En historie om vold

En historie om vold

Aveny-T

11. September - 3. Oktober 2020

Forestillingen synes dybt bevidst om sin effekt, og den lader os ikke sidde og forputte os med vores væmmelse i teatermørket. Den vil gerne have os til at mærke Édouards smerte, og vi skal føle os blottet præcis som ham.

Af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
“Glædelig jul” siger hospitalslægen til Édouard, inden han rækker ham en lille pose med piller. Édouard flækker af grin. Hans krop kan, på det her tidspunkt, ikke andet. Det er ikke nogen glædelig jul. Kort forinden hospitalsbesøget, har Reda, med en pistol presset mod Éduoards nakke, råbt “JEG FLÆKKER DIG, jeg flækker dig, JEG FLÆKKER DIG”, hvorefter han har forsøgt at kvæle ham for derefter at voldtage ham. Hvad der starter som et frækt, forførende og frivilligt one-night stand ender helt galt.

Det er denne voldsomme hændelse, En historie om vold på Aveny-T cirkulerer om. Fortællingen stammer fra Édouard Louis’ roman Voldens historie (2017), som er er efterfølgeren til den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule (2014). I instruktør Anders Lundorphs opsætning er det voldtægten, der er omdrejningspunktet for en række spørgsmål og overvejelser omkring det at være offer og retten til sin egen fortælling. 

VI MENER
En febrilsk Édouard, i skikkelse af Andreas Jebro, entrérer scenen, mens der stadig er lys i salen, og der stadig er et par minutter til, at forestillingen egentlig burde gå i gang. Han gør rent i den lille lejlighed, der er bygget på scenen. Først ligner det almindelig rengøring med gulvmoppe, hvor det hele får en grundig overhaling. Snart smides sengetøjet dog ud, og Édouard sprøjter ihærdigt lejligheden med, hvad vi formoder er, sprit. Til sidst smider han også det tøj, han har på, i en skraldesæk, og det er der, forestillingen for alvor går i gang. Med en splitterravende og fortvivlet Andreas Jebro som præstationsmæssigt skyder afsted med 100 km/t fra start. En massiv mængde ord flyder fra hans mund på en sådan måde, at tanken om, at de skulle stamme fra et nedfældet manuskript, virker fjern. Han begynder fortællingen om det frygtelige, der er sket, og som han lige har forsøgt at fjerne alle spor af. 

Det er dog ikke kun Édouards udgave af forløbet, vi hører. En historie om vold er en historie med flere fortællespor. Hele fire af slagsen; Édouards fortælling til den nøgterne politibetjent (Anders Budde Christensen), hans fortælling til sin søster Clara (Karin Bang Heinemeier) som også fortæller den videre til publikum i sin egen korrigerede version, alt imens Édouard også selv fortæller os sin historie, som vi tilmed får lov at se udspille sig. Det kan lyde forvirrende, men i En historie om vold formår Anders Lundorph at holde narrativet skarpt, mens syns- og fortællevinklerne fletter sig sammen til ét narrativ: hvad der skete den aften, Édouard blev voldtaget af den enormt charmerende Reda (Patrick Baurichter) i sit eget hjem. Når de andre, og særligt søsteren Clara, omformulerer og ændrer fortællingen, som de finder det behændigt, synes det nærmest som endnu et overgreb på en allerede ødelagt Édouard. Det bliver især tydeligt, når Clara begiver sig ud i lange akavede sladder-anekdoter, hver gang Édouard og Reda mødes i heftige kys og sexscener bag hende, hvilket tilmed også bekræfter Éduoards påstand om, at familien aldrig har accepteret hans homoseksualitet. 

Spillestilen er befriende naturalistisk, hvilket alle fire skuespillere leverer utroligt overbevisende. Der er generelt ikke meget overladt til fantasien; hvis en karakter f.eks. skal i bad, så går han i bad - lige dér midt på scenen. I samspil giver de virkelighedstro elementer os en fornemmelse af at komme meget tæt på fortællingen. I sidste ende er det dog i høj grad også Andreas Jebro og Patrick Baurichters uovertrufne præstationers fortjeneste. Sjældent har skuespil været så mærkbart! Jebros angste krop og martrede sjæl er voldsom at kigge på, når vi sidder der uden mulighed for at give ham det lange kram, vi får lyst til at give ham. Vi føler det hele med ham, og vi forstår også, hvorfor han lader sig forføre af den dragende og smukke Baurichter, som senere bliver psykopatisk på en måde, så vi næsten glemmer, at han bare er skuespiller. Selv Anders Budde Christensens nøgterne og følelseskolde politibetjent har effekt. Når han stilles over for Jebros rystende Édouard, skabes der et følelsesmæssigt spændingsfelt, som gør det svært at være i egen krop. Mærkbarheden kulminerer i voldtægtsscenen, som efterlader os med fuldstændigt spændte lår og udtørrede munde. Det er dybt ubehageligt, men hvor er det vildt, at velformidlede historier som denne kan have så fysisk effekt.

