KNAS MED KRONJUVELERNE

64563843_2480217015376617_8440979989393833984_o.jpg
 

KNAS MED KRONJUVELERNE

Teater95b
5. - 14. December 2019

Der går dog ikke mange minutter af første akt før Kasper Møller, i hovedrollen som grev Waldorf, udviser format af en noget mere etableret teaterforestilling end som så.

Af: Astrid Elisabeth Bjåstad

HVAD ER DET
Der er lagt op til en klassisk varieté, da grev Waldorf bliver betroet at vogte kongens kronjuveler, samtidig med at han falder for den smukke baronesse, der i virkeligheden er forelsket i hofnaren. Oveni dette kærlighedsdrama, forsøger både drillenisser og hofnar at stjæle de dyrebare kronregalier, og dermed er hele grev Waldorfs renommé og fremtid på spil.

Knas med kronjuvelerne er Teater95b’s årlige juleforestilling i en serie, der med sin titel altid lægger op til, at der er knas i et-eller-andet. Forestillingen har sit faste ensemble bag sig med Sara Gamborg, Tom Due og Kasper Møller på de skrå brædder, akkompagneret af Ulf Starup på klaver. Hele molevitten er instrueret af Kjeld Høegh, og det er tydeligt, at denne kvintet før har været igennem øvelsen musikalsk lystspil.

VI MENER
Ved ankomsten til Teater95b, der ligger i baggården til Rosenbæk Torv, spredes en blandet stemning af forsamlingshus og firmafest til premieren denne torsdag aften. Teatret er lille og scenen endnu mindre, da jeg indfinder mig med en kold flaskeøl ved et cafebord, strategisk placeret med udsyn mellem to egetræsbjælker til et blåt scenetæppe. Da tæppet går, er der givetvis hentet de allerbedste rekvisitter og glimmerdekorationer op fra kostumekælderen, til hvad der, ved første øjekast, ligner en dilettantopsætning i den lokale forening. Der går dog ikke mange minutter af første akt før Kasper Møller, i hovedrollen som grev Waldorf, udviser format af en noget mere etableret teaterforestilling end som så. Da denne præmis om teatrets rammer og opsætningen i øvrigt er accepteret, er der lagt i ovnen til en klassisk årstidsrevy med falde-på-halen-komik og svært medrivende, gamle travere.

Rollerne i dette eventyr på det Waldorf’ske gods er mange, og spilles alle af de tre garvede skuespillere. Fælles for alle karaktererne, lige fra greven, baronessen og hofnaren til nisserne, feng shui-kineseren og husholdersken, er, at de trækker på alle de klichéer og karikaturer, man overhovedet kunne forestille sig.

Det magiske ved en juleopsætning af denne type forestilling er dog imidlertid, at i alle andre sammenhænge, ville det være lige dele hånende og trættende at skulle nødes til at grine af uendelige referencer til kønsdele og platte parodier, men jeg åd varietéens repertoire af netop disse, forkastede alle forholdsregler og skraldgrinede mig igennem de to timers underholdning. Ganske som jeg i julen ufortrødent nyder godt af flæsk, sovs og chips, overgiver jeg mig til at knuselske det forudsigeligt morsomme og de nemme kulturkalorier - og dette helt uden modstand, når det, som i Knas med kronjuvelerne, serveres af så komisk og musikalsk kyndige skuespillere, der både kan frasere bukserne af tilskuerrækkerne, samtidig med at de ikke kaster et tegn på anstrengelse af sig.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der findes kun én type billet til denne forestilling og prisen på en standard voksenbillet koster 205 kr. (Inkl. gebyr). 

Foto: Teater95b


 
Den 4. VægComment