EDWARD II

EDWARD II

Betty Nansen
18. januar - 10. februar 2024

Hendes betydning for nyere dansk teater kan der næppe sås tvivl om. Men Kragerup er også blevet dygtig og ekstremt rutineret i netop det formsprog, hun som regel benytter sig af. Der tegnes efterhånden meget sjældent uden for stregerne, og som konsekvens heraf synes det at have tabt noget af den vildskab, der især gjorde hendes værker geniale

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Da Edwards far dør, udråbes han til Englands nye konge; Edward II (Peter Plaugborg). Edward er bare ikke helt sådan en konge, som det konservative hof af adelsfolk forventer. Han er blød, vævende og ikke mindst stormende forelsket i den flamboyante Gaveston (Simon Bennebjerg), som han placerer højt i magthierarkiet for at kunne være tæt på ham hele tiden. Han vil hellere bruge tiden på kærligheden og udforskningen af sin egen mere farverige side end at føre krig mod Skotland og udføre de forventelige pligter. En facon og et forhold, der ikke falder i god jord hos hverken adelen eller Edwards kone Isabella (Maria Rossing), der hurtigt lægger en frygtelig plan for at få magten i egne sort/hvide majoritets-hænder. 

Instruktør Elisa Kragerups nyeste forestilling på Betty Nansen Teatret er en gammel Christopher Marlowe-sag fra 1592, som her er bearbejdet af Tom Silkeberg og instruktøren selv. Budskabet om minoritetspersoners udfordringer og kamp i samfundshierarkiet og magtstrukturerne er ikke svær at forstå og desværre stadig aktuel, selvom det er fortalt mange gange før. Men får Kragerup historien til at stikke dybere end det? 

VI MENER
Edward II er på mange måder en vaskeægte Elisa Kragerup-forestilling. Selvom Betty Nansen Teatret ikke officielt har et skuespiller-ensemble, så ved man efterhånden mere eller mindre, hvem Kragerup er særligt glad for at arbejde sammen med. Hvis man har fulgt hendes forestillinger, vil man genkende det gamle slæng fra det hedengangne Det røde rum; Peter Plaugborg, Maria Rossing, Mikkel Arndt og Johanne Louise Schmidt og de nyere Betty-darlings; Xenia Noetzelmann, Ena Spottag og Simon Bennebjerg (som hun dog ret beset kastede sin kærlighed på allerede på Det Kongelige Teater). Lad mig gøre det klart, at det ingenlunde er en kritik, for det er i sandhed et hold virkelig stærke skuespillere, som, med deres kendskab til hinanden, også er rigtig gode til at spille sammen. 

Udover skuespillerne kan man regne med, at Kragerups forestillinger altid har æstetikken i højsædet. Det ser godt ud! Historien udspiller sig i en mere eller mindre statisk scenografi i moderigtige farver, der giver plads til det fysiske spil, der altid ledsager de klassiske tekster. I Edward II har scenograf Karin Gille løst det med et skakternet gulv som arena omkranset af et moderigtigt transparent-gardin i støvet petroleumsblå og dertil bænke og stole i træ, så skuespillerne har lidt at skabe flotte tableauer med. Undervejs krydres det med et vanligt skud fest - her i form af diskokugler. 

Kragerups formsprog er fysisk og sjovt. Fysikken er altid en veludtænkt medfortæller, og hun gør noget ud af at balancere tragedien med en sund portion humor. De to komponenter gør det nemmere at være i teksten, og hun er ikke bange for at modernisere og ironisere. Kragerup har et skarpt blik for, hvor snittet skal lægges, så klassikerne og deres budskaber trænger igennem til andre end bare de hardcore teater-nørder, der kan fortællingerne på rygraden. Således er det også med Edward II, hvor særligt Ena Spottag og Maria Rossing udmærker sig som humoristiske højderagere i et ellers gennemgående dygtigt og sjovt ensemble. Spottags kantede spjæt og spark, det alvorlige blik og den bryske repliklevering, der brydes op af en dyb karikeret latter, gør hendes konservative adelsmand til en ovenud sjov figur. Spottag har efterhånden bevist sig selv som lidt af en gave til de forestillinger, hun medvirker i, for hun får med legende lethed publikum til at holde af hende. Rossings magtsyge og skabagtige dronning med et imponerende udvalg af græde-grimasser er til gengæld svær at holde af, men utrolig nem at grine højt af. 

