FAUST

FAUST

Operaen, Det Kgl. Teater
9. september - 27. oktober 2021

Forestillingens helt store trumf er dog sopran Sofie Elkjær Jensen, der synes at blive mere og mere mesterlig for hver forestilling, hun medvirker i.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Charles Gonouds franske operaklassiker Faust er, som titlen antyder, baseret på Goethes kendte værk fra 1829. Det er fortællingen om den videns- og magtbegærlige Faust, som i et livstræt og desperat øjeblik sælger sin sjæl til djævlen for evig ungdom. Hjulpet på vej af djævelen, Mefistofeles, fester han sig nu igennem tilværelsen og kaster sin kærlighed på den unge, fromme og uskyldige Marguerite. Kærlighed er måske så meget sagt, da det nærmere er et umætteligt begær og en besiddertrang, der driver ham mod hende. 

I modsætning til Goethes fortælling bliver der i Gonouds Faust fokuseret langt mere på forholdet til den unge Marguerite, der ender som det ultimative offer for Fausts eskapader. Hun må betale prisen her på jord, mens Faust går fri, og fortællingen er virkeligheden i langt højere grad hendes og Mefistofeles’ end Fausts. Instruktør Jan Philipp Glogers udgave af klassikeren er en udlånt produktion fra Opernhaus Zürich, men kan på Det Kongelige Teaters opera opleves med deres faste sangere. Ved premieren er forestillingen ramt af uheld, da Kyungil Ko, der skulle have sunget Mefistofeles parti, er syg, og rollen derfor må synges af vikar Tadas Girininkas fra forscenen, mens instruktørassistenten agerer rollen på scenen.

VI MENER
Tæppet går fra til en stor, tom, mørk scene. Faust står der alene, mens kapellets første toner af Gonouds Faust brager ud i salen. Dansere farer hen over scenen, mens Faust tavst betragter dem. Billedet er simpelt, men utrolig smukt og får musikken til at gå rent ind. Jeg når at glæde mig over, at det kan være et tegn på, at dette er en forestilling, der tør være poetisk i sin æstetik. Det elsker jeg, når operaer er, for når det lykkes, er det som om, at det kan få det allerede storslåede ved operaen til at opnå endnu mere himmelfarende højder. Jan Phillipp Glogers Faust er da også langt hen ad vejen en opera, der giver sig hen til æstetikken, og undervejs præsenteres vi for nogle enormt smukke tableauer i sorte og hvide nuancer. De store billeder fungerer især, hvor det kropslige og bombastiske får plads: en havfrueklædt kvinde hejses ned på en gigantisk gitterkugle, mens hun stryger pengesedler ud over en enorm festende mængde, hvor både mænd og kvinder danser can-can i store skørter. Senere ser vi også den stakkels gravide Marguerite i et stort bur højt hævet og en syndig flok horende og festende mennesker iført maskerade-masker - nogle af dem ligefrem groteske og diabolske. Det er nogle flotte og velorkestrerede billeder. 

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne fremhæve denne forestilling for dens enestående æstetik, men desværre bliver det ved enkelte lyspunkter. Oplevelsen punkteres nemlig gevaldigt af, at vi i forestillingens midte (og den er lang), befinder os i et meget lille rum - Marguerites kammer. Det er ellers flot og ligner næsten et maleri, da det langsomt køres frem på scenen, og man bliver næsten i tvivl, om det er 2D, eller rent faktisk er et rum. Jeg tror i grunden, det kunne have fungeret ganske glimrende med dette mere intime rum, hvis ikke det var fordi, at vi befandt os i rummet så længe. Rummet er småt og efterlader ganske lidt plads til andet end gå-og-stå-sang med solisterne. Det er ganske enkelt for længe at undvære fysikken i denne forestilling. Tankerne flyver lidt for ofte i denne passage, og scenen efterlader en klar fornemmelse af, at kunne være klaret på den halve - måske endda kvarte tid.  