Forestillingen synes dybt bevidst om sin effekt, og den lader os ikke sidde og forputte os med vores væmmelse i teatermørket. Den vil gerne have os til at mærke Édouards smerte, og vi skal føle os blottet præcis som ham. Flere gange tændes lyset i salen, så der er frit udsyn til den effekt, forestillingen måtte have på os. Det tændte lys er ikke altid lige effektivt, men det kommer dog til sin ret, når vi, sammen med Édouard, befinder os på et hospital efter voldtægten. Efter et kort møde med lægen må han tage sig af nogle af sine mange andre patienter, og Édouard bliver ladt alene tilbage. I hvad der virker som en evighed, sidder vi med salslyset tændt og venter sammen med Édouard på at lægen skal komme tilbage. Og de lader os vente ubarmhjertigt længe.

En historie om vold lykkes generelt enormt godt med at få os til at mærke effekten af et overgreb. Den efterfølgende kamp for retten til egen fortælling, følelsen af at skulle retfærdiggøre sin oplevelse og ikke mindst den altoverskyggende paranoide angst, der invaderer kroppen som en bacille i blodet. Særligt effektfuld bliver det, da Édouard fortæller sin søster, at han ser Redas ansigt alle vegne, hvorefter Baurichter begynder at dukke op i andre roller; som læge, politiefterforsker og endda som Édouards bedste ven, Henri. Rummet virker pludselig voldsomt klaustrofobisk, og vi får lyst til at lægge os i fosterstilling, sammen med Édouard, under dynerne hjemme i lejligheden.

Måske er det også til forestillingens “held”, at lige netop “offer for overgrebs”-tematikken igen er brændende aktuel ude i virkeligheden. På den måde er publikum måske mere velvillige til at se igennem fingre med, at forestillingen totalt ignorerer et af romanens helt store temaer: racisme. I romanen er Reda fra Algeriet, og Édouard Louis’ roman handler i høj grad om den strukturelle racisme, som Édouard ikke ønsker at fodre med sin oplevelse. Anders Lundorph og co. kan jo for så vidt forholde sig til romanen, som det passer dem, men det er som om, at det ikke helt virker bare at slette et grundlæggende tema, hvis man så ikke også ændrer resten af historien derefter. Flere steder sidder vi med fornemmelsen af ikke at kunne forstå motivet og motivationen for visse refleksioner og handlinger, men det giver mening, når man finder ud af, at det er fordi, de udspringer af en tematik, som simpelthen ikke længere er til stede.

I denne opsætning er det tydeligt, hvori volden består, og som fortælling om en voldtægt er den ganske effektfuld. Det smukke ved den oprindelige fortælling er dog netop, at der stilles spørgsmål ved, hvori den egentlige historie om vold består, og hvordan man forhindrer at avle den. Denne chance forbigår Lundorph fuldstændig i hans version, hvorfor slutnigen også bliver en smule tam. Den efterlader os ikke med filosofiske spørgsmål, vi kan tage med os hjem. Vi sidder i stedet og undrer os over, hvorfor det lige skulle slutte der. Hvad skulle det egentlig fortælle os? 

Det undrer os uundgåeligt, hvorfor der mon er taget dette valg. Lige netop nu synes det utroligt passende at fortælle en historie om strukturel racisme og den massive mængde udfordringer, det medfører. Har Aveny-T eller Lundorph mon været for bange for at røre ved emnet? Uanset hvad virker det som en skam at forbipasse en sådan chance. Hvad der dog ikke er en skam, er de frygtindgydende gode skuespilpræstationer, forestillingen trods alt leverer på. De er nemlig et besøg til Aveny-T værd. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
På Aveny-T koster de billigste pladser 180 kr., hvis du er under 25 år, hvorimod de bedre pladser længere fremme i salen koster 220 kr. Er du studerende, koster den billigste billet 210 kr. og de bedste pladser 290 kr. Salen er ikke overvældende stor og skråner fint, hvorfor de bagerste pladser ikke nødvendigvis er dårlige. 

FOTO: Emilia Therese