KASSANDRA

KASSANDRA

Husets Teater

13. januar - 10. februar 2024

Med Kassandra giver Behrens og Albrechtsen plads til at vise kvinden som et helt menneske. Hansen maler med alle følelsesfarveladens nuancer, der som resultat bjergtager den fulde teatersal.

Af: Kathrine Bo Hansen

HVAD ER DET
Kassandra er Husets Teaters sidste forestilling i mytologi-trilogien, FURIER, hvor makkerparret instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen undersøger kvindeskikkelser fra de græske myters transformation gennem de sidste 3000 år.

Kassandra er en trojansk prinsesse, som guden Apollon får et godt øje til. Hans betagelse bliver til et overgreb, da Kassandra afviser hans tilnærmelser. Ikke nok med, at han hævngerrigt voldtager hende, han forbander hende også. Forbandelsen er evnen til at se ind i fremtiden, og da ingen tror på hendes forudsigelser om Trojas nederlag, bliver hun erklæret sindssyg og spærret inde. Profetien går i opfyldelse, og Agamemnon erobrer Troja. Med sig hjem tager han Kassandra som sin slave. Det vækker hans kones vrede, så hun får dem begge slået ihjel – en skæbne, Kassandra selvfølgelig har forudset.

Som den eneste på scenen vækker Benedikte Hansen den græske sandsigerske til live med ord skrevet af Marie Bjørn. Scenen oplyses af Christian Vest Berntsens lysdesign, og forestillingens lydside står Erik Christoffersen bag.

VI MENER
En furie kan defineres som en rasende eller stridbar kvinde. En hystade, en rappenskralde, en strigle! Ikke umiddelbart flatterende ord for en person, der definerer sig som kvinde. Men en furie kan også defineres som en hævngudinde i romersk (ikke græsk) mytologi. Kassandra kan beskrives som begge dele: En rasende hævngudinde, der er genopstået for at advare os om vores selvskabte undergang.

Som Kassandra selv påpeger, plejer hun at være en birolle i de græske tragedier, men i denne forestilling er hun hovedrolleindehaver, og hun holder sig ikke tilbage. Med Kassandra giver Behrens og Albrechtsen plads til at vise kvinden som et helt menneske. Hansen maler med alle følelsesfarveladens nuancer, der som resultat bjergtager den fulde teatersal.

Vrede, når hun dokumenterer sin genopstandelse gennem årtusinder med sin afviste profeti om samtlige af verdens krige – fra den trojanske krig frem til nutidens krig om det hellige land. Frygt, når hun gengiver døende soldaters kald på deres mor, som var de små børn igen. Usikkerhed blandet med fortvivlelse, når hun pludselig stiller spørgsmålstegn ved sin egen skyld i Apollons krænkelser – og endda fantaserer om ham. At det hele slutter af med Kassandras gengivelse af Elvis-hittet Love Me Tender havde jeg ikke set komme, men det giver på en eller anden måde mening efter en italesættelse af håb. Fra femte sæderække kommer jeg selv hele følelsesregistret igennem, og jeg er vild med det.

Hansens enestående skuespil hjælpes godt på vej af smukke videosekvenser på en storskærm, der udgør scenens kulisse. Nogle gange ser vi en silhuet eller et tæt closeup af hud, andre gange ser vi Hansen i situationer, som på kunstnerisk vis giver et billede af hendes sindstilstand. Det er meget effektfuldt på den ellers bare scene, der er holdt i grå farver. Intentionen med de visuelle valg er så tydelig, og det klæder forestillingen; vi er alle sammen helt klar over, hvor – eller hvem – vores opmærksomhed skal rettes mod, og det er velfortjent.

Vrede er en magt, som aldrig har været kvinder forundt. Der er en skam forbundet med kvindens vrede, hvorfor den kan være svær at stå ved. Heldigvis er vi alle vidner til et skifte, som bl.a. forestillinger som denne er med til at understøtte. Kassandra er en relevant og kraftfuld teateroplevelse med enkelte virkemidler, der giver plads til både manuskript og performance. Jeg vil have mere og kan slet ikke vente til årets CPH STAGE, hvor FURIER-triologien spilles i en marathon-fremvisning.

FOTO: Emilia Therese