Musikken bevæger sig let mellem det tragiske og det lystige, og under dirigent Marie Jacquots ledelse demonstrerer Det Kongelige Kapel virkelig, hvor drønende godt et orkester de er. De mestrer at spille Gounods værk så gennemført smukt, at det går lige i sjælen. Når tankerne begynder at svæve lidt væk fra scenen, er de i det mindste altid ledsaget af den velspillede musik. Musikken ville dog falde en smule til jorden, hvis ikke også, der var for nogle gode sangere til at løfte teksten og melodien, og lige præcis i denne forestilling er et godt operakor især afgørende; værket byder på nogle helt fantastiske korsatser. Det er ingen hemmelighed, at jeg ofte har det en smule svært med det meget store operakor på scenen. Jeg forstår, at de mange mennesker er nødvendige af praktiske årsager - for ganske enkelt at være nok til at løfte korsatserne udover orkestret. Ofte synes jeg dog, at der mangler øje for at sætte dem ordentligt i scene, og så bliver de blot en stor, generende og ofte knapt så velspillende bunke rod på scenen. Det er dog på ingen måde tilfældet her. Faust udmærker sig nemlig ved et aldeles velarrangeret operakor, der giver forestillingen liv og krop, i stedet for at blot at være reduceret til en tilfældig masse, der i øvrigt også lige skulle klemmes ind på scenen. Det kropslige hjælpes selvklart også på vej af de medvirkende dansere fra Tivoli Balletteater, som er klædelige. Jeg er vild med, når man benytter sig af dansere i operaer, og især når de tør være lidt moderne, fordi de ofte giver opsætningerne den fysik og bevægelighed, som de kan savne uden. 

Niels Jørgen Riis gør en god Faust og spiller rollen med fint øje for de mere humoristiske øjeblikke. Hans Faust bliver en forkælet og små-ynkelig mand, og Riis sørger for, at vi allerede griner lidt af karakterens patetiske færd fra start ved hans yderst halvhjertede selvmordsforsøg. Riis vokale volumen udfordres dog en smule af, at Mefistofeles, som han ofte synger sammen med, konstant synges fra højre side at forscenen af den hasteindkaldte vikar Tadas Girininkas. Der er ikke en finger at sætte på hans levering, men det er lidt ærgerligt for den musikalske dynamik, at der er så stor forskel i deres volumen. Så snart Riis vender hovedet bare en smule væk fra salen, bliver han praktisk talt umulig at høre, og det kradser lidt i oplevelsen. Humoren, som i øvrigt er ganske klædelig for forestillingen, leverer Hanne Fischer også i stor stil som den modne og lettere vulgære nabokone Marthe, der knapt er blevet enke, før hun lystigt gør alt, hvad hun kan, for at lokke Mefistofeles med i seng. 

Forestillingens helt store trumf er dog sopran Sofie Elkjær Jensen, der synes at blive mere og mere mesterlig for hver forestilling, hun medvirker i. I denne er hun en fuldstændig hjerteskærende Marguerite, hvis tiltagene desperation lyser ud af hendes øjne, og hun synger så det river og flår i det indre. Elkjær Jensen har i den grad format til at bære den rolle, Gonouds Marguerite er, for i modsætnings til Goethes originale tekst hiver Gonoud den kvindelige hovedrolle helt frem og giver hende mest scenetid og de allermest spændende partier. Ja, titelrollen kommer faktisk nærmest til at stå i skyggen af hende, og havde Gonouds ikke banet vejen for det, er der ingen tvivl om, at Elkjær Jensen nok skulle have banet den selv. Hun er i hvert fald umulig ikke at bemærke, som forestillingens absolutte stjerne. 

Netop fordi kvinderollen er så stærk, og fordi historiens paralleller til nutidens store fokus på metoo, krænkelser og magtmisbrug er nemme at få øje på, kan det også godt ærgre mig, at man ikke har benyttet sig af chancen og givet den en tand mere med moderne. Der er på mange måder blevet gået den slaviske klassiske vej med tidstypiske kostumer og begrænsede mængder nytænkning af historien, og jeg kan ikke undgå at savne lidt mere spræl og nutidigt bid, når nu man står med et så oplagt, og i øvrigt forrygende, værk mellem hænderne. Så havde forestillingen måske også virket knapt så tung at komme igennem.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Den 28. september indgår denne forestilling som en del af Det Kongelige Teaters koncept “Ung i Operaen”. Her kan du, hvis du er under 30 år, få billetter i hele salen til 160 kroner!

FOTO: Miklos Szabo