KOLD FØR 12
KOLD FØR 12
Landsforeningen Liv&Død
14. - 16. november 2020
Til trods for en uomtvistelig individualitet i oplevelsen af sorg leverer de tre i fællesskab et facetteret og indsigtsrigt portræt af mennesker i sorg.
Af: Julie Renata Bjerremand
HVAD ER DET
Vi skriver det Herrens år 2009, og om få timer rinder årets sidste dag ud. Champagnen er hældt på glas, der er knallerter og kulørte hatte en masse og Dronningens tale starter om lidt. Det er sådan cirka dertil, vi når i fortællingen om veninderne Ida, Frederikke og Cecilies skæbnesvangre nytårsaften for 11 år siden. Herfra begynder deres minder nemlig at divergere. Startede talen kl. 18 eller kl. 19? Mente Ida virkelig det, hun sagde til Frederikke, i ond vilje, eller var hun bare blevet alt for fuld? Hvorfor gav Cecilie ingen tegn til, at hun overhovedet ikke var okay? Gjorde hun måske netop det, uden nogen lagde mærke til det? Og ville alt være endt lykkeligere, hvis bare Ida og Frederikke havde været lidt mere opmærksomme?
Kold før 12 handler om sorg og skulle have spillet under CPH Stage, men har først nu fået sin premiere i Landsforeningen for Liv&Døds lokaler på Nikolaj Plads i København. Den er skabt af Teater Idéalet i samarbejde med Liv&Død og Foreningen for Efterladte efter Selvmord. Billetten giver også adgang til særudstillingen Ramt samt foreningens faste udstilling Funebariet om de danske dødsritualer.
VI MENER
Publikum bliver lukket ind i salen, og de tre skuespillerinder, Camilla Maria Jørgensen (Frederikke), Emma Sofie Bak (Ida) og Klara Sofia Lind Witt (Cecilie), står allerede på scenen. “Salen” er nok for meget sagt – “rummet” havde måske været mere passende, og “scenen” er også bare det ene hjørne i rummet. Vi fordeler os på korte, hvidlakerede bænke med grå hynder, der ved nærmere eftersyn umiskendeligt ligner kirkebænke – en antydning til forestillingens tema, måske?
Selve scenografien er sparsom i sit udtryk og består i al sin enkelhed af et lavt bord med en computer og nogle få rekvisitter. Computeren bruger de tre kvinder til at starte forskellige stemningsskabende lydeffekter, designet af Vera Sofie Gerup Schou, der underbygger nytårsfesttemaet. I stedet for at lade sig begrænse af at skulle styre lyden selv, formår de at bruge det som en aktivt virkemiddel, der illustrerer hvordan der trykkes play, pause og rewind på kvindernes erindringer.
Samarbejdet med Landsforeningen Liv&Død og valget om at bruge deres lokaler bliver på én gang en begrænsning og en bonus for forestillingen. På minussiden har jeg en oplevelse af, at det forholdsvist lille lokale ligger forestillingen til last. Det placerer skuespillerne en anelse for tæt på publikum, som også på den måde bliver enormt synlige hele forestillingen igennem. Samtidig er det meget lyst i lokalet, og to spots er ikke nok til at skabe den dramatiske lysforskel i rummet, som ellers kunne have skabt et lidt mere professionelt finish. Omvendt har samarbejdet tydeligvis bibragt både logos og ethos til stykkets pathos. Man kan som sagt udforske den tilstødende udstilling, Ramt, enten før eller efter forestillingen, der underbygger fortællingen med kolde fakta om selvmord i Danmark samt afskedsbreve og beretninger fra efterladte. På den måde bliver stykket for mig en dramatisering af de vidnesbyrd, udstillingen rummer.
Med så tungt et stof at læne sig op ad bliver manuskriptet og de tre skuespillerinders arbejde med teksten afgørende for forestillingen. Her hiver de heldigvis mange vigtige point hjem med en naturalistisk fortælleteknik, hvor de hyppigt bryder den fjerde væg, og dialogen kvinderne imellem aldrig virker opstillet. Til trods for enkelte tilfælde af let forceret skuespil og en slutning, hvor det tog mig lidt tid at forstå, at det var slutningen, er jeg temmelig imponeret over forestillingen. Jeg tror, det langt hen ad vejen kan tilskrives et super stærkt manuskript og god kemi mellem de tre kvinder, der på skift får mig til at grine og giver mig en klump i halsen. For eksempel er Emma Sofie Bak skøn, når hun ihærdigt danser med en usynlig dreng, og Klara Sofia Lind Witts hule, “Jeg vil ha´min mor!”, får min hals til at snøre sig sammen.
En sidste ting, jeg bliver nødt til at fremhæve ved Kold før 12, er Tine Hammerbos koreografi, der udføres af Ida og Cecilie. Det er ikke fordi, den som sådan er noget danseteknisk mesterværk, men den formidler noget, ord ikke strækker sig til. At lade det fysiske overtage udviser en stor bevidsthed om manuskriptets og måske også formatets naturlige begrænsninger. Skiftet sker på et tidspunkt i fortællingen, hvor to af kvindernes historier divergerer i uforenelig grad, og her bliver det virkelig hårdt at se på. Det er en abstrakt repræsentation af, hvordan de begge i henholdsvis desperation og afmagt kæmper for at få deres respektive versioner af hændelsen til at blive den sande. Som publikum ved vi godt hvilken af versionerne, der er den sande, og det gør derfor Idas indædte kamp for at forblive i fornægtelse så meget mere hjerteskærende.
Igennem de tre veninders historie ønsker Camilla Maria Jørgensen, Emma Sofie Bak og Klara Sofia Lind Witt at formidle sorgens indgreb i vores relationer. Til trods for en uomtvistelig individualitet i oplevelsen af sorg leverer de tre i fællesskab et facetteret og indsigtsrigt portræt af mennesker i sorg. Deres evne til at navigere ind og ud imellem det tragiske og det komiske sikrer en helstøbt oplevelse, hvor teateroplevelsen hverken overskygges af eller underkender emnets tyngde.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er desværre ikke flere forestillinger i denne omgang.
FOTO: Emma Ishøy
