La Traviata

La Traviata

Operaen, Det Kongelige Teater
18. januar - 7. juni 2020

La Traviata er et glimrende bud på en førstegangsopera med en historie, der er til at følge med i og en god blanding af letsindige og alvorlige elementer, alt sammen fuldendt af Verdis smukke musik.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
I en alder af blot 24 år skrev Alexandre Dumas bogen Kameliadamen. Bogen handlede om hans egen forelskelse i en kurtisane, og har sidenhen inspireret et utal af værker både på scener rundt i verden og på det store lærred. Hele to af operaverdenens mastodonter har hentet inspiration fra Dumas’ kærlighedsroman, nemlig Puccinis La Boheme og Verdis La Traviata. 

I Verdis fortælling møder vi Violetta, der sælger sig selv til rige mænd for at oppebære sin luksuriøse livsstil fyldt med fester og farverige personligheder. Til en af festerne møder hun Alfredo, der snart erklærer sin kærlighed til hende. Hun accepterer hans kærlighed og sammen trækker de sig tilbage fra det parisiske festmiljø og lever lykkeligt for en stund. Lykken varer dog ikke ved, for Violetta bliver opsøgt af Alfredos far, Giorgio, der tvinger hende til at forlade sin elskede for at bevare familiens ære. Ude af sig selv af sorg og afmagt, opsøger Alfredo Violetta, som er taget tilbage til Paris. Han ved stadig ikke, hvorfor hun forlod ham og ønsker derfor at hævne sig på hende. Først lang tid senere, da Violetta ligger på sit dødsleje, hører Alfredo hele sandheden om hendes offer og haster til hendes side for at bede om tilgivelse, før det er for sent. 

VI MENER
Der er ikke meget at sætte en finger på i Det Kongelige Teaters opsætning af La Traviata, så lad os få det, der er af vejen med det samme. Operasangere er desværre kendte for ikke altid at være de stærkeste skuespillere og enkelte steder skinner dette da også igennem. Især i de mere dramatiske scener, synes timingen at halte lidt. Forhåbentlig vil et par gennemspilninger kunne rette op på det, så det fremover sidder lige i skabet. Når det er sagt, har instruktør, David Radok, formået at inkorporere nogle rigtig fine komiske elementer, der er med til at sørge for, at der altid er noget at kigge på, når plottet visse steder er lidt tyndt. 

Nok har man set lignende opsætninger før, men Lars-Åke Thessmans scenografi i kombination med Hans-Åke Sjöquists lysdesign, har nu alligevel fortjent stor ros. Store gulv-til-loft vinduer indrammer den skrå scene, og bag dem strækker de funklende parisiske gader sig mod horisonten. Første gang, vi ser scenografien, er scenen fyldt med festklædte mennesker. Hele operakoret er tilsyneladende på scenen under første akt og at de ikke falder over hinanden, når de bevæger sig rundt, er i sig selv noget af en præstation. Holdet bag har valgt at holde både scenografi og kostumer forholdsvist moderne. Udover, at det æstetisk fungerer rigtig godt, er det også en sød ”hommage” til Verdi, der i sin tid fik en del modvind for at opføre samtidsopera, i stedet for, traditionen tro, at søge materiale i historiske perioder. 

Det er som altid en fryd at få lov til læne sig tilbage i Operaens blå plyssæder og lade sig forføre af musikken, smukt fremført af Det Kongelige Kapel. Gisela Stille i rollen som Violetta overfor Francesco Castoros Alfredo byder hver især på flere smukke arier. Særligt den store duet af tredje akt er et magisk højdepunkt, hvor man mærker både deres smerte, men også lettelsen over langt om længe at være genforenet. Jacob Andersen og Morten Staugaards roller som festdeltagere er ganske vist noget mindre, men bør alligevel nævnes i den forbindelse. Ikke så meget fordi det kys, de deler på scenen, er noget synderligt romantisk højdepunkt, men snarere fordi de to med scener som denne står for nogle af de sjoveste øjeblikke i forestillingen. 

Opera kan måske for nogle virke som den sværeste af scenekunstsformerne at nyde – andre vil mene, at balletten indtager den lidet attraktive førsteplads – men som med så meget andet, er det langt hen ad vejen et spørgsmål om at kaste sig ud i det. La Traviata er et glimrende bud på en førstegangsopera med en historie, der er til at følge med i og en god blanding af letsindige og alvorlige elementer, alt sammen fuldendt af Verdis smukke musik. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25, koster de absolut billigste billetter 93 kroner. Det er vel og mærke ståpladser, så taget i betragtning, at dette er en tre-akters opera, vil jeg klart anbefale, at man ofrer lidt mere på billetten. For pladser, hvor man har ordentlig mulighed for at nyde scenografien og få flere detaljer med, bør man som minimum bevæge sig ned på 2. balkon. Her kan man sidde midt for, bagest til 330 kr. 

Foto: Miklos Szabo