Som et sidste element på Kragerup-bingopladen kunne man tilføje musikken. Gerne live og gerne moderne popmusik, der vækker genklang hos den måske især lidt yngre tilskuer. I denne forestilling er musiker Line Felding placeret på bagscenen med en række instrumenter og kommer løbende fortællingen til undsætning. Mest virkningsfuld er hun på celloen, som jeg ville ønske havde fået mere plads, for hvor er det dog smukt og betagende, da Edward og Gaveston ordløst mødes første gang efter kroningen, og deres blikke, kroppe og celloen siger det hele. Af og til får Felding vokalt selskab af Johanne Louise Schmidt og elev-skuespiller Thorbjørn Hedegaard, og selvom det er ret frydefuldt at høre dem synge Queen og Billie Eilish, så er det faktisk lidt forstyrrende for de andres replikker, som de siger samtidig. Dertil kan det diskuteres, om den vokale musik bliver lige guidende nok for publikums forventede følelser; 1, 2, 3 føl! Og ærligt talt, så har vi vist efterhånden hørt vores fair share af Billie Eilish i nyere danske forestillinger. 

For mig har Elisa Kragerup altid været et stort idol inden for dansk teater, hvis forestillinger jeg ivrigt og troligt har set - og mange af dem elsket. Hendes formsprog gjorde mig interesseret i klassikerne: Jeg opdagede for alvor, hvad Romeo og Julie kunne, da hun fortolkede den vildt og vidunderligt på Det Kongelige Teater. På samme teater faldt jeg i svimer over den kropslige Metamorfoser på Det Røde Rum, og jeg måtte flere gange ind og se den intime og minimalistiske udgave af Den Kroniske Uskyld i ren fascination over alt det, den vakte i mig. Og det er blot nogle få udvalgte eksempler på fremragende Kragerup-værker. Jeg har brugt hende og hendes værker som evigt argument for, hvorfor teater i hvert fald ikke er en støvet og bedaget kunstform. Hendes betydning for nyere dansk teater kan der næppe sås tvivl om. Men Kragerup er også blevet dygtig og ekstremt rutineret i netop det formsprog, hun som regel benytter sig af. Der tegnes efterhånden meget sjældent uden for stregerne, og som konsekvens heraf synes det at have tabt noget af den vildskab, der især gjorde hendes værker geniale. Den vildskab, der finder sted i Edward II, er nøje planlagt i en sådan grad, at det bliver gennemskueligt og derved uden videre effekt. 

Jeg når lige at håbe på et stik af noget dybere, da Plauborgs Edward knækker sammen i et urbrøl som et såret og døende dyr ved nyheden om sin elskers død. Det er en næsten ubærlig lyd, men så bliver den gentaget om og om igen i et styret mønster, der tager al troværdighed fra den. Lige netop troværdigheden mangler ellers ikke hos Plauborg, som leverer et formidabelt og følsomt portræt af den sanselige og forelskede konge, der er alt andet end adelens forventninger til en regent. Det får dog svært ved at trænge bestandigt igennem, når forestillingen sætter formen over følelserne og deres spontane natur, og det er problematisk, for det forhindrer tilskueren i for alvor at føle og engagere sig i den ellers stærke historie. I første akt er jeg tilbøjelig til at tilgive det, for her flyver tiden, fordi alting spiller rimelig overlegent, og jeg derfor helt og holdent overgiver mig til den komik, der er så flot vævet ind i fortællingen. Men da følelserne for alvor skal i spil i anden akt, får de aldrig rigtig skovlen under det, selvom skuespillerne kæmper bravt. Formen bliver for løsmasket, og der går langtrukken afvikling i historien. 

Det er meget nemt at lade sig forføre af det smukke, sjove og tjekkede, og jeg falder også for Edward II, ligesom jeg har gjort det så mange gange før med Kragerup. Men forførelse kan også hurtigt fordufte igen, hvis ikke det udvikler sig til noget mere og dybere. Det bliver en noget ufarlig omgang, og jeg savner at blive overrasket eller rusket lidt undervejs. Derfor når luften at gå af den ellers flotte ballon, inden applausen indfinder sig. 

FOTO: Camilla Winther