Den gerrige

Den gerrige

Folketeatret (Turné)

24. september - 12. november 2020

Det kræver, at man går med på præmissen, for at det hele ikke falder til jorden, og man skal være i humør til falde på halen humor, for det er der rigeligt af.

Af: Frederik Nagel Fryland

HVAD ER DET
Den gerrige er en fortælling af Molière om den gamle gnier Harpagon, der elsker penge højere end sine egne børn. Han våger derfor med stor opmærksomhed over sin formue, som han har gemt i en busk og mistænker alle for at ville stjæle fra ham. Handlingen udspiller sig i 1600-tallets Frankrig med tjenestefolk, hestevogn, arrangerede ægteskaber og hele baduljen. Harpagon er en velhavende Joakim von And-type, der vender hver en øre og glædeligt gifter sine børn væk til højestbydende. 

Den enlige særling Harpagon og sønnen Cléante har begge udset sig den smukke Mariane til ægtehustru, men af to helt forskellige grunde. For Harpagon er Mariane et godt parti, da hun, udover at se æggende ud, er vant til at leve et beskedent liv og derfor ikke springer husholdningsbudgettet. Omvendt er Cléante smaskforelsket, og heldigvis gengældes det også af Mariane. Datteren Elise er også forelsket, men i hushovmesteren Valére, der udelukkende tjener hendes ulidelige far for at kunne ses med hende. Det viser sig, at de implicerede er mere forbundne, end man umiddelbart skulle tro, og det bliver for alvor tydeligt, at det er en vaskeægte forviklingskomedie. 

VI MENER
Forestillingen er besat af et stort hold bestående af både garvede skuespillere, som Kristian Holm Joensen (Harpagon) og Mette Horn (Frosine) og unge og nyudklækkede talenter, som Mads Reuther (Cléante), Alexander Mayah Larsen (Valére), Mathilde Arcel Fock (Elise) og Sofia Mileva Cukic (Mariane). 

Holm Joensen er genial i titelrollen og leverer, yderst troværdigt, en mistroisk og nærig neurotiker. Det fungerer især godt, når den fjerde væg brydes, og vi som publikum inddrages i særlingens nøjeregnende ræsonnementer og spekulationer. Jeg får flere gange helt ondt af den arme stakkel, der fuldstændigt har misforstået hvad der er vigtigt i tilværelsen, når han gang på gang prioriterer penge over kærlighed. Mette Horn spiller rollen som ægteskabsarrangøren Frosine. Hun spiller virkelig godt og slipper i den grad afsted med sit forsøg på at fremstå ufrivilligt sjov. Man skal være en kold skid, hvis ikke man trækker lidt på smilebåndet, når hun, på gebrokkent tysk og i halvhjertet forklædning, forsøger at udgive sig for at være en rig enke af nobel afstamning. Nok er det plat, men det fungerer, når det, som her, er velleveret og doseret i de rette mængder.

Både Kristian Boland og Jacob Weble i rollerne som hhv. den krukkede tjener La Flèche og den konfliktsky huskok Mester Jacques gør det også fint og kommer heldigvis helskindede igennem fortællingen. Jeg får stor empati for begge figurer, da de kostes rundt med, mistænkes for at stjæle og konstant lider under den gerriges tyrrani. Boland gør det også som politikommissær, i trenchcoat og med en Stetson-hat trukket ned over næsen, hvilket for flere i salen giver anledning til latterkramper. På et tidspunkt går der dog lidt for meget revy i humoren. Det bliver for alvor dilettantisk med Troels Malling i rollen som både Mester Simon og Grev Anselme. Man fristes til at sige, at hans skuespilpræstation her kun rækker til at lave sjove stemmer. Begge roller virker således ligegyldige, og stykket havde fungeret fint uden, hvis ikke bedre.

Marianne Nilsson har skabt en lilla scenografi, som er bygget op i flere niveauer med lemme i gulvet og små døre, der kan åbnes. Det tillader skuespillerne at bevæge sig rundt på den kompakte scene, hvilket for alvor demonstreres, da Mester Jacques agerer konfliktmægler og forpustet halser frem og tilbage over scenen. Det fungerer fint, men man kunne have ønsket sig et sceneskift efter første akt, da det også er en anelse kedeligt. De barokke kostumer i stærke farver, som gul, grøn, pink og lilla, giver associationer til Alice i Eventyrland og hjælper markant på helhedsindtrykket.  

Jeg forlader teatret med en blandet fornemmelse. Opløftet af den gode energi på scenen og i salen samt det generelt fine niveau af skuespil, men forfærdeligt skuffet, når jeg tænker på stykkets uforløste potentiale. Molières lunkne fortælling bliver ikke på ét tidspunkt udfordret - ikke engang da forviklingerne udredes på en måde, der ikke kan måle sig med selv de vildeste afsnit af DRs Sporløs. Altså, come on! Plottet er absurd dårligt, og det er ærgerligt, at instruktør Geir Sveaass ikke har leget mere med de latterlige lag i den tynde præmis, der simpelthen er for langt ude. Slutningen af stykket er da også det mest skuffende, da de, i forvejen svage, konflikter, med et trylleslag løses, og alle får, hvad de vil have. Ingen har lært noget, deres ophidselse og konflikter var ubetydelige, og tæppet går ned med gnieren Harpagon siddende på scenen, som en anden Gollum-skikkelse - fikseret og forblændet af sin skat. 

Det kræver, at man går med på præmissen, for at det hele ikke falder til jorden, og man skal være i humør til falde på halen-humor, for det er der rigeligt af. For nogle vil det givetvis være for meget. Hvis man tager ja-hatten på, så er forestillingen absolut underholdende fra start til slut. På mange måder bliver mine forventninger indfriet til fulde. Folketeateret slår sig op på at være teater til alle, og det gør de med rette. Den Gerrige er komedie for de fleste og uden tvivl et stykke, som mange rundt om i landets afkroge vil finde underholdende, men heller ikke mere end det. Hvis man er til mere end lette grin, bør man nok finde en anden forestilling at se. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Da dette er en turnéforestilling, der kommer vidt omkring i landet, varierer billetpriserne teatrene imellem. De fleste spillesteder tilbyder billetter til unge under 25, og de koster fra 120 kr. 

Foto: Gudmund Thai