hans lidt kluntede og kunstige bevægelser gør, at scenen slet ikke rammer så dybt, som det synes tiltænkt. Selve looket og lydbilledet i tableauerne er super flotte, men det ændrer sig simpelthen for abrupt og usammenhængende i forhold til resten af stykket, og de kommer derfor til at stå meget alene. Et valg, som at have et lydbillede under de naturalistiske scener, ville gøre, at skiftet ikke blev så brat. Her føler jeg, at man pludselig har tændt for en lydfil og stopper den igen, når det er slut.

Jeg kunne generelt godt have ønsket mig, at de abstrakte elementer, som tableauerne og det træ, der pludselig bliver placeret midt på stuegulvet uden videre forklaring, var kommet mere løbende gennem stykket eller var blevet gjort større, så det havde virket mere som bevidste valg og ikke helt så malplacerede, som de desværre lidt gør. De virker mere bare en smule underlige, end de virker som abstrakte elementer, og det er ærgerligt, for i min optik kunne det have givet fortællingen en helt ny dimension, hvis iscenesættelsen langsomt var blevet mere og mere surrealistisk.

Dette ændrer dog ikke på, at stykket resten af vejen eksekveres utroligt flot. Sproget er moderniseret en anelse, men på en elegant og respektfuld måde, som jeg bestemt tror, Ibsen ville have bifaldet. Jens Albinus er smuk i Frederiks apatiske sorg, der varieres med en næsten ulidelig barnlighed i hans skænderier med Rita, som om han pludselig har taget barnerollen på sig. Især da han, midt i et skænderi, nærmest tér sig, som var han midt i en boksekamp i en tegnefilm, har man mest af alt lyst til at slå ham i ansigtet eller skrige, at han skal tage at blive voksen. Sammen med Ritas brændende raseri bliver de hinandens største kontraster, og som publikum sidder jeg med sorg i sindet og tænker, at de aldrig kommer igennem dette sammen. Hvordan “bør” man overhovedet reagere i sådan en situation? Karaktererne kæmper selv med denne overvejelse, og spørgsmålet raserer i mit hoved resten af aftenen.

Også sidehistorien om søsteren, Asta, der hele tiden prøver at holde sin ellers søde bejler, Bjarke, på afstand, er interessant, og min interesse bliver virkelig fastholdt, når de dybere lag i konflikten langsomt begynder at komme frem i lyset. Asta skjuler et eller andet. Noget er hemmeligt, noget er forbudt, og det lurer hele tiden under overfladen i Asta Augusts fortolkning af den unge Asta. Karakteren virker konstant kunstig og anstrengt, så snart der er andre i rummet end hende og hendes bror.

Generelt er forestillingen utroligt gribende. Jeg indrømmer, at jeg synes, de råber for meget, og at nogle af skænderierne er for lange, men det ender med at blive overskygget af helhedsindtrykket; et virkelig rørende indblik i både en familiekrise og de eksistentielle kriser, det enkelte menneske gennemgår. Efter en utroligt smuk slutscene sidder jeg tilbage med en knude i maven. De slutter af med en sagte dialog, der har en nærmest Knutzonsk finurlighed i sproget - forskellen fra Knutzon er bare, at det på ingen måde er sjovt. Det gør ondt. Det gør rigtig ondt.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR:
En almindelig billet koster mellem 170-220 kr., og er man under 25 er det kun mellem 100-150 kr. Kan du samle en hel gruppe unge, så I er mere end seks personer, kommer prisen helt ned på 40 kr. pr. person, så det er bare med at hive hele venneflokken med!

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen